Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/762

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
744
Harald Gille.

ſvende gjorde Opvartning ved Jarlens eget Bord og foreſtod Skjenkningen, fyldte mere i hans Bæger, men derimod begunſtigede ſin Frænde, Svein Asleivsſøn. Da der ſkulde drikkes Skaaler, vilde Svein Brjoſtreip bytte Horn med denne, hvis Horn han paaſtod var mindre, men Eivind gav i Haſt Svein Asleivsſøn et andet, meget ſtort Horn, hvilket denne igjen rakte Svein Brjoſtreip, ſom herover blev ſaa forbitret, at han flere Gange mumlede: „Svein ſkal blive Sveins Banemand!“ Dette hørte Eivind, ſom ſtrax fortalte det til Svein Asleivsſøn og ſagde at han maatte vænte at blive overfalden og dræbt af Svein Brjoſtreip, hvis han ikke forekom ham og tog ham af Dage. Svein fulgte Eivinds Raad, pasſede paa, da den anden i Jarlens Følge gik over Gaarden til den nærliggende Kirke, og gav ham ſet Baneſaar. Eivinds Søn Magnus havde allerede en opſadlet Heſt færdig; paa denne kaſtede Svein ſig, tog, ledſaget af Magnus, Vejen over Vardehøjen bag Orfjara og ned til Aurridefjorden (nu Frith-Fjorden) paa den anden Side, fandt her Optagelſe og Nattely i et Kaſtel, der ſtod paa den lille Ø Daminsø (Damsey), og drog om Morgenen, ledſaget af Kaſtellets Befalingsmand, til den nærliggende Egilsø. Her lod han ſig hemmeligt føre ind til Biſkoppen, fortalte ham alt hvad der var ſkeet, og bad ham om Hjelp[1]. Biſkoppen takkede ham for Svein Brjoſtreips Drab, og ſagde at han derved havde befriet Landet for en ſtor Plage. Han beholdt ham hos ſig i Julen, men ſendte ham derpaa hemmeligt til en mægtig Mand paa Øen Tyrviſt i Syderøerne, ved Navn Holdbode Hundesſøn. Der forblev Svein om Vintren. Da Paal Jarl erfarede ſin Hirdmands Drab og Sveins Flugt, begreb han ſtrax at denne maatte være Drabsmanden, men erklærede, at han ikke ſkulde gjøre ham det mindſte derfor, hvis han ſtrax kom tilbage. Imidlertid udeblev Stein, og man kunde ikke engang faa opſpurgt hvor han var; da dømte Jarlen ham utlæg, og inddrog hans Ejendomme. Om Vaaren berejſte Jarlen de nordlige Øer, og ſikrede ſig Indbyggernes Hengivenhed ved at uddele rige Gaver. Blandt andet ſkjenkede han en vis Thorkell Flette Valthjof Olafsſøns Gaard paa Strjonsø, for at han ſkulde opſpore Svein. Thorkell ſpurgte ſtrax med Forundring, om han ej vidſte at Biſkoppen havde ſendt Svein til Holdbode i Syderøerne, hos hvem han nu var i god Behold, Da Jarlen hørte dette, blev han meget vred paa Biſkoppen, og ſpurgte hvorledes han ſkulde lade ham undgjelde for en ſaadan Uforſkammethed. Thorkell fraraadede ham at ſøge Sag med Biſkoppen i denne farlige Tid, da han hvert Øjeblik kunde vænte Ragnvald Jarl, og da trængte til ſaa mange Venner, ſom muligt. Jarlen indrømmede det. Siden begav han ſig til Rinansø, hvor han tog Vejtſle hos en anſeet Enke ved Navn Ragna. Ogſaa hun bad ham ikke

  1. Heraf ſees tydeligt, at Villjam maa have boet paa Egilsø, ſe ovf. S. 662.