ladt Thinget, kaldte han de øvrige een for een til sig, lod dem tilsige Svein Grid, og fortalte dem, hvad der var skeet; derpaa sendtes Haakon Karl af Papule, St. Magnus’s Halvbroder, til Sigurd paa Vestnes, for at overbringe ham og hans Sønner Efterretningen om at Paal Jarl var fangen, lemlæstet, og berøvet al Udsigt til at gjenvinde Riget. Efterretningen gik ham meget nær, men da det skede nu engang ikke lod sig gjøre om, og det viste sig, at Ragnvald Jarl ingen Deel havde deri, bekvemmede omsider ogsaa han sig til at hylde ham. De øvrige, der hidtil havde holdt sig tilbage, fulgte hans Exempel, og saaledes stod Ragnvald Jarl endelig ved Maalet, at være anerkjendt som Orknøernes Herre. Han nølede heller ikke med at skride til Opfyldelsen af sit Løfte. Grundvolden til St. Magnus-Kirken blev afstukken paa et højere, frit beliggende Sted strax søndenfor Byen; og man tog særdeles ivrigt fat paa Bygningsarbejdet. Den, der egentlig forestod det, og bestemte, hvorledes alt skulde være, var Ragnvalds Fader Kol. Efter som Arbejdet skred frem, bleve imidlertid Udgifterne derved saa trykkende for Jarlen, at han ej kunde fortsætte det med saa megen Kraft som fra først af, og maatte raadføre sig med sin Fader om, hvorledes han skulde opdrive de fornødne Midler. Kol foreslog ham da, som det heder, at tilbyde Bønderne den Ret, engang før alle mod en bestemt Pengesum at kunne indløse deres Odel, i Stedet for at Odelen hidtil ved enhver Besidders Død var hjemfalden til Jarlen, saa at Arvingen hver Gang havde maattet indløse den: en Byrde, som Folket fandt meget trykkende, og som næsten synes at maatte være bleven paatvungen det ved et Magtsprog af Thorfinn Jarl, der maaskee har fortolket den tidligere Tilbagegivelse af Odelen ved hans Fader Sigurd Jarl, som om den kun gjaldt den da levende Generation, saaledes at Odelen atter skulde hjemfalde til Jarlen, efterhaanden som de, der af Sigurd bare fritagne for Indløsningen, døde bort. Anderledes kan hiin Beretning, som vistnok har sin fulde Rigtighed, især da den knytter sig til den merkelige Kirkebygning, neppe forklares[1]. Ragnvald fulgte Raadet, sammenkaldte
- ↑ Der omtales, som man vil erindre, før denne Tid to Odels-Transaktioner paa Orknøerne, den første strax efter Harald Haarfagres Tog 890 (se ovenfor I. 1. S. 516), da Bønderne mistede deres Odel, hvorom der gaves tvende Sagn, eet, ifølge hvilket Torv-Einar, fik den afstaaet til sig imod at udrede de Boder, Harald havde lagt paa Øerne, et andet, hvorefter Harald selv lod sig Odelen tilsværge, men forlenede Einar med Øerne; den anden, da Sigurd Lødvessøn tilbagegav Odelen for at faa Bønderne til at understøtte ham mod Skate-Jarlen Finnlaich (I. 2. S. 533). Begge disse Beretninger tilhøre dog vel mere Sagnet, end Historien, og behøve neppe at tages aldeles bogstaveligt. Man har i de følgende Generationer søgt at forklare sig Odelsforholdet, og vidst at Transaktioner derom havde fundet Sted: saaledes
