besluttede de sig til at modtage Tilbudet, og aabnede Portene. Men dette angrede de snart, thi Hedningerne brød sig ikke det mindste om deres Fyrstes Løfte, men toge alle, Gamle og Unge, Mænd og Kvinder, til Fange, dræbte alle de saarede, og dem, som vare for smaa til at føres bort, røvede alt det Gods, der fandtes l Kastellet, ja trængte endog ind i Korskirken, og borttoge alt dens Skrud, saa vel som det hellige Korses Relikvie og den prægtige Altertavle af Erts, hvilken de lagde ned paa Altertrinet. Andreas Prest gav Fyrst Ratibor en sølvbeslagen vel forgyldt Stav, og hans Systersøn Dunimitz en Guldfingerring: deraf sluttede de at han maatte være en formaaende Mand, og viste ham større Opmerksomhed end de øvrige. Idet de gik ud af Kirken, sagde Ratibor: „dette Huus er i sin Tid blevet indrettet med stor Kjærlighed til den Gud, der ejer det; men det lader til at det er blevet daarligt varetaget, thi jeg seer, at Guden er bleven vred paa dets Vogtere“. Han forærede Andreas Prest saa vel Kirken selv, som Skrinet, Kors-Relikvien, Bogen, Plenariet og fire Kalke. Desuagtet satte Hedningerne Ild paa Kirken, ligesom paa alle de øvrige Huse i Kastellet. Ilden, som de havde antændt i Kirken, sluknede to Gange, men da hug de Kirketaget ned, og nu fattede Kirken Ild og brandt op, som et andet Huus. Derefter vendte de tilbage til Skibene med det hele Bytte, og undersøgte sit Folketab. Da de saa, hvor stort det var, besluttede de at bortføre alle Fangerne som Sæm, og fordeelte dem derfor paa Skibene. Ved denne Lejlighed kom Andreas Prest med det hellige Korses Relikvie paa Fyrstens eget Skib. Men, siges der, i samme Øjeblik kom der en saadan Hede over alle Hedningerne, at de syntes at være i Ildsluer, og bleve meget forfærdede. Fyrsten lod spørge Andreas Prest om Aarsagen. Han sagde at de Christnes Gud gav Hedningerne et Tegn paa sin Vrede, fordi de vilde bortføre hans hellige Kors. Ratibor lod nu Andreas, som bar Relikvien i sine Arme, bringe ned i Skibsbaaden tilligemed de andre Prester; Baaden blev dragen langs Skibet, først frem, siden agter paa den anden Side, og derpaa stødt hen mod Bryggerne med Baadshager. Endnu samme Nat bragte Andreas Korset i Regn og Uvejr op til Solbjarge, men førte det senere hemmeligen lige til St.Olafs Helligdom i Nidaros, for at det kunde være der, hvor det ifølge Kong Sigurds Løfte skulde opbevares[1]. I det følgende Aar kom Gjengjeldelsen over Venderne, da Erik Emune gjorde sit Tog til Vendland, indtog Arkona paa Rügen, og tvang Indbyggerne til at antage Christendommen. Ratibor lod sig siden
- ↑ Ágrip Cap. 47.
Var Guthorm end noget yngre, har han dog i Aaret 1135 neppe kunnet være stort under 70 Aar gammel.
