Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/804

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
786
Inge og Sigurd Haraldsſønner.

Styrke. Han ſkyndte ſig ſtrax bort, men Aamunde indhentede ham, nødte ham til at udholde en Kamp, og dræbte mange af hans Folk. Erik opgav nu Haabet om at gjøre nogen Fremgang i Norge, og vendte tilbage til Danmak, højſt forbitret paa Magnus og hans Mænd, der, ſom han ſagde, havde holdt ham for Nar, ved at ſkildre Folkeſtemningen langt anderledes, end den i Virkeligheden var, og derved lokke ham til et ſaa uheldigt og uhæderligt Foretagende; thi det ſagde alle, at daarligere Ferd end denne havde man endnu aldrig ſeet foretagen til et andet Kongerige med en ſaa ſtor Hær. Han lod ſig forlyde med, at han herefter ikke ſkulde være ſaa god en Ven af Magnus, ſom før. Han havde ſaa meget mere Grund til at harmes over Toget, ſom det i høj Grad bidrog til at ſvække hans allerede temmelig vaklende Yndeſt blandt de Store i Danmark. Thi mange af disſe klagede over, at de vare blevne tvungne til at deeltage i Toget mod Norge, og havde maattet ſætte ſig i Bekoſtning uden at have Ære eller Fordeel, men alene Skam og Skade[1]. Sandſynligviis vilde Erik ved given Lejlighed have ladet Magnus føle ſin Uvilje, og undgjelde for de ſkuffede Forvæntninger. Men denne Fare afværgedes, da Erik kort efter ſin Hjemkomſt blev, aldeles uvæntet, dræbt paa Urnehoved Thing i Sønderjylland af en anſeet Mand i Jylland, hvis Fader han havde ladet aflive fordi han vovede at tale imod ham til Thinge. (18 Septbr 1137). Saaledes kunde Magnus uden Fare fremdeles opholde ſig i Danmark. Til Erik Emunes Eftermand paa den danſke Trone udvalgtes efter tre Maaneders Mellemrum den tapre og fromme, men derhos charakteerſvage Erik Haakonsſøn, formedelſt ſin Godmodighed kaldet „Lam“, eller „den Spage“ en Søn af Eriks Syſter Ragnhild og en fornem Mand ved Navn Haakon, der efter ſin Moder, Sunniva, en Datter af Jarlen Haakon Ivarsſøn fra Norge, kaldtes Haakon den norſke[2]. Erik Emunes Søn Sven, Knut Lavards Søn Valdemar, og Kong Nikolas’s Sønneſøn Knut vare vel nærmere arveberettigede, men de vare endnu mindreaarige, og Erik var det eneſte voxne Medlem af Kongefamilien, med Undtagelſe af den forjagne Olaf, Harald Keſjas Søn, om hvem der ej ſynes at have været Spørgsmaal, men ſom rigtignok ſtrax efter ved Vaabenmagt ſøgte at gjøre ſine Rettigheder gjeldende.

  1. Inge Haraldsſøns Saga Cap. 4, Snorre Cap. 3. 4. Fagrſkinna Cap. 257, Morkinſkinna fol. 33. b. Knytlingaſaga Cap. 102, Saxo S. 662. Men det maa vel merkes, at Saxo højſt urigtigt henfører Toget til Harald Gilles Tid, og lader Erik Emune drage til Norge for at ſtaa denne bi.
  2. Om hans Herkomſt ſe nærmere ovenfor S. 301, jvfr. Slægtregiſtret bagved nærværende Bind.