Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/774

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
756
Harald Gille.


i Argyll, og havde taget ſin Tilflugt til Irland[1]. Sumarlide, der ej kunde finde ſig i Landflygtigheden og den underordnede Stilling, hvori han var kommen, vendte hemmeligt tilbage til Argyll, ſatte ſig i Spidſen for Indbyggerne i Morven, og gjorde ſig inden føje Tid til Herre over hele Marven, Lochaber og Argyll, ja endog over Øerne Arran og Beite, der egentlig regnedes til Syderøerne[2]. Der findes intet Spor af at Kong Olaf modſatte ſig ham; derimod fik Sumarlide, dog kun, ſom det beder, ved Liſt, hans Datter af førſte Egteſkab, Ragnhild, til Egte, hvilket, ſom den Manſke Krønike ſiger, var til hele Rigets Ulykke, formedelſt de fire Sønner, Sumarlide havde med hende. Her ſigtes til Rigets paafølgende Deling og de voldſomme Tronſtridigheder. Trods Giftermaalet har dog neppe Forſtaaelſen mellem Olaf og den mægtige Sumarlide været ſynderlig god; og den Omſtændighed, at Olaf nu i ham havde faaet en farlig Medbejler, medens han tillige havde at befrygte Tronprætenſioner og Angreb af ſin ældre Broder Haralds trende Sønner, der opholdt ſig i Dublin[3], har maaſkee gjort ham mere tilbøjelig end før til at ſøge Hjelp fra Norge og erkjende den norſke Konges Højhed, ſaaledes ſom det i det følgende vil ſees.

Paa Island var det i denne Tid ligeledes temmelig ſtille. Flere af de mægtige og anſeede Mænd, ſom i Aarhundredets tidligere Deel havde haft meeſt Indflydelſe, døde paa Harald Gilles Tid, nemlig Havlide Maarsſøn († 1130), Biſkop Thorlak Runulfsſøn i Skaalholt, († 1133), og den lærde, højt fortjente Videnſkabsmand, Sæmund Sigfusſøn (den frode) i Odda († 1133). Ti Aar i Forvejen havde Thorlak os hans Medbiſkop Ketil i Hole ordnet de kirkelige Anliggender ved at udgive og faa vedtaget den førſte Chriſtenret paa Island (1123); de vare opfordrede dertil af Erkebiſkop Asſer, men det ſiges udtrykkeligt, at de toge Sæmund den frode ſaa vel ſom andre kyndige Mænd paa Raad med[4]. Thorlak efterfulgtes af Magnus Einarsſøn, hvis Fader Einar var en Søn af den Magnus, ſom Faderen, Thorſtein Siduhallsſøn, havde opkaldt efter Kong Magnus den gode, med dennes eget, paa Dødslejet givne, Samtykke[5].

  1. Om Sumarlide ſe ovenfor S. 308.
  2. Skene, the Highl. Clans. II. S. 41, efter et Mſkr. hos det højlandſke Selſkab i Skotland. Her antydes ogſaa at Kong David af Skotland ſkulde have erobret Man, Arran og Beite, og at Sumarlide ſkal have faaet dem i Len af ham, men dette er aabenbart en Fejltagelſe eller Misforſtaaelſe, da David neppe førte nogen ſaadan Krig, og en Erobring af Man desuden ej kunde have undgaaet Omtale i den Manſke Krønike.
  3. Harald var bleven afſat og blindet af Lagmand 1095, ſe ovenfor S. 506.
  4. Se Kriſtniſaga Cap. 12.
  5. Se ovenfor S. 258. Biſkop Magnus bar ſaaledes Kong Magnus den godes Navn, eller var middelbart opkaldt efter ham.