Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/796

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
778
Harald Gille.

Den førſte, der ſaarede ham, var Ivar Kolbeinsſøn. Harald havde Aftenen forud drukket godt, og ſov ſaa faſt, at han ikke vaagnede, førend ved Huggene, og endda ſagde han, halv i Søvne: „ſaart farer du nu med mig, Thora!“ Hun foor op og ſagde: „de fare ſnart med dig, der ville dig værre end jeg“. Efter at have faaet mange og ſtore Saar, opgav han Aanden (14 Decbr.). Drabsmændene begave ſig efter fuldbragt Gjerning tilbage, uden, ſom det ſynes, at ſtode paa nogen Hindring, og Sigurd lod de Mænd kalde til ſig, ſom havde tilſagt ham Biſtand, hvis det lykkedes ham at faa Harald dræbt. Efter at have underrettet dem om det Forefaldne, gik han med ſine Mænd ud i en Baad, og roede ud paa Vaagen, indtil han kom lige for Kongsbryggen[1], juſt ſom det begyndte at blive lyſt. Sigurd ſtod op i Baaden, talede derfra til de paa Bryggen forſamlede Folk, kundgjorde at han havde dræbt Kong Harald, og opfordrede dem til at antage ham ſom Konge i dennes Sted, ſaaledes ſom hans Byrd berettigede ham til. Der ſtimlede mange Folk til fra Kongsgaarden, men alle ſvarede ſom een, at de aldrig vilde lyde eller tjene en Brodermorder; „for det førſte“, ſagde de, „er du nu ikke Kong Magnus’s Syn, og for det andet, om det end var ſaa ilde, at han har haft en Søn med Thora, Sigrid Saxedatters Syſter, da er du fød under en uheldig Stjerne, hvilket ogſaa nokſom viſer ſig deri, at du i ſaa Fald har myrdet din Broder“. Med disſe Ord ſloge de Vaabnene ſammen, og erklærede Sigurd og hele hans Selſkab utlæge og fredløſe. Derpaa lod den kongelige Ludr, der kaldte Lendermændene og Hirdmændene ſammen, og Sigurd, ſom ſaa, at der her intet var at udrette, og at det gjaldt ſnareſt muligt at frelſe ſig ved Flugten, ſkyndte ſig nordefter til Nordhørdeland[2].

Saadant Endeligt fik Harald Gille, endnu i ſin bedſte Alder, da han neppe kan have været ſtort over 32 Aar gammel[3]. Hans Dyd var uhæderlig, ſytti hans Liv. Man kan ikke paaviſe en eneſte Handling af ham, der vidner om beſtemt Charakteer og faſt Vilje. I alt, hvad han foretog ſig, raadede hans Omgivelſer, og man kan neppe gjøre ham ſelv anſvarlig for en eneſte af de Regjeringshandlinger, der tillægges ham, onde eller gode. Endog ved Kong Magnus’s Mishandling var det, ſom vi have ſeet, hans Krigere, der raadede, og de fulgte de gruſomme Skikke, ſom paa den Tid herſkede i Skotland og paa Øerne, hvorfra Harald og viſtnok flere af hans Mænd vare komne[4]. Harald ſelv ſynes, at dømme

  1. Fagrſkinna, ſom her i Enkelthederne er noget afvigende, nævner kun „ud paa Vaagen foran Bryggerne“.
  2. Harald Gilles Saga, Cap. Aa. Snorre, Cap. 16. Fagrſkinna, Cap. 255.
  3. Der ſandſynligſte er nemlig, at han blev fød under eller ſtrax efter Magnus Barfods ſidſte Ophold paa Irland, altſaa omkring 1103.
  4. Vi have ovenfor (S. 506) ſeet en lignende Gruſomhed anvendt paa Syder-