Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/769

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
751
Paal Jarls Bortførelse.

kom ind i Hallen med en heel Deel Kvinder i sit Følge. Men intet mindre end venlig Behandling var ham tiltænkt. Thi fra den Tid hørte eller saa man ej mere til ham. Hvad der egentlig foretoges med ham, blev aldrig ret bekjendt; men der gik et Sagn om, at Margrete havde ladet Svein stikke hans Øjne ud, derpaa holdt ham i Fængsel en Tidlang, og endelig ladet ham dræbe. Svein selv fortalte siden ved sin Tilbagekomst til Orknøerne den heel usandsynlige Historie, at Margrete en Dag erklærede, at hun vilde sende ham til Ragnvald Jarl for at forelægge denne Valget, om han vilde have Paal Jarl, eller hendes og Maddadhs treaarige Søn Harald til Medregent, men at Paal Jarl, der var tilstede og hørte det, sagde, at.han efter den Skam, der var ham overgaaet, og hvori han saa Guds Straf for hans Faders Misgjerninger, ikke nogensinde vilde vende tilbage til Orknøerne, men ende sine Dage i et eller andet Kloster, hvor man, om man vilde, kunde holde Vagt over ham, saa at han ej slap ud; at han overdrog sine Rettigheder til Systersønnen Harald, og at Svein, naar han kom tilbage til Orknøerne, gjerne kunde sige at han baade var blindet og lemlæstet, for at hans Venner ikke senere skulde finde paa at opsøge ham og friste ham til atter at træde ud i Verden. Hvad man her skal tro, Sagnet eller Sveins Beretning, er ikke let at sige; men overvejende Grunde tale dog til Fordeel for det første. Thi deels passede en saadan Grusomhed som den, for hvilken Paal Jarl skulde være bleven et Offer, alt for vel med den Raahed og Vildhed, som paa denne Tid og længe efter endnu charakteriserede de keltiske Skoter, og den havde desuden et Forbillede i den Behandling, som Kong Magnus i Norge nys var bleven underkastet; deels var det kun ved at sammensmede en Historie som den, Svein siden gav til Bedste, at man kunde faa Folk til at tro, hvad der i sig selv var saa lidet sandsynligt, at Paal Jarl virkelig skulde have overdraget sine Rettigheder til Margretes Søn Harald. Men hvorledes nu egentlig Sammenhængen var, er det vist, at intet kunde komme belejligere for Ragnvald Jarl, end Paals Bortførelse. Da man paa Vestnes begyndte at forundre sig over at han blev saa længe borte, sendte Sigurd Folk hen at lede efter ham; de fandt snart de Dræbtes døde Legemer og andre Spor af Striden, men til deres Forundring ikke Jarlen selv. Sigurd sendte strax Bud til Egilsø for at underrette Biskoppen om det forefaldne. Biskoppen begav sig til Sigurd, for at høre nærmere Besked. Denne ytrede sin Mistanke mod Ragnvald Jarl, men Biskoppen sagde at Ragnvald Jarl ej var istand til at begaa en saadan Nidingsdaad, og at der vist maatte være andre med i Spillet. Der blev siden meldt, at en Mand, der boede sydligt paa Rossø, havde seet hiint Fartøj paa dets Vej baade nord og sydefter, og man gjettede nu paa, at den rænkefulde Frakark og Ølve Rosta atter havde været ude. Imidlertid blev det