Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/790

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
772
Harald Gille.

ſkulde være. Kongen foreſlog det nye, med Pell betrukne Hynde, ſom hun ſad paa. Biſkoppen fik det, og Kongen gav ham ligeledes ſit eget, der var Mage dertil. Bordkarret, der vejede 8 Merker, blev ſiden gjort til en Kalk for Skaalholts Kirke, og af Hyndernes Betræk gjordes Chorkaaber[1]. Overhoved, ſiges der, var Kongen gudfrygtig, gavmild og ſtorſindet mod ſine Venner[2]. Det Løfte, han aflagde ſtrax før Angrebet paa Magnus i Bergen, at ville opføre en Kirke til St. Olafs Ære der i Staden, hvis han ſejrede, opfyldte han viſtnok, ſkjønt det ikke udtrykkeligt omtales; Kirken, den ſaakaldte Olafskirke paa Bakkene, der laa netop i det Bakkeheld over Byen, hvor han trængte frem mod Magnus, omtales nemlig i Aaret 1181[3] ſom en af Byens Kirker paa en ſaadan Maade, at man kan ſee at den da ikke nylig har været opført, og det bliver derfor det rimeligſte at antage den i det mindſte paabegyndt, om end ikke aldeles fuldført, af Harald Gille.

Harald fik ikke længe fryde ſig ved Enebeſiddelſen af Norges Trone. Det farlige Exempel, han ſelv havde givet paa, at en hidtil ubekjendt Mand kunde optræde ſom Kronprætendent, og drive ſin Fordring igjennem, maatte nødvendigviis friſte andre ærgjerrige Mænd til at prøve ſin Lykke paa lignende Maade, og vi ville i det følgende ſee, hvorledes dette blev mere og mere almindeligt. Den førſte, der efter Harald ſelv traadte frem af Dunkelheden med ſaa ſtore Fordringer, var Sigurd Slembedjakn. Hans virkelige eller foregivne Herkomſt, og den temmelig indgribende, men kortvarige Rolle, ſom han ſpillede paa Orknøerne, under Stridighederne mellem Jarlerne Paal og Harald, er allerede ovenfor omtalt[4]. Forviiſt fra Orknøerne af Paal Jarl formedelſt Thorkell Foſtres Drab, vendte han atter tilbage til den ſkotſke Kong Davids Hof, opholdt ſig hos ham i halvtredie Aar, og deeltog med Udmerkelſe i flere af hans Krigstog, ſandſynligviis mod Angus Mac Heth, Jarlen i Moray, en Ætling af Kong Suhm, der gjorde Fordring paa Kongetronen, men faldt i et Slag mod Kong David i Aaret 1130[5]. Skalden Ivar Ingemundsſøn, der har beſunget hans

  1. Harald Gilles Saga Cap. 16, Snorre Cap. 12.
  2. Hungrvaka, l. c.
  3. Sverres Saga Cap. 40.
  4. Se ovenfor, S. 682.
  5. Se herom iſær Melroſe-Annalerne ved 1130, og Fordun, V. 42, VIII. 2. Man har neppe Valget mellem noget andet af Davids Krigstog, end dette, thi de øvrige, ſom han førte, navnlig mod England, falde ſenere. At Sigurd virkelig tjente til Felter under David, er utvivlſomt af Ingemunds i Morkinſkinna (fol. 32. b.) citerede Verk. Ingemund ſiger ligeledes at han efter Thorkells Drab opholdt ſig hos David i fem Halvaar eller 2½ Aar, og Morkinſkinnas Text tilføjer, at han efter Slaget ved Staur drog til Rom