Lejlighed til at høre Efterretninger fra Constantinopel fra første Haand, og lytte til de meest glimrende Beskrivelser over Væringernes lystige Liv og indbringende Tjeneste. Hans Hu stod vist derfor til Constantinopel allerede førend Jaroslav opfordrede ham til at prøve Lykken i fremmede Lande. Fra Kijev, hvor Jaroslav holdt sit Hof, var Rejsen til Constantinopel hverken lang eller besværlig, og naar Harald først havde Lyst til at besøge Constantinopel, kunde dette Ønske let opfyldes. Han behøvede kun at drage den sædvanlige Vej ned ad Dneperen til det sorte Hav, og videre langs dettes Vestkyst og gjennem Strædet. Saaledes see vi ham da i Aaret 1032, henimod Høstens Begyndelse, at drage til Constantinopel, ledsaget af en heel Deel Folk[1]. Mange af disse have vistnok været Nordmænd og Sviar, men det største Antal var dog sikkert Russer, siden det udtrykkeligt siges hos de byzantinske Forfattere, at Kejseren i første Halvdeel af Aaret 1033 havde russiske Tropper i sin Tjeneste. Som forhenværende russisk Befalingsmand maa Harald af Grækerne i Constantinopel snarest have været betragtet som en Russer, og da det, som det strax nedenfor vil sees, er vist, at hine russiske Tropper netop bleve anvendte ved Lejligheder, hvor Harald ogsaa kæmpede med, ligger den Slutning temmelig nær, at de Folk, Harald havde med sig fra Rusland, just vare de samme Hjelpetropper, eller en Deel af dem.
I Constantinopel herskede paa denne Tid Nomanos Argyros eller Argyropulos. Han havde faaet Kejserværdigheden ved, just ikke med sin gode Vilje, at egte den næsten femtiaarige, men vellystige og herskesyge Zoe, en Datter af hans Forgænger Constantin IX (død 1028)[2]. Men det varede ikke længe, førend Zoe var bleven ked af den gamle Romanos, især efter at en af de fornemste Eunucher ved Hoffet, Paflagoneren Johannes, havde forestillet hende sin unge og smukke Broder Michael, forhen Vexelerer, hvorfor han og fik Tilnavnet Katallaktes[3], men nu, paa
- ↑ Harald Haardraades Saga, Cap. 8. Snorre, Cap. 2. Fagrskinna, Cap. 150 siger, at han havde mange Nordmænd med. At Rejsen foregik i 1032 henimod Høsten, kan sluttes af Kedrenos’s Beretninger om de i disse Aar foretagne Tog; se nedenfor, jvfr. „Norsk Tidsskrift“ III. 153. Den vidtløftige Magnus den godes Saga lader Harald tage den lange Omvej fra Rusland gjennem Vendland, Saxland, Frankland og Italien, hvilket aabenbart grunder sig paa en Misforstaaelse af Skaldenes Ord, se „Norsk Tidsskrift“ III. 152.
- ↑ Se Kedrenos, Zonaras, jvfr. Glykas og Gibbon: decline & falt of the Roman Empire, 9de Bind. For øvrigt henvises, hvad de nærmere Undersøgelser om Haralds Ophold i Constantinopel angaar, til en af Forfatterne i „Norsk Tidsskrift“ III. S. 123—172 indførte Afhandling.
- ↑ Dette Tilnavn indeholdt ogsaa et Slags Spot over hans Uredelighed: man beskyldte ham for at have gjort falske Penge. Senere synes Tilnavnet at være sat i Forbindelse med et epileptisk Tilfælde, hvoraf han plagedes, og
