Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/789

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
771
Harald Gilles Gavmildhed.

ſelv viſtnok alt for meget fremmed for Landets Interesſer til at opfatte ſin Stilling rigtigt, eller til at betragte den anderledes end ſom en blot og bar Berettigelſe til at leve i Pragt og Herlighed, og nyde udvortes Opmerkſomhed. Hans Ligegyldighed ved alt, hvad der ikke egentlig angik Kongeværdighedens Beſiddelſe, men dens Udøvelſe, fremgaar af Sagaens Ord, „at han lod ſine Mænd raade med ſig i alt hvad de vilde“. Dette, i Forbindelſe med hans henſynsløſe Gavmildhed, forklarer nokſom den Popularitet, ſom han umiskjendeligt maa have beſiddet. Folket og hans ringere Omgivelſer vandtes ved de rige Gaver, medens Høvdingerne behagede ſig i at udøve Magten, og have Kongen ſom et viljeløſt Redſkab i deres Haand. Fra hans Tid kan man ſaaledes med Rette regne det Lendermands-Vælde, ſom nu i henved to Generationer herſkede i Norge, og hvorved Kongerne ſelv ſpillede en forholdsviis ubetydelig Rolle. Gejſtligheden i Landet nød viſtnok iſær godt af Haralds Gavmildhed. Den grumme Behandling af Biſkop Reinald var, ſom vi have ſeet, ikke ſaa meget Kongens, ſom hans Mænds Verk. Sagaerne meddele derimod en omſtændelig Beretning øm, hvor venligt han modtog den ſkaalholtſke Biſkop Magnus Einarsſøn, da denne, ſom havde været nede i Danmark for at indvies af Erkebiſkop Asſer, beſøgte ham paa ſin Tilbagerejſe, og hvilke rige Gaver han ved Afſkeden ſkjenkede ham. Magnus havde rigtignok allerede truffet Harald under hans Landflygtighedstid i Danmark, gjort ham Foræringer og ſluttet Venſkab med ham[1], men den Maade, hvorpaa han lagde dette Venſkab for Dagen, røber dog en mere end almindelig Gavmildhed. Da Magnus kom ind for at ſige Farvel, fandt han Kongen ſiddende ved Drikkebordet, med Dronningen ved ſin Side. Kongen modtog hans Hilſen venligt, og beklagede at han juſt nu, da han ſad ved Bordet, ikke havde nogen pasſende Gave ved Haanden at ſkjenke ham. Han ſpurgte ſin Fehirde eller Skatmeſter, om der fandtes noget i hans Gjemmer, men denne bevidnede at alle hans koſtbare Stykker vare bortgivne. Da tog Kongen Bordkarret, der ſtod foran ham, og forærede Biſkoppen. Dronningen ſagde nu: „Farvel, Hr. Biſkop!“ men Kongen ſagde bebrejdende: „Naar hørte du for en fornem Kone ſige ſlet og ret til ſin Biſkop: „Farvel, Hr. Biſkop! uden at forære ham noget ved Afſkeden?“ Hun ſpurgte, hvad det

  1. Se ovenfor S. 757, jvfr. Hungrvaka, Cap. 13. Det fortælles her, at Magnus forlod Island ſamme Sommer, Slaget paa Fyrileiv holdtes, at bart ſamme Høſt begav ſig til Danmark, traf der Harald, gav ham Foræringer, og ſtiftede Venſkab med ham; begav ſig ſiden til Erkebiſkop Asſer, indviedes af ham den 28de Oktober 1134, og opholdt ſig den følgende Vinter i Sarpsborg, indtil Harald Gille havde vundet Riget, da han begav ſig hen til ham, blev modtagen med ſtor Udmerkelſe, og opholdt ſig hos ham i nogen Tid. Magnus er ſaaledes rimeligviis kommen til Sarpsborg kort Tid efter at Harald havde forladt Byen.