Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/765

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
747
Ragnvald Jarls andet Tog til Orknøerne.

I Bergen gav Kong Harald dem et Langſkib; Jon Fot ſtødte til dem med et, og et ſjette, tilligemed en Fragtſkude, bragte en Datterſøn af Steigar-Thore, ved Navn Aslak Erlendsſøn paa Hernø, der ogſaa ſluttede ſig til dem. Da den lille Flaade var ſamlet, havde de i alt 6 ſtore Skibe, fem Skeider og tre Fragtſkibe. Da de laa ved Hernøerne og væntede paa Vind, kom der et Skib veſtenfra, af hvis Beſætning de erfarede Paal Jarls Forberedelſer til deres Ankomſt. Ragnvald lod nu blæſe til Huusthing, og holdt her en lang og ſmuk Tale for ſine Mænd om det Fiendſkab, Paal Jarl og dennes Tilhængere viſte ham ved at ville med Vaabenmagt holde ham ude fra det Rige, ſom dog ved Arveret tilkom ham, og ſom Norges Konger havde givet ham; han erklærede, at han enten vilde vinde Øerne eller lade Livet. Sandſynligviis fik man maaſkee førſt nu Efterretning om at St. Magnus’s Skriin var flyttet til Kirkevaag, og indſat i den derværende Kirke. Hans Tilhørere modtoge Talen med Bifaldsraab, og tilſagde ham deres trofaſte Hjelp. Derpaa ſtod hans Fader Kol op og ſagde: „Vi have nu hørt fra Orknøerne, hvorledes alle Mand der i Forening med Paal Jarl ville gjøre dig Modſtand og hindre dig i at komme i Beſiddelſe af Herredømmet, hvilket viſer, hvor længe de bevare Fiendſkabet mod dig og dine Frænder. Mit Raad er nu, at du ſøger Biſtand hos den, ſom rigeligſt kan give den, nemlig hos den hellige Magnus Jarl, din Morbroder, og beder jeg dig derfor at anraabe ham om at han vil forunde dig den Arvedeel, ſom han har efterladt; hvorimod du højtideligen lover, at du, ſaafremt du bliver Herre over Øerne, lader opbygge en Steenkirke i Kirkevaag, ſom ſkal blive det herligſte Munſter der i Landet, at du lader det indvie til ham, og ſkjenker det faa meget Gods, at hans hellige Levninger ſaa vel ſom Biſkopsſtolen kan vorde overflyttede dertil“. At Kol her ikke nævnte et Ord om, hvad han maaſkee allerede underhaanden havde udrettet, og at han endnu ſkildrede Stemningen paa Øerne ſom fiendtlig, ſaa længe han ikke perſonligt havde forvisſet ſig om den, var rimeligt nok. Alle bifaldt, hvad han havde ſagt, og Løftet blev højtideligt aflagt. Derpaa ſejlede de afſted med en god Vind, og kom heldigt til Hjaltland, hvor Indbyggerne modtoge dem med Glæde og gave dem mange Efterretninger fra Orknøerne. Førſt og fremſt overlagde man nu om, hvorledes man ſkulde bære ſig ad for at komme over til Orknøerne uden at Veterne bleve tændte. Kol drog til den Ende afſted med en heel Deel ſmaa Skibe, dog uden at hejſe Sejl, førend han kom ſaa nær Fridarø, at man kunde ſee dem derfra. Dagfinn Lødvesſøn hed den Mand, ſom vogtede Veten paa Øen; da han med Eet fik alle disſe Skibe at ſee, lod han Veten ſtrax antænde, og begav ſig derpaa afſted til Paal Jarl. Kol vendte derimod tilbage til Hjaltland, ſaa ſnart han ſaa Veten brænde. Imidlertid tændtes de øvrige Veier ſøndenfor Fridarø; der blev