Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/76

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
58
Magnus den gode.

indtraadte i Korpſet, ſaaledes at flere Skribenter endog benævne det efter dem[1].

Væringernes fornemſte Vaaben var den nordiſke langſkaftede Oxe, hvorefter de og kaldtes „Øxebærerne“[2], Sverd og et langt Skjold[3]. Det blev nøje paaſeet, at deres Vaaben vare i god Stand; ſaa ofte de rykkede ud i Krigen, holdtes der Vaabenthing, hvorved Enhver maatte fremviſe ſine Vaaben[4]. Deels til Fornøjelſe, deels vel og for at holde ſig i Aande og hærde ſine Legemer, plejede de dagligt at anſtille Kamplege, med Bruden og lignende Legemsøvelſer; men forat forebygge, at Nogen i Legens Hede og Heftighed ſkulde gaa for vidt, var den oven omtalte Beſtemmelſe foreſkreven, at hvo ſom under Legen ſtod den anden efter Livet, ſkulde ſtraffes med Døden[5]. Hvilken ſtreng Tugt Væringerne for øvrigt overholdt, ſees af en Fortælling, den byzantinſke Forfatter Kedrenos meddeler netop fra den Tid, vi her nærmeſt have for Øje. Om Vintren 1034 til 1035 laa en Deel Væringer i Vinterkvarteer i det ſaakaldte thrakeſiſke Thema (i den veſtlige Deel af Lilleaſien). En af dem greb en Kvinde og vilde bruge Vold for at vanære hende, men hun var raſk nok til at gribe hans Sverd og gjennembore ham dermed. Og ſaa langt fra at Væringerne vrededes over denne raſke Handling, eller ſøgte at hevne

    Sven Tjugeſkegg og Knut, og der altſaa maa antages at have ſtaaet i et Slags Oppoſition mod dem, der nu ved Sven Ulfsſøns Tronbeſtigelſe fik meeſt at ſige i Danmark, kunde det maaſkee, naar de forlode England, være dem mindre behageligt at vende tilbage til deres gamle Fædreland, ſaa at de foretrak at gaa til Conſtantinopel.

  1. Saaledes kalder allerede Gaufred Malaterra, i ſin Beſkrivelſe over Robert Viskards Krig (III. 27), dem „de Angler, der kaldes Væringer“ (Angli quos Varingos appellant). Kodinos (Cap. 7, P. 90), lader dem ved Julefeſten ønſke Kejſeren mange Leveaar paa deres Fædreneſprog, nemlig Engelſk (ἐγκλινιστί).
  2. Paa Græſk πελεκυφόροι. Gaufred (l. c.) kalder deres Øxer caudati bidentes, hvorved han ogſaa ſigter til deres lange Skaft; ved Udtrykket bidentes tænker han paa den dobbelte Spids. Anna Komnena kalder Øxene ἑτερόκοτα ξίφη, Niketas Choniata ἑτερόστομοι πελέκεις eller ἑτερότηκτα ξίφη; disſe Udtryk, ſaa vel ſom Gaufreds, har man urigtigt fortolket ved „dobbelte Øxer“, med dobbelte Blad; men dobbeltbladede Øxer, der ej vare uſædvanlige, kaldes ellers ἀμφίστομοι, og Sammenſætningen med ἕτεροσ viſer netop, at der kun var een Egg. Det er de lange Øxer, der i Norden ſelv kaldtes „norſke Øxer“, og ſom Kong Knut beſtilte hos Kalf under dette Navn (ſe ovenfor I. 2. S. 835); i Syden derimod oftere „danſke Øxer“, hâches danoises. St. Olafs og Magnus’s Øxe „Hel“ var en ſaadan.
  3. Det lange Skjold (περιμῆκυς ἀσπίς) nævnes udtrykkeligt af Niketas, Joh. Komn. Cap. IV.
  4. Grettes Saga, Cap. 89.
  5. Se ovenfor I. 2. S. 422.