Uro og Hærløb over alt, og fra alle Øerne ilede man, som Bestemmelsen lød, til Rossø, for at samle sig om Jarlen. Men da der gik tre Dage hen, uden at man saa eller hørte til Ragnvald, begyndte de fleste at knurre, og sagde at det var højst uforsvarligt at tænde Veten og volde saa megen Uro bare fordi man saa nogle Fiskere ude i Søen. Man skjendte paa Thorstein, Ragnas Søn, der havde ladet Veten paa Rinansø tænde; han undskyldte sig med at han ej kunde andet, da han saa Fridarø-Veten brænde, og stod Skylden paa Dagfinn. Dagfinn svarede med Skjeldsord; Thorstein hug i Vrede til ham med sin Øxe, og gav ham Banesaar: de øvrige tilstedeværende grebe til Vaaben og toge Parti, deels med Dagfinns Fader, som vilde hevne ham, deels med Thorstein; og der opstod nu en formelig Kamp, der varede indtil Jarlen kom og fik skilt dem ad. Da fik den anseede Bonde Krige paa Vesterø mæglet Fred mellem dem, og gjorde dem begribeligt, at det hele kun havde været en List af Fienden. Da der saaledes endnu ingen Fare var paafærde, blev man enig om at skilles ad og drage hver til sit. Til at passe Veten paa Fridarø sattes en anden Mand, ved Navn Erik. Imidlertid havde Kols gamle Ven Une, der i sin Tid hjalp Hallvard saa godt til at tage Hevn over Brynjulf, begivet sig til Fridarø, forklædt som en Fisker, og foregivende, at han var bleven udplyndret af Ragnvald Jarls Mænd. Man havde troet hans Ord, og modtaget ham godt; i kort Tid gjorde han sig saa nøje kjendt med Beboerne, at han kunde tilbyde Erik at passe paa Veten for ham,i siden han, som han sagde, alligevel ikke havde andet at bestille. Erik modtog Tilbudet, og nu benyttede Une hvert Øjeblik, han var alene ved Veten, til at slaa Vand paa den, saa at den omsider slet ikke lod lig antænde. Ragnvald væntede nu, indtil en skarp Østenvind i Forbindelse med heftige Strømninger saaledes oprørte den brede Vesterøfjord (mellem Vesterø og Rossø), at den ej var fremkommelig, hvorimod man godt kunde komme fra Hjaltland til Vesterø. Til denne Ø styrede han da sin Kors, sydvestligt over Dvnrast. Man saa vistnok Skibene fra Fridarø, men da man skulde sætte Ild paa Veten, var Une ingensteds at see — sandsynligviis var han allerede hemmeligt vendt tilbage til Ragnvald —, og Veten selv befandtes saa vaad, at den ej vilde fatte Ild. Erik, som nu skjønnede Listen, havde intet andet at gjøre, end at skynde sig afsted, for personligt at bringe Paal Jarl Efterretningen om Fiendens Nærmelse. Imidlertid kom Ragnvald en Fredag Aften med sin Flaade uhindret til Havn (nu Pier o’Wall) paa Vesterø, hvis Indbyggere stimlede sammen, men efter den for omtalte Kuges og en anden anseet Bondes Raad besluttede sig til, først at bede Jarlen om Grid eller Vaabenstilstand, siden at underkaste sig ham og sværge hiint Troskabsed. Underkastelsen var imidlertid ikke oprigtigt meent, og man kom under Vejr med, at Krige foranstaltede hemmelige Sammenkomster og Stemplinger for
