Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/799

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
781
Sigurd tager Magnus blinde ud af Kloſtret.

ham Kongenavn, og af hvilke mange gik ham til Haande; i Fjordene blev han ogſaa godt modtagen, og fik ſig her en Tyveſesſe tilligemed nogle Smaaſkuder, for at fortſætte Vejen nordefter langs Kyſten[1]. Det lader ikke til, at han landede, førend han kom til Nordmøre. Men her vare allerede Breve og Hilſener fra de Høvdinger, der havde erkjendt Sigurd og Inge ſom Rigets lovlige Konger, komne ham i Forkjøbet; Indbyggerne havde gjort fælles Sag med Thrønderne, og han fik ſaaledes ingen Tilhængere iblandt dem. Da det altſaa tegnede ſig daarligt med de Udſigter, han havde til at erhverve et Parti i ſit eget Navn, beſluttede han at forſøge, om det ej vilde lykkes ham bedre, naar han fik den forrige, nu blindede og lemlæſtede Konge, Magnus Sigurdsſøn, i ſin Vold, og optraadte ſom hans Ven og Forſvarer. Til den Ende ſkyndte han ſig af alle Kræfter ind til Nidaros, for at komme faa uventet ſom muligt; dog ſkal han efter een Beretning ved hemmelige Budſendinger have forberedt ſine og Magnus’s Venner paa ſin Ankomſt[2]. En Nat kort efter Juul (i Januar 1137) ankom han udenfor Staden, lagde ſtrax til ved Nidarholms Kloſter, og tog Magnus ud, ſkjønt Munkene modſatte ſig det, og uagtet han allerede havde aflagt Kloſterløftet og modtaget Indvielſen. Enkelte paaſtode at Magnus imod ſin Vilje og kun nødtvungen fulgte med, men den almindelige Tro var dog — og dette var, naar man ſeer hen til Magnus’s ſenere Ferd, det ſandſynligſte — at han gjorde det nok ſaa gjerne, og at hiint Udſagn kun var udſpredt for at beſmykke ham. Da Sigurd havde faaet Magnus i ſin Vold, forſøgte han et Øjeblik ſin Lykke i Byen, uagtet den nys hyldede Kong Sigurd var der tilligemed en Mængde mægtige Mænd, ſaa at det kun var lidet raadeligt for ham at vove ſig derhen. Han roede imidlertid, ledſaget af alle ſine Venner, ind i Elven, og fæſtede Landtov i Kongsgaarden; men hele Almuen ilede til med truende Miner, og han maatte ſtrax ſkynde ſig ud igjen[3]. Dog havde han ikke forregnet m„ idet han opſtillede Magnus blinde ſom den egentlige Tronprætendent. Thi ſaa lidet ſkikket denne end var til Regjeringen, faa fandt han dog mange Tilhængere iſær blandt ſine forrige Hirdmænd og Venner. Af disſe nævnes ſærſkilt Bjørn Egilsſøn, Gunnar af Gimſe, Brødrene Thorkell og Halldor Sigurdsſønner, Aslak Haakonsſøn og tvende Brødre, Benedikt og Erik[4], foruden den Hird, der forhen havde været hos Mag-

  1. Fagrſkinna, Cap. 256.
  2. Inge Haraldsſøns Saga Cap. 2.
  3. Saaledes Morkinſkinna fol. 33 a. De øvrige ſtørre Kongeſagaer lade Sigurd førſt lægge til Kongebryggen, førend han udtager Magnus af Kloſtret, hvilket er aldeles uſandſynligt.
  4. Om disſe Mænd tales der ikke paa noget andet Sted, men de ſynes alle at