Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/800

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
782
Inge og Sigurd Haraldssønner.


nus, og en Deel andre. De indhentede Sigurds lille Skare, sluttede sig til hans Folk og fulgte hamt tid af Fjorden, og forbi Nordmøres Kyst lige til Raumsdals-Mundingen. Her forlod Sigurd dem, drog sydefter langs Kysten, og derpaa vester over Havet, sandsynligviis til Syderøerne, for at skaffe sig Understøttelse; Magnus derimod drog gjennem Raumsdalen til Oplandene, i Haab om at faa stort Tilløb, hvori han heller ikke bedrog sig. Den øvrige Deel af Vintren og hele Sommeren tilbragte han paa Oplandene, omgiven af en talrig Flok.

Da dette blev bekjendt syd i Viken, udrustede Thjostulf Aalessøn og de øvrige Høvdinger, som vare hos Kong Inge, en Hær, og droge op imod Magnus, idet de ogsaa førte den spæde Konge med. De traf Magnus’s Flok ved Minne, hvor der stod en heftig og blodig Kamp. Det hed, at Thjostulf Aalessøn den hele Tid under Slaget bar Kong Inge foran paa Brystet i Folderne af sin Kappe, uagtet han ofte kom i stor Nød og Fare, naar Fienden satte ind paa ham, og at de Tryk og Stød, Barnet derved fik, gjorde ham til Krøbling for Livstid, idet nemlig Ryggen knyttede sig til en Pukkel, og den ene Fod trak sig sammen og visnede, saa at han i sit hele Liv ikke kunde gaa paa den[1]. Aarsagen, hvorfor Thjøstulf udsatte Kongen for denne Fare, maa da enten have været den, at han derved bedre troede at opflamme sine Krigeres Mod, eller Frygt for at betro Kongen i nogen andens Hænder. Der gik imidlertid ogsaa et andet Sagn om Anledningen til Inges Vanførhed, nemlig at hans Amme af Uforsigtighed skulde have ladet ham falde ned paa Gulvet[2]. Magnus’s Hær var mandsterkere end Inges, men dog sejrede denne. Flere af de oven nævnte Høvdinger, nemlig Halldor Sigurdssøn og hans Broder Thorkell, Bjørn Erlingssøn og Gunnar af Gimse, faldt med en heel Deel Folk, førend de øvrige toge Flugten. Magnus og hans Mænd flygtede til Jarlen Karl Sunessøn i Vestergautland[3] Denne synes, som ovenfor antydet, at have hersket saa godt som uafhængigt: han var en saare ærgjerrig Mand, der gjerne vovede noget, for at udvide sit Herredømme, og lyttede gjerne til alle Slags Opmuntringer i denne Retning. Til ham, som overalt, hver de kom, sagde Magnus og hans Mænd, at Norge nu var let at tage, naar kun en eller anden mægtig Høvding vilde forsøge derpaa, saasom der ikke var nogen Konge over Landet, men alene Lendermændene raadede, og disse vare nu blevne uenige

    have været Lendermænd fra Thrøndelagen. Gunnar paa Gimse beboede, som man seer, Einar Tambarskelves gamle Herresæde.

  1. Inges Saga Cap. 2, Morkinskinna fol. 33 a.
  2. Saxo, 14de Bog, S. 789, 790.
  3. Om ham, se ovenfor S. 451, 762.