op til Fors Kirke paa Raumarike[1], hvor det forblev i 3 Maaneder. Thjostulf gjorde en Stund Holdt et Stykke ovenfor Byen, og nogle af Danerne forfulgte ham, med Kongens Stavnbo Æskil i Spidsen. Thjostulf vendte sig, og skød en Broddpiil imod ham, saa heldigt, at den gjennemborede hans Strube, skjønt denne var det eneste bare Sted paa hans Legeme; alt det øvrige var bedækket med Brynje. Thjostulf fortsatte derpaa Vejen op til Raumarike, hvor han om Natten samlede alle de Folk, han kunde faa fat paa. Imidlertid lod Erik sine Folk plyndre Byen[2] og siden sætte Ild saavel paa Hallvardskirken som paa mange af Byens Huse, faa at den aldeles lagdes i Aske. Om Morgenen kom Thjostulf tilbage fra Raumarike, betydeligt forsterket, og Erik fandt det raadeligst at begive sig bort. Han søgte vel at komme i Land paa flere Steder i Nærheden, men forgjeves, thi overalt traf han Lendermænd til Forsvar. Hvert af disse uheldige Landgangsforsøg kostede ham fem, sex eller flere af hans Folk. Han vendte derfor tilbage til den sydøstlige Deel af Viken, hvor han under Opsejlingen havde fundet mindre Modstand. Men da han vilde løbe ind i Hornboresund[3], traf han der Aamunde Gyrdssøn med Kong Inge og en betydelig
- ↑ Dette kan enten være Fors Kirke paa Blaker, den nuværende Blaker-Kirke, eller den Kirke, der før Reformationen stod paa Gaarden Fors eller Fos i nuværende Holter Annex til Nannestad. Aarsagen, hvorfor man ej satte Skrinet ind i en nærmere Oslo beliggende Kirke — thi paa den Tid vare vistnok de fleste nuværende og flere af de nedlagte Kirker paa Raumarike opbyggede — maa have været den, at man ej troede det i Sikkerhed saa nær ved Byen. Under disse Omstændigheder bliver det sandsynligt at antage den sidst nævnte Fors Kirke, som desuden var indviet til St. Olaf, Hallvards Frænde, for den, der i Sagaerne menes. Jvfr. Munthe i Aalls Snorre II. S. 155.
- ↑ Dette siges udtrykkeligt hos Saxo, S. 662.
- ↑ Dette er Sundet eller rettere Sundene mellem den nu saakaldte store Hombor-Ø (fordum Hornbora), og Hornøen, samt Fastlandet, i Kvilde Sogn i Baahuuslen lige indenfor Vederøerne. Nogle have antaget det for at være Hamborsund, der ogsaa kaldtes Hornborusund, i Eids Sogn, omtrent halvvejs mellem Lillesand og Grimstad. Men at det ej kan være dette, skjønnes deels deraf at det laa ude af Eriks Vej, deels deraf, at Fagrskinna Cap. 257 lader Erik drage fra Oslo hjemover „sydefter Landet“, hvilket ej var Talemaaden, naar det gjaldt Agder, fremdeles deraf, at Aamunde Gyrdssøn, der havde samlet Tropper og laa i Sundet, ej hørte hjemme i Agder, men i Ranrike; og endelig at Stedet nævnes i Fleertal (Hornborusundum), hvilket paa Grund af dets Beskaffenhed altid var brugeligt om Homborsund i Ranrike tie Haakon Haakonssøns Saga Cap. 156, Flatøbogens Læsemaade, hvor der ogsaa staar i Hornborusundum, og hvor der ingen Tvivl kan være om at der handles om et Sted paa Baahuuslens Kyst), medens derimod Sundet ved Eid i Agder nævnes i Enkelttal (í Hornborusundi), se Haakon Haakonssøns Saga Cap. 71.
