Paa Syderøerne, Norges andet større Skatland, var det i denne Tid forholdsviis stille, thi Olaf Bitling, som han kaldtes, Gudrød Meranaghs Søn, der efter Magnus Barfods Fald var bleven hentet fra England, og tagen til Konge, var en fredelig Mand, hvem de kirkelige Anliggender fornemmelig laa paa Hjertet. Saaledes gav han alle Kirker paa Øerne Jordegods og Privilegier; navnlig skjenkede han Abbed Ivo i det nys oprettede Cistercienserkloster paa Furness i Yorkshire en Deel af Krongodset paa Man til Oprettelsen af et Filial-Kloster i Russin paa denne Ø, som ogsaa virkelig kom istand (1134). Han var, siges der, andægtig og ivrig i Gudsdyrkelsen, og yndet saa vel af Gud som af Mennesker, hvorfor hans Undersaatter bare over med hans huuslige Svagheder. Hermed sigtes til, at han havde flere Friller, med hvem han fik mange Børn. Han var først gift med en Datter af den skotske Høvding Fergus i Galloway, siden, som vi have seet, med Ingebjørg, en Datter af Haakon Orknø-Jarl i hans Forbindelse med Helga Maddadhsdatter, og saaledes en Heelsyster til Harald Jarl og Margrete, Jarlen af Atholes Hustru[1]. Olaf, heder det, levede i saa nøje Forbindelse med Kongerne paa Irland og i Skotland, at ingen vovede at forstyrre Øernes Fred. Heraf kan man vel slutte, at Forbindelsen med Norge maa have været temmelig løs: der er heller ikke synderlige Spor af at Magnus Barfods Sønner have gjort sig nogen videre Umage for at bringe Olaf til at erkjende deres Højhed. I hvad Forhold Harald Gille, der selv kom fra de Kanter, stod til ham, om han med eller uden hans Vidende var rejst til Norge, eller om der endog var en hemmelig Forstaaelse mellem dem, oplyses ikke. For øvrigt lader det til, at Olafs eget Herredømme over Syderøerne var temmelig svagt, og at Høvdingerne der for det meste raadede sig selv, medens han sad i Rolighed paa Man. En af disse Høvdinger var den ovenfor nævnte Holdbode paa Tyrvist, hvis Indflydelse synes at have været meget stor. Paa denne Tid fremstod ogsaa en anden Høvding, der snart erhvervede det største Vælde paa disse Kanter: det var Sumarlide, Gillebrigdes Søn, og en Sønnesøn af hiin Gille-Adomnan, der efter sin Fader, Sumarlide den ældres, Død var fordreven af Kong Gudrød fra sine Ættebesiddelser
- ↑ Olafs Giftermaal med Affreka, Datter af Fergus i Galloway, omtales i den Manske Krønike, hans Giftermaal med Ingebjørg af Orknø i Orknøyingasaga S. 138. At Ingebjørg var hans anden Kone, skjønnes deraf, at hun, som en Datter af Haakon Jarl og Syster af Margrete, der blev gift omkring 1130, neppe heller kunde være giftefærdig før denne Tid, og, som vi erfare, var gift med ham i 1135, da Frakark søgte Hjelp i Syderøerne, medens derimod Gudrød, hans Søn med Affreka, død 1187 sandsynligviis var fød omkring 1120, ligesom det heller ikke er rimeligt, at Olaf skulde have været ugift lige fra 1103 til 1130.
