Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/765

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
747
Ragnvald Jarls andet Tog til Orknøerne.

I Bergen gav Kong Harald dem et Langskib; Jon Fot stødte til dem med et, og et sjette, tilligemed en Fragtskude, bragte en Dattersøn af Steigar-Thore, ved Navn Aslak Erlendssøn paa Hernø, der ogsaa sluttede sig til dem. Da den lille Flaade var samlet, havde de i alt 6 store Skibe, fem Skeider og tre Fragtskibe. Da de laa ved Hernøerne og væntede paa Vind, kom der et Skib vestenfra, af hvis Besætning de erfarede Paal Jarls Forberedelser til deres Ankomst. Ragnvald lod nu blæse til Huusthing, og holdt her en lang og smuk Tale for sine Mænd om det Fiendskab, Paal Jarl og dennes Tilhængere viste ham ved at ville med Vaabenmagt holde ham ude fra det Rige, som dog ved Arveret tilkom ham, og som Norges Konger havde givet ham; han erklærede, at han enten vilde vinde Øerne eller lade Livet. Sandsynligviis fik man maaskee først nu Efterretning om at St. Magnus’s Skriin var flyttet til Kirkevaag, og indsat i den derværende Kirke. Hans Tilhørere modtoge Talen med Bifaldsraab, og tilsagde ham deres trofaste Hjelp. Derpaa stod hans Fader Kol op og sagde: „Vi have nu hørt fra Orknøerne, hvorledes alle Mand der i Forening med Paal Jarl ville gjøre dig Modstand og hindre dig i at komme i Besiddelse af Herredømmet, hvilket viser, hvor længe de bevare Fiendskabet mod dig og dine Frænder. Mit Raad er nu, at du søger Bistand hos den, som rigeligst kan give den, nemlig hos den hellige Magnus Jarl, din Morbroder, og beder jeg dig derfor at anraabe ham om at han vil forunde dig den Arvedeel, som han har efterladt; hvorimod du højtideligen lover, at du, saafremt du bliver Herre over Øerne, lader opbygge en Steenkirke i Kirkevaag, som skal blive det herligste Munster der i Landet, at du lader det indvie til ham, og skjenker det faa meget Gods, at hans hellige Levninger saa vel som Biskopsstolen kan vorde overflyttede dertil“. At Kol her ikke nævnte et Ord om, hvad han maaskee allerede underhaanden havde udrettet, og at han endnu skildrede Stemningen paa Øerne som fiendtlig, saa længe han ikke personligt havde forvisset sig om den, var rimeligt nok. Alle bifaldt, hvad han havde sagt, og Løftet blev højtideligt aflagt. Derpaa sejlede de afsted med en god Vind, og kom heldigt til Hjaltland, hvor Indbyggerne modtoge dem med Glæde og gave dem mange Efterretninger fra Orknøerne. Først og fremst overlagde man nu om, hvorledes man skulde bære sig ad for at komme over til Orknøerne uden at Veterne bleve tændte. Kol drog til den Ende afsted med en heel Deel smaa Skibe, dog uden at hejse Sejl, førend han kom saa nær Fridarø, at man kunde see dem derfra. Dagfinn Lødvessøn hed den Mand, som vogtede Veten paa Øen; da han med Eet fik alle disse Skibe at see, lod han Veten strax antænde, og begav sig derpaa afsted til Paal Jarl. Kol vendte derimod tilbage til Hjaltland, saa snart han saa Veten brænde. Imidlertid tændtes de øvrige Veier søndenfor Fridarø; der blev