Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/785

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
767
Venderne i Kongehelle. Ølve Myklemund.

gevel ej kunde vorde Bymændene til nogen klækkelig Hjelp. Da ſagde Ølve vred: „om I faa alle blive her tilbage, vil jeg dog derhen alene: en eller to Hedninger ſkulle dog vel bide i Græsſet for mig, inden jeg falder“. Med disſe Ord ſtyrtede han afſted, og ned til Byen. Nogle af de andre fulgte ham i Afſtand, for at ſee,hvorledes det gik ham, og komme ham til Hjelp, om det ſkulde behøves. Da han kom ſaa nær Kaſtellet, at Hedningerne ſaa ham, løb ſtrax aatte af dem fuldt bevæbnede imod ham og omringede ham. Ølve hævede Øxen ſaa langt tilbage, at dens bagerſte Spids ſplittede Halſen paa den Vender, ſom ſtod lige bag ham, ſaa at han ſtrax faldt død omkuld; i ſamme Hug ſatte han Oxen i Hovedet paa den, der ſtod foran ham, og kløvede det lige ned til Skuldrene. De øvrige ſatte ind paa ham, men han forſvarede ſig ſaa kjekt, at to af dem faldt, de øvrige fire flygtede. Uagtet han ſelv var haardt ſaaret, forfulgte han dem, og indhentede dem ved et Dige, hvor de ſad faſt; her dræbte han endnu to af dem, men blev nu ogſaa ſelv ſiddende faſt, faa at de to ſidſte undkom. De, der havde fulgt ham, ilede nu til, hjalp ham op og bragte ham tilbage til Skyrbaage. Han kom ſig ſiden af ſine Saar, og alle vare enige om, at ingen Mand nogenſinde havde forſvaret ſig kjekkere end han, een mod mange. Siden indtraf to Lendermænd, Sigurd Gyrdsſøn og Sigard, med noget over 700 Mand til Skyrbaage; men den førſte vendte ſtrax tilbage igjen med 480 Mand, uden at have draget Sverdet; Sigard derimod gik til Byen med 240, gav ſig i Kamp med Fienden, og faldt med alle ſine. Sigurd blev ſiden med Rette foragtet af alle, og døde ikke længe efter.

Imidlertid raſede Striden paa det heftigſte omkring Kaſtellet, uden at dog Ratibor ſelv eller de to andre Høvdinger deeltoge deri: de holdt ſig afſides[1]. Den tapre Befalingsmand eller, ſom han kaldtes, kongelige Sysſelmand, Sæmund Huusfreyja, ogſaa en Svigerſøn af Andreas Preſt, ſtod ſelv med ſin Søn Aasmund, og ſkød paa Fienden. Blandt Venderne var der en fortrinlig Bueſkytte, ſom i hvert Skud fældte ſin Mand; to Mænd ſtode paa hver ſin Side af ham og dækkede ham med ſine Skjolde. Sæmund bad Aasmund at ſkyde paa Bueſkytten i ſamme Øjeblik, ſom han ſelv rettede ſin Piil mod en af Skjoldbærerne. De gjorde ſaa; da Sæmunds Piil kom, rykkede Manden Skjoldet for ſig ſelv,

  1. Dette ſiges udtrykkeligt i Beretningen; og ſaa vel heraf, ſom af Ratibors oftere gjentagne Fredstilbud til Nordmændene, og den kjendelige Ærefrygt, han viſte Preſten og Relikvien, ikke at tale om hans ſenere offentlige Overgang til Chriſtendommen, kan man viſtnok ſlutte, at Hedningernes Vildhed og Forſtyrrelſeslyſt var ham imod, om han end nok havde til Henſigt at ſamle Bytte, og maaſke at hevne ſig paa Harald Gille. At Venderne ſiden brøde hans Tilſagn til Indbyggerne, er neppe at tilſkrive ham, men alene Hedningernes Uregjerlighed.