Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/777

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
759
Biſkop Arnalds Haardhed.

Liv, og ſagde til Einar, at han vilde anſee ham for en Meeneder, hvis han ikke tog klækkelig Hevn over Asſur. Einar, der var en fredelig Mand, gjorde Biſkoppen Foreſtillinger, og ytrede at Asſur dog havde haft ſtor Grund til Ærgrelſe, ſaa at man ej maatte regne det ſaa nøje med ham. Men derom vilde Biſkoppen intet høre, og viſte Einar endog Kulde og Uvilje, fordi han ej ſtrax var rede til at føje ham. Denne Uvilje vovede Einar ikke at trodſe. Hans Ed forbandt ham til, ſom det hed, at forſvare Biſkoppens og Kirkens Rettigheder, og mod ſit Ønſke, kun dreven af Frygt for den hevngjerrige Biſkops Vrede, dræbte han Asſur paa Kirkegaarden ved Langenes, juſt ſom Biſkoppen ſelv havde holdt Mesſe. Biſkoppens Haardhjertethed gik faa vidt, at han neppe engang vilde tillade at Liget fik en ordentlig Begravelſe, uagtet Einar ſelv bad derom. Han tillod endelig at jorde det ved den Kirke, hvor de nu befandt ſig, og hvorved ingen Preſt var anſat, men han lod ikke nogen Preſt ſynge over det, førend det var kommet i Jorden. Einar bebrejdede Biſkoppen hans grumme Ferd, og ſpaaede ſtore Ulykker deraf, men Biſkoppen meente, at det ej havde nogen Nød.

Det rygtedes til Veſterbygden, hvor ilde det var gaaet Asſur, og hans Frænde og Kamerat, ved Navn Simon, beſluttede at optræde ſom Eftermaalsmand. Ketil Kalfsſøn paatog ſig at føre hans Sag, og drog i Forvejen med Kolbein og nogle flere til Thinget i Garde. De øvrige ſkulde ſtrax følge efter paa Kolbeins Skib. Da Ketil og Kolbein kom til Thinget, var den gamle ærværdige Sokke allerede tilſtede, og tilbød Forlig paa Einars Vegne, men Ketil Kalfsſøn paaſtod lovlig Rettergang, og gik til Dommen. Her var dog Einar nu, ſom tidligere, paaferde, og drev Dommerne fra hinanden, faa at Nordmændene ej kunde faa deres Sag fremmet. Da de øvrige, hindrede ved Modvind, endnu ej vare komne, følte Ketil og Kolbein ſig ej mandſterke nok til at maale ſig med Einar, men modtoge, ſkjønt højſt ugjerne, Sokkes atter fremſatte Mæglingstilbud. Det aftaltes, at Forliget ſkulde ſluttes nogen Tid derefter paa et Sted ved Navn Eid, i Nærheden af Garde. Imidlertid kom ogſaa de øvrige Nordmænd veſtenfra, og Kolbein ytrede, at havde de været tilſtede paa Thinget, vilde det neppe nu være ſaa nær ved Forlig. Efter hans Forſlag droge de alle, fuldt udruſtede, til Forligsmødet, og ſkjulte ſig i en afſides Vang ikke langt fra Biſpegaarden. Einar kom juſt, ſom det ringede til Højmesſe. Nordmændene, ſom hørte det, ſagde at man gjorde alt for megen Ære af ham, naar man endog ringede med Klokkerne til hans Modtagelſe. Ketil bad dem ikke at ærgre ſig derover, da det maaſkee torde blive til Ligringning inden Aften. Einar ſatte ſig nu med ſit Følge paa en Bakke, og Ketil, Simon, og flere af Nordmændene traadte frem, for, ſom det hed, at afſlutte Forliget. Sokke, Einars Fader, fremlagde adſkilligt