Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/782

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
764
Harald Gille.

Jorſalafarer havde ſørget for dens Opkomſt, bleven den meeſt blomſtrende Stad i Norge, og Rygtet om dens Velſtand og Overflod maa paa denne Tid have været udbredt over hele Norden, i Særdeleshed da den ved ſin Beliggenhed ſaa langt nede mod Syd, nær ved den danſke Grændſe, maatte være den af alle norſke Stæder, hvorom man i Danmark og de ſydligere Egne vidſte bedſt Beſked. Det er derfor ej at undres over, om de vendiſke Sørøvere, der i denne Tid ſværmede om i de danſke Farvande, betragtede dens Rigdomme ſom et lokkende Bytte, og væntede paa den førſte Lejlighed til at angribe og udplyndre den, iſær, hvis Harald Gille, ſom man ifølge det ovenfor omtalte maa formode, havde egget dem til Hevn ved hine tvende Søſlag. Indbyggerne af Staden havde i alle Fald den ſtørſte Opfordring til at være paa ſin Poſt, ja der kom endog Advarſel, baade fra Kong Erik i Danmark, og Erkebiſkop Asſer, at de maatte tage vare paa ſin Stad, ſaaſom Venderne havde en ſtor Flaade ude, hvormed de herjede i de chriſtne Lande, og ſtedſe fik Overhaand. Der ſkal heller ikke have manglet paa allehaande Varſler om en ſtor Ulykke, der ſkulde times Staden. Natten til Søndag efter Paaſke hørte man et ſtort Gny ude paa Gaden ſom om en Konge red derigjennem med hele ſin Hird; Hundene tydede, brøde ud og bleve gale; de bede baade Folk og Fæ, og alle, ſom bleve bidte, baade Dyr og Menneſker, fik ligeledes Vandſkræk og bleve afſindige. Saadant ſkede næſten hver Nat fra Paaſke til Himmelfartsdag. Mange bleve forfærdede derved, ſolgte ſine Gaarde og flyttede ud paa Landet eller til andre Byer. Endog de klogeſte i Staden ſagde, at alt dette maatte varſle om en eller anden ſtor Ulykke, der ſnart vilde ramme dem. Preſten ved Korskirken, Andreas Bruunsſøn, en af Stadens meeſt anſeede Mænd, holdt førſte Pintſedag en lang og vakker Prædiken, hvori han til Slutningen bragte den Fare, der truede Staden, paa Bane, men bad Bymændene fatte Mod, og ikke lægge den herlige Stad øde, men heller ſørge for dens Værn, det være ſig nu mod fiendtligt Anfald eller Ildsvaade, og anraabe Gud om Hjelp. Men da det led nogen Tid hen, lagde Skrækken ſig, og Bymændene overlode ſig atter til Sorgløshed. I Byen opholdt ſig juſt paa denne Tid den nys omtalte islandſke Høvding, Preſten Loft Sæmundsſøn, rimeligviis for at afhente ſin elleveaarige Søn, Jon, der var til Opfoſtring hos Andreas Bruunsſøn[1]. Det er, ſom man maa antage fra Jon Loftsſøn, i hvis Huus den berømte Snorre Sturlasſøn ſiden opfoſtredes, at denne har faaet den nøjagtige Beretning om hele denne Tildragelſe, ſom han ſiden meddeelte i ſin Bearbejdelſe af de norſke Kongeſagaer, og ſom vi her

  1. Se ovenfor S. 559, 757. I et enkelt Haandſkrift angives Jons Alder til 9 Aar, men de fleſte nævne „elleve“.