ling[1]. Imidlertid ilede de hjem, hver til sit, væbnede sig, og gik ned til Bryggerne: da fik de snart Øjnene op, thi lige for dem laa Vendernes talrige Flaade, der allerede havde begyndt Striden med et Angreb paa ni Østerfarerskibe, som laa ved Bryggerne, og tilhørte nogle Kjøbmænd. Disse forsvarede sig haardnakket, og Bymændene understøttede dem ved at beskyde Fienden fra Bryggen, saa at Venderne i denne Kamp skulle have mistet 160 Skibe med Besætning. Men deres store Folkemon gjorde dog til sidst Udslaget; de bleve Herrer over Skibene, medens Bymændene flygtede op i Byen, og derfra ind i Kastellet, medbringende deres Kostbarheder og alt det Gods, som de i Hast kunde faa med sig. Solveig, Andreas Prests Hustru, flygtede med sine Døtre og to andre Kvinder op i Landet.
Venderne gik nu i Land og mønstrede sine Folk. Da saa de først, hvor stor Skade de havde lidt. Efter at have plyndret og derpaa aldeles opbrændt saa vel Byen, som Skibene, stormede de op mod Kastellet, og beredede sig til at angribe det. Ratibor lod dog først Besætningen og de øvrige, som vare derinde, tilbyde fri Udgang med Vaaben, Klæder, Guld og Sølv; men herom vilde man intet høre, alle raabte imod, og gik ud paa Brystværnet, idet de skøde, eller kastede Stene og Stavre[2] ned paa Venderne. Det viste sig ogsaa i det følgende, at det ej var raadeligt at stole paa Hedningernes Ordholdenhed. Medens der saaledes kæmpedes omkring Kastellet, og mange faldt paa begge Sider, dog langt flere paa Vendernes, kom Prestekonen Solveig paa sin Flugt til en Gaard i Nærheden, ved Navn Solbjarge, hvor hun fortalte hvad der var paa Ferde. Der blev da strax opskaaret Hærør eller Krigsbudstikke, og sendt til nærmeste Gaard, Skyrbaage, hvor den nuværende Kjøbstad Kongelv ligger[3], for derfra at sendes videre om i Bygden. Paa Skyrbaage var der just et talrigt Sammenskudsgilde. En af Gjesterne, Bonden Ølve Myklemund, sprang strax op, tog Skjold og Hjelm og en stor Øxe, og sagde: „staa op, I gode Drenge, tag eders Vaaben, og lad os komme Bymændene til Hjelp; det vil være en Skam for os, hvis det spørges at vi sidde stille her og fylde os med Øl, medens brave Folk i Byen miste Livet, fordi vi lade dem i Stikken“. Men han mødte kun Indvendinger; man vilde alene, hed det, opofre sig til ingen Nytte, da saa faa Folk alli-
- ↑ I Sagaen staar, at de af Erik ventede „Grid“; dette Udtryk, der ellers bruges om den Fred, eller Naade, der tilstaaes af en Sejrherre, bestyrker maaskee det ovenfor antydede, at der paa denne Tid herskede et spendt Forhold mellem Harald Gille og Erik Emune.
- ↑ Disse Stene og Stavre vare rimeligviis de, som Kong Sigurd havde ladet samle, se ovenfor S. 704, og Forraadet kom saaledes snarere, end man maaskee væntede det, til Nytte.
- ↑ Se derom Norsk Tidsskrift, IV. B. S. 296.
