Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/776

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
758
Harald Gille.

paa hvilket en Nordmand, ved Navn Arnbjørn, havde forladt Norge paa ſamme Tid, ſom Biſkoppen og Einar Sokkesſøn (1125), men ſom man ſiden ikke havde hørt det mindſte til. Sigurd kjendte nemlig Arnbjørns Skib af Beſkrivelſe. Sigurd, hvis Pligt ſom Chriſten førſt og fremſt bød ham at ſkaffe Ligene til Kirken, lod dem koge i nogle Kjedler, ſom man forefandt i Hytten, indtil Kjødet ſkiltes fra Benene, ſom derved bleve lettere at føre; de toge Sømmene ud af Handelsſkibet, og brændte det op; men det ſtore Skib med tilhørende Baand og alt Godſet førte de med ſig til Garde, hvor Sigurd lod Benene begrave, og, med Kameraternes Samtykke, ſkjenkede Skibet ſaa vel ſom en ſtor Deel af Godſet til Kirken for Ejernes Sjæle. Da dette ſiden rygtedes til Norge[1], udruſtede Arnbjørns Syſterſøn ved Navn Asſur, tilligemed nogle andre Mænd, hvis Frænder havde hørt til Beſætningen i det ſtore Skib, et Fartøj og droge til Grønland, for at gjøre Paaſtand paa Skib og Gods ſom deres Arvedeel. De landede i Eriksfjorden, hvor de førſt dreve Handel med Indbyggerne; og da Vintren kom, tog Asſur ſig Ophold hos Biſkoppen, de øvrige paa en Gaard i Nærheden,

Ud paa Vintren (1133) bragte Asſur ſit Ærende paa Bane for Biſkoppen, og bad denne afſtaa ham Arvegodſet. Biſkoppen vægrede ſig derved, da han, ſom han ſagde, kun havde fulgt Landets Love, og desuden ikke ſelv havde været.eneraadende i Sagen, hvorhos det var billigt at Godſet anvendtes til de forrige Ejeres Sjælebod. Han erklærede det endog for heel upasſende af Asſur, nu at komme med Fordringer derpaa. Da blev Asſur vred, forlod Biſpegaarden, og tilbragte den øvrige Deel af Vintren hos ſine Kamerater. Om Vaaren ſtevnede Asſur Sagen for Grønlændingernes Thing i Garde: der indfandt han ſig med ſine Kamerater, og Biſkoppen og Einar med et ſtort Følge. Men da Dommen var ſat, traadte Einar til med ſin Skare, og hindrede Nordmændene ganſke fra at faa deres Sag fremmet, ſaa at de maatte vige Pladſen. Over denne Uret og Ydmygelſe blev Asſur vred, og hevnede ſig ved at hugge to Bord ud af det ſtore Skib lige over Kjølen. Derpaa begav han ſig til Veſterbygden, hvor der laa et andet norſkt Skib, ſom tilhørte en Kolbein Thorljotsſøn fra Batalden i Søndfjord[2], og fik Tilſagn af ham og hans Kamerat Ketil Kalfsſøn om deres Biſtand mod Biſkoppens Vrede og Einars Hevn. Biſkoppen blev ogſaa virkelig ſaa forbitret ved at høre hvad Asſur havde gjort, at han erklærede ham at have forbrudt ſit

  1. Rygtet kunde ej komme til Norge ſamme klar, Skibet var fundet, thi dette var ſeenhøſtes; man har ſaaledes i det allertidligſte hørt noget derom i 1131. Og Asſur kan igjen førſt klaret derefter, 1132, have forladt Norge.
  2. I Kongeſagaerne ſtaar at Kolbein var fra Batalden „paa Hadeland“, hvilket maa være en Fejltagelſe.