Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/780

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
762
Harald Gille.

gamle Folk fra begge Riger, der maaſkee kunde erindre og forklare, hvorledes det havde været vedtaget i Fredsſlutningen 1101. Kong Sverke deeltog ikke ſelv i disſe Forhandlinger, men derimod Jarlen i Veſtergautland, den ovenfor omtalte Karl Sunesſøn, hvis Moder Aſtrid var en Sønnedatter af Jarlen Orm Eilifsſøn paa Oplandene, og ſaaledes nedſtammede fra Haakon Lade-Jarl[1]. Karl var en ærgjerrig og mægtig Mand, ſom, i det mindſte paa denne Tid, ſynes at have herſket temmelig uafhængigt af Kong Sverke, ja maaſkee endog ſtræbte efter Kongenavnet. Kong Harald og han havde en perſonlig Sammenkomſt paa Grændſen og hørte ſelv Vidnernes Forklaring. Ved denne Forretning ſynes Grændſen i det væſentlige at være bleven beſtemt ſaaledes ſom den ſiden efter ſtedſe har været, indtil ſtørſte Delen af Ranafylke, eller ſom det ſenere kaldtes, Baahuuslen, blev afſtaaet til Sverige.

Kong Erik Emune i Danmark havde imidlertid været heldig nok til at overrumple ſin Broder Harald Keſja i Jylland og tage ham til Fange med alle hans Sønner paa een nær, ved Navn Olaf, ſom undkom til Kong Sverke, der tog ſig af ham, og gav ham et Len i ſit Rige[2]. At Olaf ikke flygtede til Norge, uagtet Harald Gille, ſom det hed, var hans Morbroder, og uagtet han ſiden tyede derhen, er merkeligt nok, og ſynes at viſe, at der i det mindſte da endnu ikke var opſtaaet noget ſpendt Forhold mellem Harald og Erik. Dette tog maaſkee førſt ſin Begyndelſe efter Haralds Giftermaal med Ingerid, hvilket ſynes at have fundet Sted i Be-

  1. Om Karl Jarl ſe ovenfor S. 451. Hans Slægtſkabsforhold ere der omtalte. At det var ham, ſom havde Sammenkomſten med Harald, er utvivlſomt, uagtet det i den ſenere Grændſeforretning af 1268, hvor de tidligere omtales, heder at „Eyulf i Gudrann og Ketil paa Haavaſæter vidnede for Kong Karl og Kong Harald, at Fylsbek var ret Grændſeſkjel baade norden- og ſøndenfra“. I Norges gamle Love II. 488; Annaler for nordiſk Oldkyndighed og Hiſtorie 1844, S. 160). Thi man vil ikke kunne opviſe et eneſte klar i hele den ſvenſk-norſke Hiſtorie, hvor en ſvenſk Konge Karl og en norſk Konge Harald vare ſamtidige. Man har ſøgt at forklare „Karl“ ſom „Kol“, d. e. Erik Aarſæle; men han var død førend Harald Gille kom til Norge, end ſige blev Konge. Sverkes Søn Karl kan det ej have været ſom Kongeſøn, thi han blev ej fød før 1130. Derimod var Karl Sunesſøn juſt paa denne Tid Jarl, og vi ville i det følgende ſtrax efter Harald Gilles Død ſee ham ogſaa optræde ſom ſelvſtændig Herſker, idet han paaførte Norge Krig, og, ſom det udtrykkeligt ſiges, vilde erobre Norge, og ſaaledes rimeligviis vinde ſig Kongenavn. Det er derfor ikke uſandſynligt at han.allerede kan have antaget dette, da Sammenkomſten holdtes, muligt og, at Kongetitlen alene ved en Skjødesløshedsfejl er givet ham i Grændſedokumentet af 1268.
  2. Dette omtales kun af den merkelige Roskildſke Anonym, hos Langebek, Scr. rer. Dan. I. S. 385. Saxo S. 660, ſiger kun at Olaf undkom, og lader ham ſenere (S. 667) komme tilbage „fra Norge“, hvor eller i hvis umiddelbare Nærhed vi ogſaa ſiden finde ham.