Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/771

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
753
Ragnvald anerkjendt ſom Jarl i Orknøerne.

ladt Thinget, kaldte han de øvrige een for een til ſig, lod dem tilſige Svein Grid, og fortalte dem, hvad der var ſkeet; derpaa ſendtes Haakon Karl af Papule, St. Magnus’s Halvbroder, til Sigurd paa Veſtnes, for at overbringe ham og hans Sønner Efterretningen om at Paal Jarl var fangen, lemlæſtet, og berøvet al Udſigt til at gjenvinde Riget. Efterretningen gik ham meget nær, men da det ſkede nu engang ikke lod ſig gjøre om, og det viſte ſig, at Ragnvald Jarl ingen Deel havde deri, bekvemmede omſider ogſaa han ſig til at hylde ham. De øvrige, der hidtil havde holdt ſig tilbage, fulgte hans Exempel, og ſaaledes ſtod Ragnvald Jarl endelig ved Maalet, at være anerkjendt ſom Orknøernes Herre. Han nølede heller ikke med at ſkride til Opfyldelſen af ſit Løfte. Grundvolden til St. Magnus-Kirken blev afſtukken paa et højere, frit beliggende Sted ſtrax ſøndenfor Byen; og man tog ſærdeles ivrigt fat paa Bygningsarbejdet. Den, der egentlig foreſtod det, og beſtemte, hvorledes alt ſkulde være, var Ragnvalds Fader Kol. Efter ſom Arbejdet ſkred frem, bleve imidlertid Udgifterne derved ſaa trykkende for Jarlen, at han ej kunde fortſætte det med ſaa megen Kraft ſom fra førſt af, og maatte raadføre ſig med ſin Fader om, hvorledes han ſkulde opdrive de fornødne Midler. Kol foreſlog ham da, ſom det heder, at tilbyde Bønderne den Ret, engang før alle mod en beſtemt Pengeſum at kunne indløſe deres Odel, i Stedet for at Odelen hidtil ved enhver Beſidders Død var hjemfalden til Jarlen, ſaa at Arvingen hver Gang havde maattet indløſe den: en Byrde, ſom Folket fandt meget trykkende, og ſom næſten ſynes at maatte være bleven paatvungen det ved et Magtſprog af Thorfinn Jarl, der maaſkee har fortolket den tidligere Tilbagegivelſe af Odelen ved hans Fader Sigurd Jarl, ſom om den kun gjaldt den da levende Generation, ſaaledes at Odelen atter ſkulde hjemfalde til Jarlen, efterhaanden ſom de, der af Sigurd bare fritagne for Indløsningen, døde bort. Anderledes kan hiin Beretning, ſom viſtnok har ſin fulde Rigtighed, iſær da den knytter ſig til den merkelige Kirkebygning, neppe forklares[1]. Ragnvald fulgte Raadet, ſammenkaldte

  1. Der omtales, ſom man vil erindre, før denne Tid to Odels-Transaktioner paa Orknøerne, den førſte ſtrax efter Harald Haarfagres Tog 890 (ſe ovenfor I. 1. S. 516), da Bønderne miſtede deres Odel, hvorom der gaves tvende Sagn, eet, ifølge hvilket Torv-Einar, fik den afſtaaet til ſig imod at udrede de Boder, Harald havde lagt paa Øerne, et andet, hvorefter Harald ſelv lod ſig Odelen tilſværge, men forlenede Einar med Øerne; den anden, da Sigurd Lødvesſøn tilbagegav Odelen for at faa Bønderne til at underſtøtte ham mod Skate-Jarlen Finnlaich (I. 2. S. 533). Begge disſe Beretninger tilhøre dog vel mere Sagnet, end Hiſtorien, og behøve neppe at tages aldeles bogſtaveligt. Man har i de følgende Generationer ſøgt at forklare ſig Odelsforholdet, og vidſt at Transaktioner derom havde fundet Sted: ſaaledes