Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/769

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
751
Paal Jarls Bortførelſe.

kom ind i Hallen med en heel Deel Kvinder i ſit Følge. Men intet mindre end venlig Behandling var ham tiltænkt. Thi fra den Tid hørte eller ſaa man ej mere til ham. Hvad der egentlig foretoges med ham, blev aldrig ret bekjendt; men der gik et Sagn om, at Margrete havde ladet Svein ſtikke hans Øjne ud, derpaa holdt ham i Fængſel en Tidlang, og endelig ladet ham dræbe. Svein ſelv fortalte ſiden ved ſin Tilbagekomſt til Orknøerne den heel uſandſynlige Hiſtorie, at Margrete en Dag erklærede, at hun vilde ſende ham til Ragnvald Jarl for at forelægge denne Valget, om han vilde have Paal Jarl, eller hendes og Maddadhs treaarige Søn Harald til Medregent, men at Paal Jarl, der var tilſtede og hørte det, ſagde, at.han efter den Skam, der var ham overgaaet, og hvori han ſaa Guds Straf for hans Faders Misgjerninger, ikke nogenſinde vilde vende tilbage til Orknøerne, men ende ſine Dage i et eller andet Kloſter, hvor man, om man vilde, kunde holde Vagt over ham, ſaa at han ej ſlap ud; at han overdrog ſine Rettigheder til Syſterſønnen Harald, og at Svein, naar han kom tilbage til Orknøerne, gjerne kunde ſige at han baade var blindet og lemlæſtet, for at hans Venner ikke ſenere ſkulde finde paa at opſøge ham og friſte ham til atter at træde ud i Verden. Hvad man her ſkal tro, Sagnet eller Sveins Beretning, er ikke let at ſige; men overvejende Grunde tale dog til Fordeel for det førſte. Thi deels pasſede en ſaadan Gruſomhed ſom den, for hvilken Paal Jarl ſkulde være bleven et Offer, alt for vel med den Raahed og Vildhed, ſom paa denne Tid og længe efter endnu charakteriſerede de keltiſke Skoter, og den havde desuden et Forbillede i den Behandling, ſom Kong Magnus i Norge nys var bleven underkaſtet; deels var det kun ved at ſammenſmede en Hiſtorie ſom den, Svein ſiden gav til Bedſte, at man kunde faa Folk til at tro, hvad der i ſig ſelv var ſaa lidet ſandſynligt, at Paal Jarl virkelig ſkulde have overdraget ſine Rettigheder til Margretes Søn Harald. Men hvorledes nu egentlig Sammenhængen var, er det viſt, at intet kunde komme belejligere for Ragnvald Jarl, end Paals Bortførelſe. Da man paa Veſtnes begyndte at forundre ſig over at han blev ſaa længe borte, ſendte Sigurd Folk hen at lede efter ham; de fandt ſnart de Dræbtes døde Legemer og andre Spor af Striden, men til deres Forundring ikke Jarlen ſelv. Sigurd ſendte ſtrax Bud til Egilsø for at underrette Biſkoppen om det forefaldne. Biſkoppen begav ſig til Sigurd, for at høre nærmere Beſked. Denne ytrede ſin Mistanke mod Ragnvald Jarl, men Biſkoppen ſagde at Ragnvald Jarl ej var iſtand til at begaa en ſaadan Nidingsdaad, og at der viſt maatte være andre med i Spillet. Der blev ſiden meldt, at en Mand, der boede ſydligt paa Roſsø, havde ſeet hiint Fartøj paa dets Vej baade nord og ſydefter, og man gjettede nu paa, at den rænkefulde Frakark og Ølve Roſta atter havde været ude. Imidlertid blev det