Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/766

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
748
Harald Gille.

Uro og Hærløb over alt, og fra alle Øerne ilede man, ſom Beſtemmelſen lød, til Roſsø, for at ſamle ſig om Jarlen. Men da der gik tre Dage hen, uden at man ſaa eller hørte til Ragnvald, begyndte de fleſte at knurre, og ſagde at det var højſt uforſvarligt at tænde Veten og volde ſaa megen Uro bare fordi man ſaa nogle Fiſkere ude i Søen. Man ſkjendte paa Thorſtein, Ragnas Søn, der havde ladet Veten paa Rinansø tænde; han undſkyldte ſig med at han ej kunde andet, da han ſaa Fridarø-Veten brænde, og ſtod Skylden paa Dagfinn. Dagfinn ſvarede med Skjeldsord; Thorſtein hug i Vrede til ham med ſin Øxe, og gav ham Baneſaar: de øvrige tilſtedeværende grebe til Vaaben og toge Parti, deels med Dagfinns Fader, ſom vilde hevne ham, deels med Thorſtein; og der opſtod nu en formelig Kamp, der varede indtil Jarlen kom og fik ſkilt dem ad. Da fik den anſeede Bonde Krige paa Veſterø mæglet Fred mellem dem, og gjorde dem begribeligt, at det hele kun havde været en Liſt af Fienden. Da der ſaaledes endnu ingen Fare var paafærde, blev man enig om at ſkilles ad og drage hver til ſit. Til at pasſe Veten paa Fridarø ſattes en anden Mand, ved Navn Erik. Imidlertid havde Kols gamle Ven Une, der i ſin Tid hjalp Hallvard ſaa godt til at tage Hevn over Brynjulf, begivet ſig til Fridarø, forklædt ſom en Fiſker, og foregivende, at han var bleven udplyndret af Ragnvald Jarls Mænd. Man havde troet hans Ord, og modtaget ham godt; i kort Tid gjorde han ſig ſaa nøje kjendt med Beboerne, at han kunde tilbyde Erik at pasſe paa Veten for ham,i ſiden han, ſom han ſagde, alligevel ikke havde andet at beſtille. Erik modtog Tilbudet, og nu benyttede Une hvert Øjeblik, han var alene ved Veten, til at ſlaa Vand paa den, ſaa at den omſider ſlet ikke lod lig antænde. Ragnvald væntede nu, indtil en ſkarp Øſtenvind i Forbindelſe med heftige Strømninger ſaaledes oprørte den brede Veſterøfjord (mellem Veſterø og Roſsø), at den ej var fremkommelig, hvorimod man godt kunde komme fra Hjaltland til Veſterø. Til denne Ø ſtyrede han da ſin Kors, ſydveſtligt over Dvnraſt. Man ſaa viſtnok Skibene fra Fridarø, men da man ſkulde ſætte Ild paa Veten, var Une ingenſteds at ſee — ſandſynligviis var han allerede hemmeligt vendt tilbage til Ragnvald —, og Veten ſelv befandtes ſaa vaad, at den ej vilde fatte Ild. Erik, ſom nu ſkjønnede Liſten, havde intet andet at gjøre, end at ſkynde ſig afſted, for perſonligt at bringe Paal Jarl Efterretningen om Fiendens Nærmelſe. Imidlertid kom Ragnvald en Fredag Aften med ſin Flaade uhindret til Havn (nu Pier o’Wall) paa Veſterø, hvis Indbyggere ſtimlede ſammen, men efter den for omtalte Kuges og en anden anſeet Bondes Raad beſluttede ſig til, førſt at bede Jarlen om Grid eller Vaabenſtilſtand, ſiden at underkaſte ſig ham og ſværge hiint Troſkabsed. Underkaſtelſen var imidlertid ikke oprigtigt meent, og man kom under Vejr med, at Krige foranſtaltede hemmelige Sammenkomſter og Stemplinger for