Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/803

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
785
Danerne opbrænde Oslo.

op til Fors Kirke paa Raumarike[1], hvor det forblev i 3 Maaneder. Thjoſtulf gjorde en Stund Holdt et Stykke ovenfor Byen, og nogle af Danerne forfulgte ham, med Kongens Stavnbo Æſkil i Spidſen. Thjoſtulf vendte ſig, og ſkød en Broddpiil imod ham, ſaa heldigt, at den gjennemborede hans Strube, ſkjønt denne var det eneſte bare Sted paa hans Legeme; alt det øvrige var bedækket med Brynje. Thjoſtulf fortſatte derpaa Vejen op til Raumarike, hvor han om Natten ſamlede alle de Folk, han kunde faa fat paa. Imidlertid lod Erik ſine Folk plyndre Byen[2] og ſiden ſætte Ild ſaavel paa Hallvardskirken ſom paa mange af Byens Huſe, faa at den aldeles lagdes i Aſke. Om Morgenen kom Thjoſtulf tilbage fra Raumarike, betydeligt forſterket, og Erik fandt det raadeligſt at begive ſig bort. Han ſøgte vel at komme i Land paa flere Steder i Nærheden, men forgjeves, thi overalt traf han Lendermænd til Forſvar. Hvert af disſe uheldige Landgangsforſøg koſtede ham fem, ſex eller flere af hans Folk. Han vendte derfor tilbage til den ſydøſtlige Deel af Viken, hvor han under Opſejlingen havde fundet mindre Modſtand. Men da han vilde løbe ind i Hornboreſund[3], traf han der Aamunde Gyrdsſøn med Kong Inge og en betydelig

  1. Dette kan enten være Fors Kirke paa Blaker, den nuværende Blaker-Kirke, eller den Kirke, der før Reformationen ſtod paa Gaarden Fors eller Fos i nuværende Holter Annex til Nanneſtad. Aarſagen, hvorfor man ej ſatte Skrinet ind i en nærmere Oslo beliggende Kirke — thi paa den Tid vare viſtnok de fleſte nuværende og flere af de nedlagte Kirker paa Raumarike opbyggede — maa have været den, at man ej troede det i Sikkerhed ſaa nær ved Byen. Under disſe Omſtændigheder bliver det ſandſynligt at antage den ſidſt nævnte Fors Kirke, ſom desuden var indviet til St. Olaf, Hallvards Frænde, for den, der i Sagaerne menes. Jvfr. Munthe i Aalls Snorre II. S. 155.
  2. Dette ſiges udtrykkeligt hos Saxo, S. 662.
  3. Dette er Sundet eller rettere Sundene mellem den nu ſaakaldte ſtore Hombor-Ø (fordum Hornbora), og Hornøen, ſamt Faſtlandet, i Kvilde Sogn i Baahuuslen lige indenfor Vederøerne. Nogle have antaget det for at være Hamborſund, der ogſaa kaldtes Hornborusund, i Eids Sogn, omtrent halvvejs mellem Lilleſand og Grimſtad. Men at det ej kan være dette, ſkjønnes deels deraf at det laa ude af Eriks Vej, deels deraf, at Fagrſkinna Cap. 257 lader Erik drage fra Oslo hjemover „ſydefter Landet“, hvilket ej var Talemaaden, naar det gjaldt Agder, fremdeles deraf, at Aamunde Gyrdsſøn, der havde ſamlet Tropper og laa i Sundet, ej hørte hjemme i Agder, men i Ranrike; og endelig at Stedet nævnes i Fleertal (Hornborusundum), hvilket paa Grund af dets Beſkaffenhed altid var brugeligt om Homborſund i Ranrike tie Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 156, Flatøbogens Læſemaade, hvor der ogſaa ſtaar i Hornborusundum, og hvor der ingen Tvivl kan være om at der handles om et Sted paa Baahuuslens Kyſt), medens derimod Sundet ved Eid i Agder nævnes i Enkelttal (í Hornborusundi), ſe Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 71.