Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/79

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
61
Harald drager til Conſtantinopel.

Lejlighed til at høre Efterretninger fra Conſtantinopel fra førſte Haand, og lytte til de meeſt glimrende Beſkrivelſer over Væringernes lyſtige Liv og indbringende Tjeneſte. Hans Hu ſtod viſt derfor til Conſtantinopel allerede førend Jaroſlav opfordrede ham til at prøve Lykken i fremmede Lande. Fra Kijev, hvor Jaroſlav holdt ſit Hof, var Rejſen til Conſtantinopel hverken lang eller beſværlig, og naar Harald førſt havde Lyſt til at beſøge Conſtantinopel, kunde dette Ønſke let opfyldes. Han behøvede kun at drage den ſædvanlige Vej ned ad Dneperen til det ſorte Hav, og videre langs dettes Veſtkyſt og gjennem Strædet. Saaledes ſee vi ham da i Aaret 1032, henimod Høſtens Begyndelſe, at drage til Conſtantinopel, ledſaget af en heel Deel Folk[1]. Mange af disſe have viſtnok været Nordmænd og Sviar, men det ſtørſte Antal var dog ſikkert Rusſer, ſiden det udtrykkeligt ſiges hos de byzantinſke Forfattere, at Kejſeren i førſte Halvdeel af Aaret 1033 havde rusſiſke Tropper i ſin Tjeneſte. Som forhenværende rusſiſk Befalingsmand maa Harald af Grækerne i Conſtantinopel ſnareſt have været betragtet ſom en Rusſer, og da det, ſom det ſtrax nedenfor vil ſees, er viſt, at hine rusſiſke Tropper netop bleve anvendte ved Lejligheder, hvor Harald ogſaa kæmpede med, ligger den Slutning temmelig nær, at de Folk, Harald havde med ſig fra Rusland, juſt vare de ſamme Hjelpetropper, eller en Deel af dem.

I Conſtantinopel herſkede paa denne Tid Nomanos Argyros eller Argyropulos. Han havde faaet Kejſerværdigheden ved, juſt ikke med ſin gode Vilje, at egte den næſten femtiaarige, men vellyſtige og herſkeſyge Zoe, en Datter af hans Forgænger Conſtantin IX (død 1028)[2]. Men det varede ikke længe, førend Zoe var bleven ked af den gamle Romanos, iſær efter at en af de fornemſte Eunucher ved Hoffet, Paflagoneren Johannes, havde foreſtillet hende ſin unge og ſmukke Broder Michael, forhen Vexelerer, hvorfor han og fik Tilnavnet Katallaktes[3], men nu, paa

  1. Harald Haardraades Saga, Cap. 8. Snorre, Cap. 2. Fagrſkinna, Cap. 150 ſiger, at han havde mange Nordmænd med. At Rejſen foregik i 1032 henimod Høſten, kan ſluttes af Kedrenos’s Beretninger om de i disſe Aar foretagne Tog; ſe nedenfor, jvfr. „Norſk Tidsſkrift“ III. 153. Den vidtløftige Magnus den godes Saga lader Harald tage den lange Omvej fra Rusland gjennem Vendland, Saxland, Frankland og Italien, hvilket aabenbart grunder ſig paa en Misforſtaaelſe af Skaldenes Ord, ſe „Norſk Tidsſkrift“ III. 152.
  2. Se Kedrenos, Zonaras, jvfr. Glykas og Gibbon: decline & falt of the Roman Empire, 9de Bind. For øvrigt henviſes, hvad de nærmere Underſøgelſer om Haralds Ophold i Conſtantinopel angaar, til en af Forfatterne i „Norſk Tidsſkrift“ III. S. 123—172 indførte Afhandling.
  3. Dette Tilnavn indeholdt ogſaa et Slags Spot over hans Uredelighed: man beſkyldte ham for at have gjort falſke Penge. Senere ſynes Tilnavnet at være ſat i Forbindelſe med et epileptiſk Tilfælde, hvoraf han plagedes, og