Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/810

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
792
Inge og Sigurd Haraldsſønner.

tvende Skibe, maa man næſten formode, at han har faaet nogen Underſtøttelſe af Lendermændene i Viken, der paa den Maade kun gjengjeldte, hvad der fra danſk Side var ſkeet mod Norge[1]. Men dette maatte igjen foraarſage, at den danſke Konge eller Høvdingerne i Jylland toge ſig deſto alvorligere af Sigurd og Magnus, og da der desuden i denne urolige Tid altid maatte være krigs- og æventyrlyſtne Folk nok at faa hvervet i Danmark, var et nyt og alvorligere Angreb derfra med det førſte at forudſee. Nordmændene kunde heller ikke være uvidende om, at Sigurd og Magnus virkelig med Danernes Hjelp gjorde betydelige Udruſtninger. Under disſe Omſtændigheder fandt Indbyggerne af Viken og Bergen det, ſom rimeligt var, heel utilbørligt, at Kong Sigurd og hans Venner ſad i god Ro nord i Nidaros, ſkjønt hans Faders Mordere pasſerede Throndhjemsleden, men overlode Landets Forſvar til Kong Inge og hans Mænd, der ſad øſter i Viken paa det farligſte Punkt. Inges Høvdinger udfærdigede derfor i hans Navn følgende Brev, der er merkeligt ej alene formedelſt ſit Indhold, men ogſaa fordi det er det ældſte hidtil bekjendte offentlige Aktſtykke til Norges Hiſtorie[2]. „Kong Inge, Søn af Kong Harald, ſender ſin Broder Kong Sigurd og hans Raadgivere, Saada-Gyrd, Agmund Svifte og Ottar Birting, alle Lendermænd, Hirdmænd, Huuskarle og hele Almuen, Rige og Fattige, Unge og Gamle, Guds og ſin Hilſen. Alle Mand er vitterlig den Vaande, hvori vi ere ſtedte, faa vel ſom vor Barndom, da du kun er fem, jeg kun tre Aar gammel, ſaa at vi intet kunne foretage uden ved Biſtand af vore Venner og gode Mænd. Nu tykkes det os, ſom om jeg og mine Venner ere den fælles Nød og Fare nærmere end du og dine, der ſidde i Ro og Mag. Gjør nu faa vel, at du faa ſnart og med ſaa mange Folk ſom muligt kommer hid til mig, paa det at vi kunne være ſamlede, hvad der ſaa indtreffer. Nu er den vor bedſte Ven, ſom gjør ſit til at vi ere ſaa enige og ſamholdende ſom muligt i alle Dele. Men derſom du unddrager dig, og fremdeles, ſom du før har gjort, ikke kommer efter min Budſending og trængende Anmodning, maa du være belavet paa, at jeg drager imod dig med en Krigsmagt, og da faar Gud ſkifte mellem os. Thi vi kunne ikke længer finde os i at vi ſkulle ſidde her.med ſaa ſtor Bekoſtning, ſom udfordres til Ufreden,

  1. Olaf Haraldsſøn fremkom, ſaa vidt man efter de nøjagtigſte Underſøgelſer kan ſlutte, med ſine Arvefordringeri 1138, men begyndte Krig 1139. Sandſynligviis var, ſom oven antydet, hans Uheld i Elven mod Sigurd Slembedjakn Aarſag til, at han ej kunde begynde den før, da han vel paany maatte ſkaffe ſig Folk og Skibe.
  2. Det anføres, næſten ordlydende, ſaavel i Morkinſkinna, ſom i Hrokkinſkinna, Hryggjarſtykke og hos Snorre.