selv vistnok alt for meget fremmed for Landets Interesser til at opfatte sin Stilling rigtigt, eller til at betragte den anderledes end som en blot og bar Berettigelse til at leve i Pragt og Herlighed, og nyde udvortes Opmerksomhed. Hans Ligegyldighed ved alt, hvad der ikke egentlig angik Kongeværdighedens Besiddelse, men dens Udøvelse, fremgaar af Sagaens Ord, „at han lod sine Mænd raade med sig i alt hvad de vilde“. Dette, i Forbindelse med hans hensynsløse Gavmildhed, forklarer noksom den Popularitet, som han umiskjendeligt maa have besiddet. Folket og hans ringere Omgivelser vandtes ved de rige Gaver, medens Høvdingerne behagede sig i at udøve Magten, og have Kongen som et viljeløst Redskab i deres Haand. Fra hans Tid kan man saaledes med Rette regne det Lendermands-Vælde, som nu i henved to Generationer herskede i Norge, og hvorved Kongerne selv spillede en forholdsviis ubetydelig Rolle. Gejstligheden i Landet nød vistnok især godt af Haralds Gavmildhed. Den grumme Behandling af Biskop Reinald var, som vi have seet, ikke saa meget Kongens, som hans Mænds Verk. Sagaerne meddele derimod en omstændelig Beretning øm, hvor venligt han modtog den skaalholtske Biskop Magnus Einarssøn, da denne, som havde været nede i Danmark for at indvies af Erkebiskop Asser, besøgte ham paa sin Tilbagerejse, og hvilke rige Gaver han ved Afskeden skjenkede ham. Magnus havde rigtignok allerede truffet Harald under hans Landflygtighedstid i Danmark, gjort ham Foræringer og sluttet Venskab med ham[1], men den Maade, hvorpaa han lagde dette Venskab for Dagen, røber dog en mere end almindelig Gavmildhed. Da Magnus kom ind for at sige Farvel, fandt han Kongen siddende ved Drikkebordet, med Dronningen ved sin Side. Kongen modtog hans Hilsen venligt, og beklagede at han just nu, da han sad ved Bordet, ikke havde nogen passende Gave ved Haanden at skjenke ham. Han spurgte sin Fehirde eller Skatmester, om der fandtes noget i hans Gjemmer, men denne bevidnede at alle hans kostbare Stykker vare bortgivne. Da tog Kongen Bordkarret, der stod foran ham, og forærede Biskoppen. Dronningen sagde nu: „Farvel, Hr. Biskop!“ men Kongen sagde bebrejdende: „Naar hørte du for en fornem Kone sige slet og ret til sin Biskop: „Farvel, Hr. Biskop! uden at forære ham noget ved Afskeden?“ Hun spurgte, hvad det
- ↑ Se ovenfor S. 757, jvfr. Hungrvaka, Cap. 13. Det fortælles her, at Magnus forlod Island samme Sommer, Slaget paa Fyrileiv holdtes, at bart samme Høst begav sig til Danmark, traf der Harald, gav ham Foræringer, og stiftede Venskab med ham; begav sig siden til Erkebiskop Asser, indviedes af ham den 28de Oktober 1134, og opholdt sig den følgende Vinter i Sarpsborg, indtil Harald Gille havde vundet Riget, da han begav sig hen til ham, blev modtagen med stor Udmerkelse, og opholdt sig hos ham i nogen Tid. Magnus er saaledes rimeligviis kommen til Sarpsborg kort Tid efter at Harald havde forladt Byen.
