Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/794

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
776
Harald Gille.

ſammenheftet med Baand fortil. Han ſaa ned for ſig, og holdt paa Kappebaandene, trak dem ſtundom op over ſit Hoved, og ſlap dem ſtundom ned. To Mænd ſad foran ham og pasſede paa ham, de øvrige roede af alle Kræfter, thi de vare drukne og lyſtige. Da de kom udenfor Nesſet ikke langt fra Mjolkraaen, ſtod Sigurd op, og gik til Relingen af Baaden, foregivende et nødvendigt Ærende. De to Mænd, der pasſede paa ham, gik med, og toge hver i ſin Flig af Kappen og holdt den ud foran ham, ſom det ved ſlig Anledning var Skik og Brug at gjøre med fornemme Mænd. Hans Henſigt var at ſtyrte ſig i Vandet og lade dem beholde Kappen, hvis Baand han umerkelig havde løsnet. Men da han ej var ret vis paa, om de ikke ogſaa holdt ham faſt i flere af hans Klæder, greb han for Sikkerheds Skyld fat i dem begge, og kaſtede ſig overbord med dem. Baaden ſkød en ſaadan Fart, at den var kommen et langt Stokke frem, inden man kunde faa den vendt; ligeledes varede det en Stund, inden man fik Mændene trukne op. Imidlertid havde Sigurd ſvømmet ſaa langt under Vandet, at han allerede var i Land, førend de havde faaet Baaden i Fart igjen. Rav til Fods, ſom han var, ſatte han op til Fjelds, og lagde ſig ned i en Bjergkløft. Kongsmændene ledte efter ham den hele Nat, men fandt ham ej, og maatte vende tilbage, ſkamfulde over deres Uheld. Natten var kold, og i ſine faa vaade Klæder frøs Sigurd ſaaledes, at han for nogenledes at varme Overkroppen maatte drage Buxerne af, ſkære et Hul i Bagſtykket, og ſmøge Hovedet derigjennem, medens han ſtak Armene ind i Buxelaarene: derved frelſte han, ſom det ſiges, dengang ſit Liv. Han ſkjønnede nu, at det ej kunde nytte ham tidere at henvende ſig til Harald, da holdt ſig derfor indtil videre ſkjult hos ſine Venner; efter en Beretning ſkal han endog have begivet ſig for en kort Stund til Danmark. Hvorledes nu end dette hænger ſammen, er det viſt, at han noget før Juul atter var i Bergen, hvor en Preſt ſkjulte ham i ſit Huus, og hvor han ſtadigt lurede paa Lejlighed til at tage Kongen af Dage[1]. Paa

  1. Harald Gilles Saga Cap. 18, 19. Snorre, Cap. 14. Morkinſkinna, fol. 32 b. Fagrſkinna, Cap. 255. De to førſte ſtemme ganſke med hinanden, ligeſom de alle ere enige i Hovedomſtændighederne; i Enkelthederne findes derimod ikke ſaa Afvigelſer mellem hine og de øvrige. Den ſimpleſte Beretning er Fagrſkinnas; den lader Sigurd blive greben med Magt og ſat ombord paa Baaden; hvilket i og for ſig næſten ſynes at være det rimeligſte. Morkinſkinna lader ham vel med det Gode blive lokket ombord, men ſiger dog at hans Fødder bleve bundne. Det er ligeledes den, ſom lader ham flygte til Danmark, og, glemmende hvad der ovenfor er nævnt, lader den ham ogſaa her beſtaa Prøven for de 5 Biſkopper. Dette viſer, at Beretningen ikke i eet og alt er at ſtole paa. Vi have dog ovenfor valgt af de forſkjellige Bearbejdelſer, hvad der ſynes rimeligſt. Ogſaa Saxo (S. 786, 787) veed at fortælle om Sigurds Flugt, i det Hele taget rigtigt, om end med enkelte Afvigelſer og Unøjagtigheder.