Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/802

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
784
Inge og Sigurd Haraldsſønner.

og Medbejler Harald Gille, afholdt dette dog ikke Magnus fra at tye til ham om Hjelp, ligeſom og Erik paa ſin Side tog venligt imod ham. Man maa derfor, ſom tilforn ytret, næſten formode, at der allerede for Harald Gilles Dyd var indtraadt et ſpendt. Forhold mellem denne og den danſke Konge. Magnus foreſtillede Erik omtrent det ſamme, ſom han havde foreſtillet den ſvenſke Jarl, nemlig at det nu var et belejligt Tidspunkt til at underkaſte ſig Norge: han ſagde, at hvis Erik kom med hele ſin Hær, vilde neppe nogen Nordmand vove at ſkyde et Spyd imod ham; han bad ham derfor indſtændigt at følge ham tilbage, for i Forening med ham at underlægge ſig Landet. Den ærgjerrige og herſkeſyge Erik lyttede til hans Overtalelſer, opbød Leding og drog med en Flaade af ikke færre end 240 Skibe[1] til Norge. Magnus og hans Mænd ledſagede ham. Da han kom til Viken, gik han temmelig fredeligt frem, ſaa længe han holdt ſig paa Øſtſiden, thi der ſkal han have forefundet flere af Magnus’s Venner[2]. Anderledes var det derimod, da Flaaden lagde over til Veſtſiden af Folden, for at løbe ind til Tunsberg; her havde mange Lendermænd forſamlet ſig under Anførſel af Orm, ſædvanlig kaldet Vatn-Orm, en Søn af Dag Eilifsſøn[3], og hindrede Danerne faa fuldſtændigt fra at gjøre Landgang, at de ikke engang kunde faa hentet Vand, men med betydeligt Folketab maatte lægge fra. Erik haabede bedre Held inde i Oslo, hvor han hørte at Thjoſtulf Aalesſøn ſkulde ligge med en temmelig ringe Styrke. Han ſejlede derfor ind i Fjorden, og naaede om Aftenen Hovedøen, hvor han laa for Anker om Natten. Byens Indbyggere, der frygtede for at deres Helligdom, St. Halvards Skriin, ſkulde falde i Danernes Hænder, vilde allerede om Aftenen bringe det i Sikkerhed, men det befandtes, ſiges der, ſaa tungt, at man ej kunde faa det længer end et Stykke ned paa Kirkegulvet, uagtet faa mange, ſom kunde komme til, toge fat. Saa ſnart det blev luft den følgende Morgen, lagde Erik ind til Byen, og Thjoſtulf, der med de Folk, han for Øjeblikket havde om ſig, virkelig var for ſvag til at gjøre Modſtand, trak ſig tilligemed Bymændene og Skrinet ud af Byen, overladende denne til dens Skjebne. Ved denne Lejlighed, fortælles der, var Skrinet, ſom Aftenen forud havde været faa tungt, nu med eet blevet ſaa let, at der ej behøvedes flere end 4 Mand til at bringe det bort[4]. Det blev ført

  1. I de trykte Kongeſagaers Text ſtaar „ſex Hundreder“ (ɔ: 710), hvilket aabenbart er Skrivfejl; alle de øvrige Sagabearbejdelſer have „to Hundreder“.
  2. Knytlingaſaga Cap. 102.
  3. Om Vatn-Orm, ſom overhoved om Dag Eilifsſøns Børn, ſe ovf. S. 456.
  4. Knytlingaſaga nævner 6 Mænd. At dette tilſyneladende er indtruffet, kan man vel neppe betvivle: det foregivne Mirakel var let at forberede.