sammenheftet med Baand fortil. Han saa ned for sig, og holdt paa Kappebaandene, trak dem stundom op over sit Hoved, og slap dem stundom ned. To Mænd sad foran ham og passede paa ham, de øvrige roede af alle Kræfter, thi de vare drukne og lystige. Da de kom udenfor Nesset ikke langt fra Mjolkraaen, stod Sigurd op, og gik til Relingen af Baaden, foregivende et nødvendigt Ærende. De to Mænd, der passede paa ham, gik med, og toge hver i sin Flig af Kappen og holdt den ud foran ham, som det ved slig Anledning var Skik og Brug at gjøre med fornemme Mænd. Hans Hensigt var at styrte sig i Vandet og lade dem beholde Kappen, hvis Baand han umerkelig havde løsnet. Men da han ej var ret vis paa, om de ikke ogsaa holdt ham fast i flere af hans Klæder, greb han for Sikkerheds Skyld fat i dem begge, og kastede sig overbord med dem. Baaden skød en saadan Fart, at den var kommen et langt Stokke frem, inden man kunde faa den vendt; ligeledes varede det en Stund, inden man fik Mændene trukne op. Imidlertid havde Sigurd svømmet saa langt under Vandet, at han allerede var i Land, førend de havde faaet Baaden i Fart igjen. Rav til Fods, som han var, satte han op til Fjelds, og lagde sig ned i en Bjergkløft. Kongsmændene ledte efter ham den hele Nat, men fandt ham ej, og maatte vende tilbage, skamfulde over deres Uheld. Natten var kold, og i sine faa vaade Klæder frøs Sigurd saaledes, at han for nogenledes at varme Overkroppen maatte drage Buxerne af, skære et Hul i Bagstykket, og smøge Hovedet derigjennem, medens han stak Armene ind i Buxelaarene: derved frelste han, som det siges, dengang sit Liv. Han skjønnede nu, at det ej kunde nytte ham tidere at henvende sig til Harald, da holdt sig derfor indtil videre skjult hos sine Venner; efter en Beretning skal han endog have begivet sig for en kort Stund til Danmark. Hvorledes nu end dette hænger sammen, er det vist, at han noget før Juul atter var i Bergen, hvor en Prest skjulte ham i sit Huus, og hvor han stadigt lurede paa Lejlighed til at tage Kongen af Dage[1]. Paa
- ↑ Harald Gilles Saga Cap. 18, 19. Snorre, Cap. 14. Morkinskinna, fol. 32 b. Fagrskinna, Cap. 255. De to første stemme ganske med hinanden, ligesom de alle ere enige i Hovedomstændighederne; i Enkelthederne findes derimod ikke saa Afvigelser mellem hine og de øvrige. Den simpleste Beretning er Fagrskinnas; den lader Sigurd blive greben med Magt og sat ombord paa Baaden; hvilket i og for sig næsten synes at være det rimeligste. Morkinskinna lader ham vel med det Gode blive lokket ombord, men siger dog at hans Fødder bleve bundne. Det er ligeledes den, som lader ham flygte til Danmark, og, glemmende hvad der ovenfor er nævnt, lader den ham ogsaa her bestaa Prøven for de 5 Biskopper. Dette viser, at Beretningen ikke i eet og alt er at stole paa. Vi have dog ovenfor valgt af de forskjellige Bearbejdelser, hvad der synes rimeligst. Ogsaa Saxo (S. 786, 787) veed at fortælle om Sigurds Flugt, i det Hele taget rigtigt, om end med enkelte Afvigelser og Unøjagtigheder.
