Magnus var den sidste islandske Biskop, der indviedes af Erkebiskop Asser, hvilken han, som det nedenfor nærmere vil sees, i det Øjemed besøgte i Slutningen af Aaret 1134, og ved denne Lejlighed stiftede Bekjendtskab med Kong Harald Mine. Sæmund frode efterlod flere Børn; to af dem havde modtaget den prestelige Vielse, nemlig Eyjulf og Loft. Den sidste gjorde paa en Rejse til Norge Bekjendtskab med en Pige ved Navn Thora, og egtede hende. Det blev siden opdaget, at hun var en Datter af Kong Magnus Barfod[1]. Han havde med hende Sønnen Jon, der, som man maa antage, var fød endnu under Lofts Ophold i Norge, 1124, da vi elleve Aar senere finde ham til Opfostring hos den anseede Andreas Bruunssøn, Prest ved den nye Kastelkirke i Kongehelle[2]. Jon Loftssøn blev siden en udmerket Mand; der siges om ham, at Island ikke har haft nogen større og vennesælere Høvding. Meest bekjendt er han bleven som den berømt Snorre Sturlassøns Fosterfader.
Paa Grønland synes Biskop, Arnald, ved Hjelp af sin ved Ed forpligtede Ven[3], Einar Sokkessøn, og dennes Fader Sokke, at have udøvet Magten, men just ikke altid at have benyttet den paa den bedste Maade. Følgende Beretning derom er os opbevaret, i flere Henseender merkelig formedelst de Personer, som deri spille en Rolle, og det Lys, den kaster paa Grønlands daværende Forhold. En af Kolonisterne i Grønland, ved Navn Sigurd Njaalssøn, en rask og uforfærdet Sømand, som ofte plejede at drage paa Fangst til Ubygderne, kom en Sommer paa sit Skib, selv femtende, til en Fjord ved Jøkelen Hvitserk (Kap Farvel), hvor man fandt Ildstedet og andre Spor efter Mennesker. Uagtet hans Kammerater havde meest Lyst til at vende tilbage og ikke krydse i de farlige Fjorde under Jøklerne, fik han dem dog overtalte til at drage længer ind i Fjorden, for nærmere at undersøge den. Inde i Fjorden fandt de tvende Skibe, det ene et Handelsskib, hvoraf Nederdelen var knuust, det andet et stort og særdeles smukt Havskib, der endnu var i god Stand. I Nærheden stod en Hytte og et Telt; saavel i Hytten, som udenfor, laa flere halvt forraadnede Lig, saa at det var let at skjønne, at Skibene maatte have været indestængte af Driviis, og at deres Besætning var omkommen af Hunger, men at Isen siden efter maatte have forladt Fjorden[4]. Sigurd ansaa det derhos rimeligt, at det store smukke Skib var det
- ↑ Jvfr. ovenfor S. 559.
- ↑ Se nedenfor S. 764.
- ↑ Se herom ovenfor S. 620.
- ↑ Var Arnbjørn ankommen til Hvitserk om Høsten 1125 med fuldladet Skib, maatte han og Besætningen vel kunde have fristet Livet et eller et Par Aars Tid; og derefter har det vel atter varet flere Aar inden Isen forlod Fjorden, og Sigurd kom derhen. Sigurds Ankomst kan vel saaledes henføres til 1130.
