og forligede sig med ham paa Systerens Vegne for hvad hun havde ladet sin Sønnesøn udføre, nemlig Indebrændingen af Sveins Fader Olaf. Ottar betalte Bøder, og tilsagde Svein sit Venskab. Svein lovede derimod, at han skulde understøtte Harald Jarls Søn Erlend unge, naar han engang vilde gjøre Fordring paa Jarldømmet. Dette Løfte kan neppe have været oprigtigt meent fra Sveins Side, thi det viste sig snart, at hvad han havde aftalt i de hemmelige Forhandlinger med Maddadh og Margrete, sigtede til noget ganske andet, end at paatale Erlends Rettigheder. Fra Thorsaa drog Svein over til Orknøerne paa en Fragtskude, bemandet med 30 Mand. Han tog ikke den sædvanlige Vej lige over til Ragnvaldsø og derfra til Skalpeidet, men styrede derimod vestenfor Rossø og ind i Evjesund mellem denne Ø og Rolfsø, hvor Paal Jarl, som vi have seet, opholdt sig under Vaabenstilstanden, og just var til Gjestebud hos Sigurd paa Vestnes. Da Fartøjet nærmede sig Øen, lod Svein 20 af sine Mænd lægge sig ned og dække sig til med Klæder, saa at man ej kunde see dem, medens kun ti bleve siddende oppe ved Aarerne. Fra en Højde ganske tæt ved Kysten bleve de anraabte af nogle Mænd, som troede at de vare Kjøbmænd, og bade dem ro hen til Vestnes for at falbyde Paal Jarl deres Varer. Svein, som saaledes fik vide, at Jarlen var paa Øen, og det ikke langt borte — Vestnes ligger nemlig ved Evjesund — lod nu sine Folk ro nærmere forat forhøre sig nøjere; og Mændene fortalte dem, at Jarlen just da befandt sig ganske i Nærheden; han var denne Morgen tidligt gaaet ud selv tyvende, for at jage Otere i en Urd strax neden under hiin Højde, hvor de nu stode, og han var endnu ikke kommen tilbage. Da Svein hørte dette, lod han Fartøjet lægge i Land paa et Sted, hvorfra det ej kunde sees fra Højden, befalede sine Mænd at væbne sig, og gik op paa Den med dem. Hans Hensigt var hverken meer eller mindre end at opsnappe og bortføre Jarlen. Dette lykkedes fuldkommen; han traf snart den paa et Angreb af dette Slags ganske uforberedte Jarl med hans Følge, og gav sig strax i Kamp med ham. Jarlen og hans Mænd forsvarede sig haardnakket, men Svein havde Overmagten, og efter at alle Jarlens 19 Mænd, og ser af Sveins, vare faldne, blev han tagen til Fange og bragt ombord paa Sveins Fartøj. Svein skyndte sig nu øjeblikkelig tilbage, først ad den samme Vej, han var kommen, nemlig vestenfor Rossø, derpaa gjennem Grimsø-Sundet og skraas over Pettlandsfjorden østenfor Duncansby, og videre indad Bredefjorden (Murrayfirth) til Ekkjals- (Ochill) Bakke; der lod han Skibet blive tilbage med 19 Mand, men rejste selv, ledsaget af de øvrige og den fangne Paal Jarl, op til Athole, hvor han overleverede ham til Maddadh Jarl. Maddadh og Margrete modtoge Paal Jarl med hyklet Venlighed; han lod ham sidde i Højsædet hos sig, og Systeren kyssede ham endog, da hun
