drog Salmund selv ned til Danmark, for her at anskaffe flere Fornødenheder efter Kols Forskrift. Det var Bestemmelsen, at disse Fragtskibe skulde være komne tilbage ved Paasketid, og at Toget selv skulde foregaa strax efter Paaske-Ugen[1].
Imidlertid tilbragte Paal Jarl Julen i Ro, og gjorde et stort Julegilde paa sin Gaard Orfjara. En af de indbudne Gjester var Valthjof, en Søn af hiin Olaf Rolfssøn i Gaareksø, der havde kæmpet saa kjekt i Slaget ved Tannskaarenes; da han om Juleaften skulde drage fra Strjonsø, hvor han boede, til Rossø, for at begive sig til Gildet, kantrede han paa Vejen med sin Baad, og druknede, selv tiende. To Dage i Forvejen var hans Fader Olaf bleven overfalden og indebrændt paa en Gaard, han 7 ejede over i Duncansby paa Katanes, af Ølve Rosta, der tørstede efter Hevn for Nederlaget ved Tannskaarenes. Overfaldet skede efter Frakarks Raad. Olaf plejede ellers at have mange Folk om sig, men Ølve, der just var hjemkommen fra et Vikingetog, passede sit Snit, medens den ene af hans Sønner, Svein, med et Par Venner var roet ud at fiske, og den anden Søn, Gunne, med sin Moder var borte i et Gjestebud. Svein Olafssøn, eller Asleivssøn, som han siden den Tid oftest kaldtes efter sin Moder, og som nu deels ved Omstændighedernes Sammenstød, deels formedelst sin egen kraftige Personlighed, kom til at gribe virksommere ind i Øernes Skjebne end nogen anden Mand paa hans Tid, kom hjem til Gaarden om Juleaften, saa den Ødelæggelse, som var anrettet, og begav sig strax over til Svine i Pettlandsfjorden, og derfra til Skalpeid paa Rossø, hvor han opsøgte sin Frænde Eivind Melbrigdessøn, en af Jarlens fornemste Mænd, der ligeledes havde kæmpet ved Tannskaarenes, og nu var kommen til Gjestebudet i Orfjara. Eivind forestillede Svein for Jarlen, der tog venligt imod ham, indbød ham til at blive der, anviste ham Plads ved sin højre Side, og forbød alle og enhver at fortælle ham hans Broder Valthjofs Død, hvorom der just indløb Efterretning. Men hans Ophold der blev ikke af lang Varighed. Allerede den følgende Dag kom han ved Drikken i Uenighed med sin Navne, hiin haandfaste Kriger, Svein Brjostreip, hvis ubehagelige Væsen og mørke Udseende gjorde ham almindelig forhadt, saa at han endog havde Ord paa sig for at sidde ude om Natten og drive Trolddom[2]. Svein Brjostreip, der sad ved Jarlens venstre Side, paastod, at Eivind, der tilligemed Skutelsvende og Kjerte-
- ↑ Orknøyingasaga S. 194. 198.
- ↑ Svein, siges der, var stor, sterk, sortsmusket og af et uheldvarslende Udseende; han var som oftest om Somrene ude i Viking, og om Vintren hos Jarlen, der gjorde meget af ham. Disse Vikingetog, laa vel som det, Ølve Rosta havde foretaget, maa have gjeldet Irland, saaledes at man mod en Sum Penge lod sig bruge i de Stridigheder, som der uafladelig førtes mellem Kongerne.
