Hans Modstandere sagde siden, at dette kun var et Opspind af Danerne, og stor Tiltro fortjener det vel heller ikke; maaskee endog Tanken om at gjøre sin rette Herkomst gjeldende, eller, for saa vidt han kun var en Bedrager, at udgive sig for Magnus Barfods Søn, ikke er opstaaet hos ham førend under Opholdet paa Island. Her, fortælles der, vidste kun faa Besked om hans rette Herkomst, men han udmerkede sig ved sit fornemme og belevne Væsen. Der fortælles flere Anekdoter om, hvorledes han behagede sig i at udstrække sin Beskyttelse til ethvert Væsen, Menneske eller Dyr, der tyede til ham om Hjelp. Om Høsten, da en Deel Sauder vare drevne ind i Hegn, for at udtages til Slagtning, løb en Saud hen til ham, som om den vilde søge Bistand; han løftede den strax op over Hegnet og slap den til Fjelds, med de Ord: „hidtil har ingen anden søgt Beskyttelse hos os; den skal derfor nu blive dette Dyr til Deel“. Siden traf det sig, at et Fruentimmer, som havde stjaalet, og som Thorgils vilde straffe, løb hen til Sigurd og bad ham om Hjelp: han satte hende ved sin Side paa Pallen, og bad Thorgils om Naade for hende, siden hun havde stillet sig under hans Beskyttelse: da Thorgils ikke vilde føje ham heri, sprang han op, drog Sverdet, og bad ham tage hende, om han kunde. Da, heder det, slog det Thorgils, at Manden ligesom havde noget fornemt og ophøjet ved sig; han grundede paa, hvo han egentlig var, og eftergav Fruentimmeret Straffen. Som et Beviis paa hans Klogskab fortælles følgende. En Dag, da en Østmand, som sad og spillede Skal med en af Thorgils’s Huusfolk, kom i Knibe, bad han Sigurd om Raad, hvorledes han skulde trække. Sigurd saa ved første Øjekast, at hans Spil stod saa daarligt, at det ej kunde hjelpes paa, men uden at sige et Ord satte han let ned igjen, tog et Straa, en legede dermed for nogle Kattekillinger, der sprang paa Gulvet, saa at de kom til at gaa over Fødderne paa Østmandens Modstander. Denne havde just en meget hoven og smertefuld Byld paa den ene Taa; og saa snart Kattekillingen berørte den, sprang han op af Smerte, saa at Bordet veltede og Spillet forstyrredes: siden kunde man ikke blive enige om, hvorledes det havde staaet. Alle disse Smaatræk har man rimeligviis hugset efter og opbevaret, da Sigurd med eet havde begyndt at spille en betydelig Rolle i Norge. Mange vidste ikke engang noget af, at han havde faaet gejstlig Oplærelse, førend Paaskeaften, da han indviede Vandet. Jo længere han opholdt sig der, desto bedre syntes man om ham. Da han om Sommeren sagde Thorgils Far-
Nærværelse aflagte Beviis paany ved hans anden Nærværelse i Danmark, efter der første Besøg i Norge, le nedenfor, men gjør sig derved skyldig i en Selvmodsigelse. Saxo, der kjender godt til Sigurd, veed i alle Fald intet at fortælle om et saadant Beviis i 5 Biskoppers Overvær.
