Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/792

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
774
Harald Gille.

Hans Modſtandere ſagde ſiden, at dette kun var et Opſpind af Danerne, og ſtor Tiltro fortjener det vel heller ikke; maaſkee endog Tanken om at gjøre ſin rette Herkomſt gjeldende, eller, for ſaa vidt han kun var en Bedrager, at udgive ſig for Magnus Barfods Søn, ikke er opſtaaet hos ham førend under Opholdet paa Island. Her, fortælles der, vidſte kun faa Beſked om hans rette Herkomſt, men han udmerkede ſig ved ſit fornemme og belevne Væſen. Der fortælles flere Anekdoter om, hvorledes han behagede ſig i at udſtrække ſin Beſkyttelſe til ethvert Væſen, Menneſke eller Dyr, der tyede til ham om Hjelp. Om Høſten, da en Deel Sauder vare drevne ind i Hegn, for at udtages til Slagtning, løb en Saud hen til ham, ſom om den vilde ſøge Biſtand; han løftede den ſtrax op over Hegnet og ſlap den til Fjelds, med de Ord: „hidtil har ingen anden ſøgt Beſkyttelſe hos os; den ſkal derfor nu blive dette Dyr til Deel“. Siden traf det ſig, at et Fruentimmer, ſom havde ſtjaalet, og ſom Thorgils vilde ſtraffe, løb hen til Sigurd og bad ham om Hjelp: han ſatte hende ved ſin Side paa Pallen, og bad Thorgils om Naade for hende, ſiden hun havde ſtillet ſig under hans Beſkyttelſe: da Thorgils ikke vilde føje ham heri, ſprang han op, drog Sverdet, og bad ham tage hende, om han kunde. Da, heder det, ſlog det Thorgils, at Manden ligeſom havde noget fornemt og ophøjet ved ſig; han grundede paa, hvo han egentlig var, og eftergav Fruentimmeret Straffen. Som et Beviis paa hans Klogſkab fortælles følgende. En Dag, da en Øſtmand, ſom ſad og ſpillede Skal med en af Thorgils’s Huusfolk, kom i Knibe, bad han Sigurd om Raad, hvorledes han ſkulde trække. Sigurd ſaa ved førſte Øjekaſt, at hans Spil ſtod ſaa daarligt, at det ej kunde hjelpes paa, men uden at ſige et Ord ſatte han let ned igjen, tog et Straa, en legede dermed for nogle Kattekillinger, der ſprang paa Gulvet, ſaa at de kom til at gaa over Fødderne paa Øſtmandens Modſtander. Denne havde juſt en meget hoven og ſmertefuld Byld paa den ene Taa; og ſaa ſnart Kattekillingen berørte den, ſprang han op af Smerte, ſaa at Bordet veltede og Spillet forſtyrredes: ſiden kunde man ikke blive enige om, hvorledes det havde ſtaaet. Alle disſe Smaatræk har man rimeligviis hugſet efter og opbevaret, da Sigurd med eet havde begyndt at ſpille en betydelig Rolle i Norge. Mange vidſte ikke engang noget af, at han havde faaet gejſtlig Oplærelſe, førend Paaſkeaften, da han indviede Vandet. Jo længere han opholdt ſig der, deſto bedre ſyntes man om ham. Da han om Sommeren ſagde Thorgils Far-

    Nærværelſe aflagte Beviis paany ved hans anden Nærværelſe i Danmark, efter der førſte Beſøg i Norge, le nedenfor, men gjør ſig derved ſkyldig i en Selvmodſigelſe. Saxo, der kjender godt til Sigurd, veed i alle Fald intet at fortælle om et ſaadant Beviis i 5 Biſkoppers Overvær.