Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/800

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
782
Inge og Sigurd Haraldsſønner.


nus, og en Deel andre. De indhentede Sigurds lille Skare, ſluttede ſig til hans Folk og fulgte hamt tid af Fjorden, og forbi Nordmøres Kyſt lige til Raumsdals-Mundingen. Her forlod Sigurd dem, drog ſydefter langs Kyſten, og derpaa veſter over Havet, ſandſynligviis til Syderøerne, for at ſkaffe ſig Underſtøttelſe; Magnus derimod drog gjennem Raumsdalen til Oplandene, i Haab om at faa ſtort Tilløb, hvori han heller ikke bedrog ſig. Den øvrige Deel af Vintren og hele Sommeren tilbragte han paa Oplandene, omgiven af en talrig Flok.

Da dette blev bekjendt ſyd i Viken, udruſtede Thjoſtulf Aalesſøn og de øvrige Høvdinger, ſom vare hos Kong Inge, en Hær, og droge op imod Magnus, idet de ogſaa førte den ſpæde Konge med. De traf Magnus’s Flok ved Minne, hvor der ſtod en heftig og blodig Kamp. Det hed, at Thjoſtulf Aalesſøn den hele Tid under Slaget bar Kong Inge foran paa Bryſtet i Folderne af ſin Kappe, uagtet han ofte kom i ſtor Nød og Fare, naar Fienden ſatte ind paa ham, og at de Tryk og Stød, Barnet derved fik, gjorde ham til Krøbling for Livstid, idet nemlig Ryggen knyttede ſig til en Pukkel, og den ene Fod trak ſig ſammen og visnede, ſaa at han i ſit hele Liv ikke kunde gaa paa den[1]. Aarſagen, hvorfor Thjøſtulf udſatte Kongen for denne Fare, maa da enten have været den, at han derved bedre troede at opflamme ſine Krigeres Mod, eller Frygt for at betro Kongen i nogen andens Hænder. Der gik imidlertid ogſaa et andet Sagn om Anledningen til Inges Vanførhed, nemlig at hans Amme af Uforſigtighed ſkulde have ladet ham falde ned paa Gulvet[2]. Magnus’s Hær var mandſterkere end Inges, men dog ſejrede denne. Flere af de oven nævnte Høvdinger, nemlig Halldor Sigurdsſøn og hans Broder Thorkell, Bjørn Erlingsſøn og Gunnar af Gimſe, faldt med en heel Deel Folk, førend de øvrige toge Flugten. Magnus og hans Mænd flygtede til Jarlen Karl Sunesſøn i Veſtergautland[3] Denne ſynes, ſom ovenfor antydet, at have herſket ſaa godt ſom uafhængigt: han var en ſaare ærgjerrig Mand, der gjerne vovede noget, for at udvide ſit Herredømme, og lyttede gjerne til alle Slags Opmuntringer i denne Retning. Til ham, ſom overalt, hver de kom, ſagde Magnus og hans Mænd, at Norge nu var let at tage, naar kun en eller anden mægtig Høvding vilde forſøge derpaa, ſaaſom der ikke var nogen Konge over Landet, men alene Lendermændene raadede, og disſe vare nu blevne uenige

    have været Lendermænd fra Thrøndelagen. Gunnar paa Gimſe beboede, ſom man ſeer, Einar Tambarſkelves gamle Herreſæde.

  1. Inges Saga Cap. 2, Morkinſkinna fol. 33 a.
  2. Saxo, 14de Bog, S. 789, 790.
  3. Om ham, ſe ovenfor S. 451, 762.