Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/784

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
766
Harald Gille.


ling[1]. Imidlertid ilede de hjem, hver til ſit, væbnede ſig, og gik ned til Bryggerne: da fik de ſnart Øjnene op, thi lige for dem laa Vendernes talrige Flaade, der allerede havde begyndt Striden med et Angreb paa ni Øſterfarerſkibe, ſom laa ved Bryggerne, og tilhørte nogle Kjøbmænd. Disſe forſvarede ſig haardnakket, og Bymændene underſtøttede dem ved at beſkyde Fienden fra Bryggen, ſaa at Venderne i denne Kamp ſkulle have miſtet 160 Skibe med Beſætning. Men deres ſtore Folkemon gjorde dog til ſidſt Udſlaget; de bleve Herrer over Skibene, medens Bymændene flygtede op i Byen, og derfra ind i Kaſtellet, medbringende deres Koſtbarheder og alt det Gods, ſom de i Haſt kunde faa med ſig. Solveig, Andreas Preſts Huſtru, flygtede med ſine Døtre og to andre Kvinder op i Landet.

Venderne gik nu i Land og mønſtrede ſine Folk. Da ſaa de førſt, hvor ſtor Skade de havde lidt. Efter at have plyndret og derpaa aldeles opbrændt ſaa vel Byen, ſom Skibene, ſtormede de op mod Kaſtellet, og beredede ſig til at angribe det. Ratibor lod dog førſt Beſætningen og de øvrige, ſom vare derinde, tilbyde fri Udgang med Vaaben, Klæder, Guld og Sølv; men herom vilde man intet høre, alle raabte imod, og gik ud paa Bryſtværnet, idet de ſkøde, eller kaſtede Stene og Stavre[2] ned paa Venderne. Det viſte ſig ogſaa i det følgende, at det ej var raadeligt at ſtole paa Hedningernes Ordholdenhed. Medens der ſaaledes kæmpedes omkring Kaſtellet, og mange faldt paa begge Sider, dog langt flere paa Vendernes, kom Preſtekonen Solveig paa ſin Flugt til en Gaard i Nærheden, ved Navn Solbjarge, hvor hun fortalte hvad der var paa Ferde. Der blev da ſtrax opſkaaret Hærør eller Krigsbudſtikke, og ſendt til nærmeſte Gaard, Skyrbaage, hvor den nuværende Kjøbſtad Kongelv ligger[3], for derfra at ſendes videre om i Bygden. Paa Skyrbaage var der juſt et talrigt Sammenſkudsgilde. En af Gjeſterne, Bonden Ølve Myklemund, ſprang ſtrax op, tog Skjold og Hjelm og en ſtor Øxe, og ſagde: „ſtaa op, I gode Drenge, tag eders Vaaben, og lad os komme Bymændene til Hjelp; det vil være en Skam for os, hvis det ſpørges at vi ſidde ſtille her og fylde os med Øl, medens brave Folk i Byen miſte Livet, fordi vi lade dem i Stikken“. Men han mødte kun Indvendinger; man vilde alene, hed det, opofre ſig til ingen Nytte, da ſaa faa Folk alli-

  1. I Sagaen ſtaar, at de af Erik ventede „Grid“; dette Udtryk, der ellers bruges om den Fred, eller Naade, der tilſtaaes af en Sejrherre, beſtyrker maaſkee det ovenfor antydede, at der paa denne Tid herſkede et ſpendt Forhold mellem Harald Gille og Erik Emune.
  2. Disſe Stene og Stavre vare rimeligviis de, ſom Kong Sigurd havde ladet ſamle, ſe ovenfor S. 704, og Forraadet kom ſaaledes ſnarere, end man maaſkee væntede det, til Nytte.
  3. Se derom Norſk Tidsſkrift, IV. B. S. 296.