Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/778

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
760
Harald Gille.

Løsøre til Vurdering, for at anvende det til den Bod, der ſkulde betales. Ketil fordrede at han ſelv og en islandſk Handelsmand, der var tilſtede, ſkulde vurdere Godſet. Sokke ſamtykkede deri; imidlertid gik Simon med en mørk Mine omkring paa Pladſen. Blandt de Sager, ſom kom frem, var en gammel Spangebrynje. Simon greb den, og kaſtede den hen paa Sletten med de Ord: „det er Skam at byde ſaadant for en Mand ſom Asſur“. Derpaa gik han op mod Grønlændingerne, der ſad paa Bakken. Disſe rejſte ſig, og løb ned mod ham, Einar med hævet Øxe; imidlertid løb Kolbein ubemerket op forbi dem og angreb dem i Ryggen. Han hug med ſin Øxe mellem Skuldrene paa Einar i ſamme Øjeblik, ſom dennes Øxe kløvede Simons Hoved. Einar faldt med de Ord: „Sligt var at vænte“, og opgav Aanden i Biſkoppens Skjød. Hans Foſtbroder angreb Kolbein, men fældtes af ham. Der opſtod nu en hidſig Kamp, idet de øvrige Nordmænd løb til fra deres Skjuleſted, og der faldt flere paa begge Sider. Grønlændingerne vare talrigſt, og fik ſaaledes Overhaand, men det lykkedes dog Nordmændene at komme ned til deres Baade, og derfra til Skibene. Sukke beredede ſig til at angribe dem her, men en forſtandig Mand ved Navn Hall fraraadte ham det, og paatog ſig at mægle Forlig. Dette lykkedes ham, og det blev ham overdraget at faſtſætte Betingelſerne. Han lod Drabene gaa op mod hinanden, men i Betragtning af den ſtore Forſkjel, der var mellem Einar og Asſur, ſkulde Nordmændene efter en Maaneds Friſt ſtave forladt Landet, eller og være fredløſe. Sokke ſyntes vel ikke ſynderligt om denne Kjendelſe, men maatte finde ſig deri, og han og hans Venner havde nu kun det Haab at en Mængde der kom drivende, og ſperrede alle Fjorde, ogſaa vilde nødſage Nordmændene til at forblive der efter Friſtens Udløb. Men juſt ved Maanedsſkifte drev Iſen bort, og Nordmændene ſejlede afſted, til Grønlændingernes ſtore Ærgrelſe. De kom i god Behold til Norge. Kolbein førte en Iisbjørn med, og bragte den ved Hjemkomſten til Kong Harald, idet han tillige klagede over Grønlændingerne, og ſagde at de havde fortjent nogen Refſelſe. Men den ſvage Konge fik ſiden høre en forſkjellig Beretning om Sagen, til Biſkoppens og Einars Fordeel; hertil fattede han mere Tro, betragtede Kolbein ſom en Bedrager, og fik ſaa meget imod ham, at han ikke engang gav ham nogen Belønning for Dyret. Dette gjorde Kolbein til hans afſagte Fiende, ſom det ſiden vil ſees. Hvor vidt Biſkop Arnalds Magt aftog efter Einars Fald, eller om der dannede ſig nogen Oppoſition mod hans Anmasſelſer, nævnes ikke. Han forblev i alle Fald endnu i henved tyve Aar paa Grønland, og forflyttedes førſt i ſine gamle Dage til Norge[1].

  1. Denne merkelige Beretning, der kun findes i et eneſte Haandſkrift, nemlig