Den første, der saarede ham, var Ivar Kolbeinssøn. Harald havde Aftenen forud drukket godt, og sov saa fast, at han ikke vaagnede, førend ved Huggene, og endda sagde han, halv i Søvne: „saart farer du nu med mig, Thora!“ Hun foor op og sagde: „de fare snart med dig, der ville dig værre end jeg“. Efter at have faaet mange og store Saar, opgav han Aanden (14 Decbr.). Drabsmændene begave sig efter fuldbragt Gjerning tilbage, uden, som det synes, at stode paa nogen Hindring, og Sigurd lod de Mænd kalde til sig, som havde tilsagt ham Bistand, hvis det lykkedes ham at faa Harald dræbt. Efter at have underrettet dem om det Forefaldne, gik han med sine Mænd ud i en Baad, og roede ud paa Vaagen, indtil han kom lige for Kongsbryggen[1], just som det begyndte at blive lyst. Sigurd stod op i Baaden, talede derfra til de paa Bryggen forsamlede Folk, kundgjorde at han havde dræbt Kong Harald, og opfordrede dem til at antage ham som Konge i dennes Sted, saaledes som hans Byrd berettigede ham til. Der stimlede mange Folk til fra Kongsgaarden, men alle svarede som een, at de aldrig vilde lyde eller tjene en Brodermorder; „for det første“, sagde de, „er du nu ikke Kong Magnus’s Syn, og for det andet, om det end var saa ilde, at han har haft en Søn med Thora, Sigrid Saxedatters Syster, da er du fød under en uheldig Stjerne, hvilket ogsaa noksom viser sig deri, at du i saa Fald har myrdet din Broder“. Med disse Ord sloge de Vaabnene sammen, og erklærede Sigurd og hele hans Selskab utlæge og fredløse. Derpaa lod den kongelige Ludr, der kaldte Lendermændene og Hirdmændene sammen, og Sigurd, som saa, at der her intet var at udrette, og at det gjaldt snarest muligt at frelse sig ved Flugten, skyndte sig nordefter til Nordhørdeland[2].
Saadant Endeligt fik Harald Gille, endnu i sin bedste Alder, da han neppe kan have været stort over 32 Aar gammel[3]. Hans Dyd var uhæderlig, sytti hans Liv. Man kan ikke paavise en eneste Handling af ham, der vidner om bestemt Charakteer og fast Vilje. I alt, hvad han foretog sig, raadede hans Omgivelser, og man kan neppe gjøre ham selv ansvarlig for en eneste af de Regjeringshandlinger, der tillægges ham, onde eller gode. Endog ved Kong Magnus’s Mishandling var det, som vi have seet, hans Krigere, der raadede, og de fulgte de grusomme Skikke, som paa den Tid herskede i Skotland og paa Øerne, hvorfra Harald og vistnok flere af hans Mænd vare komne[4]. Harald selv synes, at dømme
- ↑ Fagrskinna, som her i Enkelthederne er noget afvigende, nævner kun „ud paa Vaagen foran Bryggerne“.
- ↑ Harald Gilles Saga, Cap. Aa. Snorre, Cap. 16. Fagrskinna, Cap. 255.
- ↑ Der sandsynligste er nemlig, at han blev fød under eller strax efter Magnus Barfods sidste Ophold paa Irland, altsaa omkring 1103.
- ↑ Vi have ovenfor (S. 506) seet en lignende Grusomhed anvendt paa Syder-
