Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/77

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
59
Væringerne i Conſtantinopel.

den, vakte den derimod deres højeſte Beundring. De forſamlede ſig, bekrandſede hende og ſkjenkede vende alt den Dræbtes Gods, men beſtemte derimod, at hans Liig ſkulde ligge ubegravet, ſom Selvmorderes, da han var falden paa ſine egne Gjerninger[1].

Naar Væringerne vare ude i Felten, ledſagede de Hæren og udførte Marſcherne til Heſt, men naar et Slag foreſtod, ſtege de efter Nordboernes Skik af Heſten, og kæmpede til Fods, hvilket ogſaa bedſt pasſede med deres Udruſtning[2]. De betragtedes altid ſom deri kejſerlige Hærs Kjernetropper, og de byzantinſke Forfattere fortælle oftere om deres Heltegjerninger, og hvorledes deres Tapperhed gjorde Udſlaget i mangen tvivlſom Kamp, men ligeledes ogſaa, hvorledes de ſtundom, i Bevidſtheden af deres Kraft, og givende efter for den dem medføde Begjærlighed efter Ære og Gods, hvilken deres ſæregne Stilling ved Hoffet ej kunde andet end nære og forøge, blandede ſig i Tronrevolutioner, og ſpillede en Rolle, der nærmede ſig Prætorianernes i den gamle romerſke Kejſerſtat.

Under det idelige Samkvem, der allerede længe havde fundet Sted mellem Norden og Conſtantinopel, men nu, ſiden Vikingekorpſets Oprettelſe, var blevet endnu hyppigere, var der Anledning nok for Nordmændene til at høre lokkende Beſkrivelſer over det herlige Liv i den glimrende Kejſerſtad, over den Ære og Udmerkelſe, Væringerne nød, den Anledning, de havde til at ſkaffe ſig Rigdomme, de mange fremmede Lande, de fik ſee, og de mange glimrende Bedrifter, de udførte. De hjemkomne Væringer førte ſig op med en Stads og Pragt, der ikke kunde andet end gjøre Indtryk paa mange af deres Omgivelſer, iſær de Yngre, der endnu ikke havde ſeet ſig om i Verden, og ſom, naar de alligevel ſkulde anvende nogle Aar paa at erhverve Livserfaring, Menneſkekundſkab og Krigskyndighed, ikke troede at kunne benytte denne Tid bedre end ved at tilbringe den i det prægtige Myklegaard, og ſaa godt ſom i Kejſerens eget Palads, om hvis Rigdomme de nærede de æventyrligſte Foreſtillinger, og maaſkee endnu mere om den Lethed, hvormed man blot ved at gribe til, kunde erhverve ſin Deel deraf. En ſlig hjemvendende Helt, hvis Opførſel og Fortællinger viſt har bevæget mange af hans beundrende Frænder og Venner til at prøve deres Lykke i Conſtantinopel, var den af os tidligere omtalte Bolle, Søn af Bolle Thorleiksſøn og Gudrun Uſvifersdatter.

  1. Kedrenos, S. 735.
  2. Hos Anna Komnena IV. 6, p. 92 ſtaar der: „Øxebærerne befalede han (Kejſeren) tilligemed deres Anfører, at ſtaa af Heſtene og marſchere frem foran Hæren i en liden Afſtand fra denne“. Dette har man urigtigt forklaret, ſom om de ellers kæmpede til Heſt, hvad der dog aldeles ſtrider mod Nordboernes Skikke. Hvad Alexius her bød, er ingenlunde nogen Undtagelſe, men det ſædvanlige.