Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/764

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
746
Harald Gille.

Frygt for Paal Jarls Vrede i Førſtningen ikke vovet at tale om Drømmen, men Natten efter havde St. Magnus atter viiſt ſig for ham og truet ham med haard Straf baade her og hisſet, hvis han ikke fortalte ſin Drøm, og det i en ſtor Forſamling. I denne Henſigt havde han nu indfundet ſig ved Mesſen“. Hans Foredrag modtoges af den hele Menighed med Enthuſiasme. Alle fordrede eenſtemmigt, at Helgenens Levninger ſkulde flyttes fra Birgsaa til Kirkevaag. Kun Jarlen ſad taus, og ganſke blodrød i Anſigtet. Han vovede dog ikke at lægge Hindringer i Vejen for Flytningen. Det var nu for ſeent, og vilde kun have ſkadet ham ſelv. I et højtideligt Optog drog Biſkoppen med Skrinet fra Birgsaa til Kirkevaag, og fatte det over Alteret paa den Kirke, ſom da ſtod der, ſandſynligviis St. Olafskirken, der lige til ſenere Tider var den egentlige Sognekirke. Og her ſtrømmede da ſtrax mange Pilegrime ſammen, for at vaage ved St. Magnus’s hellige Levninger, og paakalde hans Biſtand i Nød og Sygdom. Det er let at forſtaa, hvad Virkning alt dette maatte udøve paa Folkeſtemningen til Bedſte for Ragnvald Jarl, St. Magnus’s Syſterſøn, og til Skade for Paal Jarl, der var Søn af hans Drabsmand, og ſom desuden ej havde lagt Skjul paa, at Troen paa Magnus’s Hellighed var ham meget imod. Det er derfor ikke at undres over, om der nu herſkede et ſpendt Forhold mellem ham og Biſkoppen, og det bliver, ſom vi ovenfor ytrede, mere end ſandſynligt, at Villjam under ſin ſidſte Rejſe til Norge hemmelig var paavirket af Kol, der viſt ikke undlod efter bedſte Evne at bearbejde Opinionen blandt Orknøboerne til ſin Søns Fordeel, og ſom var alt for klog til ikke at øjne al den Nytte, man kunde høſte af Ragnvalds nøje Slægtſkabsforhold til Helgenen, hvorfor vi ogſaa i det Følgende ſee ham opfordre Ragnvald til at begynde ſit Tog med Bøn og Paakaldelſe til den hellige Magnus. Vi finde ligeledes Biſkop Villjam fra denne Tid ſom en Ven og Tilhænger af Ragnvald Jarl, et Tegn til, at Noget maa været foregaaet, ſom fjernede ham fra Paal og drog ham over til Ragnvalds Parti[1].

Da Vaaren nærmede ſig (1136), lod Paal Jarl, der neppe kan have ſavnet Efterretninger om hvad Kol og Ragnvald imidlertid toge ſig for, paa ny holde Vagt ved Veterne, fornemmelig den paa Fridarø og Rinansø. Strax efter Paaſke vare Kol og Ragnvald efter Beſtemmelſen færdige med deres Udruſtninger, og droge til Bergen, hver med ſit Langſkib, foruden et Transportfartøj; deres Ven Salmund fulgte dem med et tredie Langſkib.

  1. Magnus Jarls Saga S. 535, 538. At dette ſkede endog kort efter Jarlens Hjemkomſt fra Norderøerne, ſkjønnes deraf at Skriinlægningen fandt Sted 13de Decbr; ſiden den Tid og indtil Jarlens Hjemkomſt ſaaes neppe han og Biſkoppen; og ved Paaſketid begyndte Fejden mellem ham og Ragnvald.