Løsøre til Vurdering, for at anvende det til den Bod, der skulde betales. Ketil fordrede at han selv og en islandsk Handelsmand, der var tilstede, skulde vurdere Godset. Sokke samtykkede deri; imidlertid gik Simon med en mørk Mine omkring paa Pladsen. Blandt de Sager, som kom frem, var en gammel Spangebrynje. Simon greb den, og kastede den hen paa Sletten med de Ord: „det er Skam at byde saadant for en Mand som Assur“. Derpaa gik han op mod Grønlændingerne, der sad paa Bakken. Disse rejste sig, og løb ned mod ham, Einar med hævet Øxe; imidlertid løb Kolbein ubemerket op forbi dem og angreb dem i Ryggen. Han hug med sin Øxe mellem Skuldrene paa Einar i samme Øjeblik, som dennes Øxe kløvede Simons Hoved. Einar faldt med de Ord: „Sligt var at vænte“, og opgav Aanden i Biskoppens Skjød. Hans Fostbroder angreb Kolbein, men fældtes af ham. Der opstod nu en hidsig Kamp, idet de øvrige Nordmænd løb til fra deres Skjulested, og der faldt flere paa begge Sider. Grønlændingerne vare talrigst, og fik saaledes Overhaand, men det lykkedes dog Nordmændene at komme ned til deres Baade, og derfra til Skibene. Sukke beredede sig til at angribe dem her, men en forstandig Mand ved Navn Hall fraraadte ham det, og paatog sig at mægle Forlig. Dette lykkedes ham, og det blev ham overdraget at fastsætte Betingelserne. Han lod Drabene gaa op mod hinanden, men i Betragtning af den store Forskjel, der var mellem Einar og Assur, skulde Nordmændene efter en Maaneds Frist stave forladt Landet, eller og være fredløse. Sokke syntes vel ikke synderligt om denne Kjendelse, men maatte finde sig deri, og han og hans Venner havde nu kun det Haab at en Mængde der kom drivende, og sperrede alle Fjorde, ogsaa vilde nødsage Nordmændene til at forblive der efter Fristens Udløb. Men just ved Maanedsskifte drev Isen bort, og Nordmændene sejlede afsted, til Grønlændingernes store Ærgrelse. De kom i god Behold til Norge. Kolbein førte en Iisbjørn med, og bragte den ved Hjemkomsten til Kong Harald, idet han tillige klagede over Grønlændingerne, og sagde at de havde fortjent nogen Refselse. Men den svage Konge fik siden høre en forskjellig Beretning om Sagen, til Biskoppens og Einars Fordeel; hertil fattede han mere Tro, betragtede Kolbein som en Bedrager, og fik saa meget imod ham, at han ikke engang gav ham nogen Belønning for Dyret. Dette gjorde Kolbein til hans afsagte Fiende, som det siden vil sees. Hvor vidt Biskop Arnalds Magt aftog efter Einars Fald, eller om der dannede sig nogen Opposition mod hans Anmasselser, nævnes ikke. Han forblev i alle Fald endnu i henved tyve Aar paa Grønland, og forflyttedes først i sine gamle Dage til Norge[1].
- ↑ Denne merkelige Beretning, der kun findes i et eneste Haandskrift, nemlig
