Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/773

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
755
Syderøiſke Anliggender.
75. Begivenheder paa Syderøerne, Island og Grønland.


Paa Syderøerne, Norges andet ſtørre Skatland, var det i denne Tid forholdsviis ſtille, thi Olaf Bitling, ſom han kaldtes, Gudrød Meranaghs Søn, der efter Magnus Barfods Fald var bleven hentet fra England, og tagen til Konge, var en fredelig Mand, hvem de kirkelige Anliggender fornemmelig laa paa Hjertet. Saaledes gav han alle Kirker paa Øerne Jordegods og Privilegier; navnlig ſkjenkede han Abbed Ivo i det nys oprettede Ciſtercienſerkloſter paa Furneſs i Yorkſhire en Deel af Krongodſet paa Man til Oprettelſen af et Filial-Kloſter i Rusſin paa denne Ø, ſom ogſaa virkelig kom iſtand (1134). Han var, ſiges der, andægtig og ivrig i Gudsdyrkelſen, og yndet ſaa vel af Gud ſom af Menneſker, hvorfor hans Underſaatter bare over med hans huuslige Svagheder. Hermed ſigtes til, at han havde flere Friller, med hvem han fik mange Børn. Han var førſt gift med en Datter af den ſkotſke Høvding Fergus i Galloway, ſiden, ſom vi have ſeet, med Ingebjørg, en Datter af Haakon Orknø-Jarl i hans Forbindelſe med Helga Maddadhsdatter, og ſaaledes en Heelſyſter til Harald Jarl og Margrete, Jarlen af Atholes Huſtru[1]. Olaf, heder det, levede i ſaa nøje Forbindelſe med Kongerne paa Irland og i Skotland, at ingen vovede at forſtyrre Øernes Fred. Heraf kan man vel ſlutte, at Forbindelſen med Norge maa have været temmelig løs: der er heller ikke ſynderlige Spor af at Magnus Barfods Sønner have gjort ſig nogen videre Umage for at bringe Olaf til at erkjende deres Højhed. I hvad Forhold Harald Gille, der ſelv kom fra de Kanter, ſtod til ham, om han med eller uden hans Vidende var rejſt til Norge, eller om der endog var en hemmelig Forſtaaelſe mellem dem, oplyſes ikke. For øvrigt lader det til, at Olafs eget Herredømme over Syderøerne var temmelig ſvagt, og at Høvdingerne der for det meſte raadede ſig ſelv, medens han ſad i Rolighed paa Man. En af disſe Høvdinger var den ovenfor nævnte Holdbode paa Tyrviſt, hvis Indflydelſe ſynes at have været meget ſtor. Paa denne Tid fremſtod ogſaa en anden Høvding, der ſnart erhvervede det ſtørſte Vælde paa disſe Kanter: det var Sumarlide, Gillebrigdes Søn, og en Sønneſøn af hiin Gille-Adomnan, der efter ſin Fader, Sumarlide den ældres, Død var fordreven af Kong Gudrød fra ſine Ættebeſiddelſer

  1. Olafs Giftermaal med Affreka, Datter af Fergus i Galloway, omtales i den Manſke Krønike, hans Giftermaal med Ingebjørg af Orknø i Orknøyingaſaga S. 138. At Ingebjørg var hans anden Kone, ſkjønnes deraf, at hun, ſom en Datter af Haakon Jarl og Syſter af Margrete, der blev gift omkring 1130, neppe heller kunde være giftefærdig før denne Tid, og, ſom vi erfare, var gift med ham i 1135, da Frakark ſøgte Hjelp i Syderøerne, medens derimod Gudrød, hans Søn med Affreka, død 1187 ſandſynligviis var fød omkring 1120, ligeſom det heller ikke er rimeligt, at Olaf ſkulde have været ugift lige fra 1103 til 1130.