Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/788

Denne siden er korrekturlest

770

Harald Gille.

døbe, arbejdede endog paa Christendommens Udbredelse, og døde ikke førend henved 1152^[1]. De fleste af Fangerne fra Norge henslæbte imidlertid deres øvrige Dage som Trælle i Vendland. Enkelte bleve løskjøbte og vendte tilbage til Norge, men ingen af dem kom til den Velmagt, som for. Kongehelle opbyggedes vel igjen, men naaede aldrig mere sin forrige, desværre kun alt for kortvarige Glands^[2].

78. Lendermandsvældet under Harald Gille. Sigurd Slembedjakn. Kongens Drab.

Om Kong Harald Gilles Virksomhed i Landet nævnes der saa godt som intet. Deels var hans Regjering for kort og urolig til at han kunde udrette noget synderligt, deels var han af indskrænkede Aandsevner, og

↑ Barthold, Gesch. von Rügen und Pommern, II. 117. 144.
↑ Harald Gilles Saga Cap. 10, Snorre Cap. 9. Kongehelle kaldes i den af et Øjevidne forfattede Beskrivelse over et af fornemme Daner i Aaret 1191 foretaget Korstog kun „civitatula“ d. e. „en liden By“ se Langebek, Scr. rer. Dan. V. S. 351. — Hvad for øvrigt den hele Beretning om Byens Indtagelse og Ødelæggelse angaar, da maa man stedse have for Øje, at den, som allerede antydet, væsentligt maa grunde sig paa Meddelelser, som Snorre Sturlassøn 50 Aar derefter fik af sin Fosterfader Jon Loftssøn, der skildrede ham, hvad han deels selv havde oplevet, deels senere erfaret af Andreas Prrest. Et og andet kan vel saaledes være overdrevet eller falskt opfattet. Morkinskinna, der, som det nedenfor vil sees, enten er forfattet af den samtidige Erik Oddssøn, eller støtter sig til hans Beretninger, nævner intet om Sagen, med mindre det skulde have været paa det nu manglende Sted, hvor Sigurds Ophold i Jerusalem omtales, thi Ágrip, der for det meste stemmer med Morkinskinna, omtales den der i forbigaaende. Det siges nemlig om Sigurds tvende Løfter for at faa Kors-Relikvien: „noget af dette holdt han, thi Tienden fremmede han; men det andet Løfte brød han, hvilket kunde have været ham til stor Ulykke, hvis Gud ej havde forekommet den ved Jærtegn; han rejste en Kirke ved Lands-Enden, og satte Korset der næsten under hedenske Mænds Vold, hvilket siden viste sig; han troede at det skulde tjene Landet til Forsvar, men tvert imod, thi Hedninger kom did, brændte Kirken, toge Korset og Presten, og førte begge bort, men siden kom en faa stor Hede over dem, at de troede at brænde, og forfærdedes derover, som et Varsel. Men Presten sagde at Heden kom af Guds Vælde og det hellige Korses Kraft, og da satte de baade Korset og Presten til Lands i en Baad. Men fordi Presten ej fandt det raadeligt, anden Gang at udsætte det for den samme Fare, flyttede han Korset hemmeligt nord til St. Olafs Helligdom, hvor det ifølge Eden skulde være, og hvor det nu er siden den Tid.“ — Aaret, naar Angrebet skede, angives udtrykkeligt til „5 Vintre efter Sigurds Død“, altsaa 1135. Thormod Torvessøn (III. S. 507) har imidlertid villet henføre det til Tiden før Magnus’s Fangenskab 1134, siden Korset omtales, som Magnus efter Fyrileivslaget førte hos sig; men han gaar ud fra, at Korset ikke senere blev fundet, hvilket er urigtigt; navnligen giver Ágrip, som han ej kjendte, her god Oplysning.

[1] Barthold, Gesch. von Rügen und Pommern, II. 117. 144.

[2] Harald Gilles Saga Cap. 10, Snorre Cap. 9. Kongehelle kaldes i den af et Øjevidne forfattede Beskrivelse over et af fornemme Daner i Aaret 1191 foretaget Korstog kun „civitatula“ d. e. „en liden By“ se Langebek, Scr. rer. Dan. V. S. 351. — Hvad for øvrigt den hele Beretning om Byens Indtagelse og Ødelæggelse angaar, da maa man stedse have for Øje, at den, som allerede antydet, væsentligt maa grunde sig paa Meddelelser, som Snorre Sturlassøn 50 Aar derefter fik af sin Fosterfader Jon Loftssøn, der skildrede ham, hvad han deels selv havde oplevet, deels senere erfaret af Andreas Prrest. Et og andet kan vel saaledes være overdrevet eller falskt opfattet. Morkinskinna, der, som det nedenfor vil sees, enten er forfattet af den samtidige Erik Oddssøn, eller støtter sig til hans Beretninger, nævner intet om Sagen, med mindre det skulde have været paa det nu manglende Sted, hvor Sigurds Ophold i Jerusalem omtales, thi Ágrip, der for det meste stemmer med Morkinskinna, omtales den der i forbigaaende. Det siges nemlig om Sigurds tvende Løfter for at faa Kors-Relikvien: „noget af dette holdt han, thi Tienden fremmede han; men det andet Løfte brød han, hvilket kunde have været ham til stor Ulykke, hvis Gud ej havde forekommet den ved Jærtegn; han rejste en Kirke ved Lands-Enden, og satte Korset der næsten under hedenske Mænds Vold, hvilket siden viste sig; han troede at det skulde tjene Landet til Forsvar, men tvert imod, thi Hedninger kom did, brændte Kirken, toge Korset og Presten, og førte begge bort, men siden kom en faa stor Hede over dem, at de troede at brænde, og forfærdedes derover, som et Varsel. Men Presten sagde at Heden kom af Guds Vælde og det hellige Korses Kraft, og da satte de baade Korset og Presten til Lands i en Baad. Men fordi Presten ej fandt det raadeligt, anden Gang at udsætte det for den samme Fare, flyttede han Korset hemmeligt nord til St. Olafs Helligdom, hvor det ifølge Eden skulde være, og hvor det nu er siden den Tid.“ — Aaret, naar Angrebet skede, angives udtrykkeligt til „5 Vintre efter Sigurds Død“, altsaa 1135. Thormod Torvessøn (III. S. 507) har imidlertid villet henføre det til Tiden før Magnus’s Fangenskab 1134, siden Korset omtales, som Magnus efter Fyrileivslaget førte hos sig; men han gaar ud fra, at Korset ikke senere blev fundet, hvilket er urigtigt; navnligen giver Ágrip, som han ej kjendte, her god Oplysning.

[1]

[2]