Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/786

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
768
Harald Gille.

og blottede derved Skytten, hvem Aasmunds Piil traf lige i Panden, ſaa at den ſtod ud gjennem Nakken. Da Venderne ſaa ham falde død tilbage, hylede de ſom Hunde eller Ulve. Da lod Ratibor endnu engang tilbyde Nordmændene Grid, men de vægrede ſig fremdeles ved at modtage den. Kampen begyndte paa ny, heftigere end forhen. En af Hedningeme vovede ſig uden Skjold lige indtil Kaſtelporten og ſtak ſit Spyd gjennem Gitret i en Mand, der ſtod indenfor; man ſkjød og ſtak paa ham, men uden at det beed: dette tilſkrev man Trolddom, og Andreas Preſt leverede derfor Aasmund et Stykke Tønder, antændt i indviet Ild, hvilket denne ſatte paa Odden af en Piil, og ſkød den mod Venderen. Pilen traf, og Venderen faldt død til Jorden: ogſaa da hylede og hvinede Hedningerne, ſom før. Man ſaa nu Venderne flokke ſig hen til Fyrſten, ſom om de nu ſyntes at have faaet nok, og at det var paa Tide at begive ſig bort. Men en Nordmand, der kunde vendiſk, og gjorde Tjeneſte ſom Tolk, ſagde at Høvdingen Unnibor kun gjorde ſine Folk opmerkſom paa, at Nordmændene, der førſt havde forſvaret ſig med Pile og Spyd, ſiden med Stene, nu tilſidſt kun brugte Stavre og Stokke, og derfor efter al Rimelighed paa det nærmeſte havde opbrugt ſit Vaabenforraad, ſaa at det vel var Umagen værd endnu at vove en Dyſt, ſkjønt det paa den anden Side viſtnok havde næret.bedſt, om man aldrig havde indladt ſig med et ſaa ſtridbart Folk; „om vi end“, ſagde han, „tage alt det Gods, der findes i Byen, burde vi dog give ligeſaameget til, at vi ej vare komne her“. Hvor vidt man fra Kaſtellet endog kunde høre Unnibors Ord, mer, om man hørte dem, opfattede dem rigtigt, maa ſtaa ved ſit Værd[1]: viſt er det, at Hedningerne fornyede Angrebet, og at Nordmændene nu lede ſaadan Mangel paa Forſvarsvaaben, at de maatte hugge hver Stave i to Stykker. Da faldt den brave Befalingsmand, Sæmund Huusfrøyja. Kampen førtes dog ikke med den Udholdenhed, ſom før, men ſtandſede af og til, da man paa begge Sider vare trætte og ſaarede. I en af disſe Standsninger gjentog Ratibor endnu engang ſit Tilbud, at Nordmændene, hvis de vilde overgive Kaſtellet, ſkulde faa fri Udgang med deres Vaaben, Klæder, og alt hvad de kunde bære med ſig. Da Nordmændene nu manglede en Anfører[2],

  1. Maaſkee dog at Nordmanden ſtod udenfor Kaſtellet hos de vendiſke Fyrſter, i ſin Egenſkab af Tolk, og førſt ſenere fortalte fine Landsmænd hvad Unnibor havde ſagt.
  2. Det ſiges vel i Beretningen, at der foruden Sæmund ogſaa var en anden Sysſelmand i Byen, ved Navn Guthorm, Søn af Harald Flette; men han nævnes ikke ſenere ſom Deeltager i Kampen, og har rimeligviis været en gammel, ſvag Mand. Han var nemlig, ſom man ſeer, en Broder af hiin danſke Sven Haraldsſøn, ſom allerede i Aaret 1090, altſaa 45 Aar tidligere, optraadte ſom Modkonge mod Magnus Barfod, ſe ovenfor S. 482.