Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/762

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
744
Harald Gille.

svende gjorde Opvartning ved Jarlens eget Bord og forestod Skjenkningen, fyldte mere i hans Bæger, men derimod begunstigede sin Frænde, Svein Asleivssøn. Da der skulde drikkes Skaaler, vilde Svein Brjostreip bytte Horn med denne, hvis Horn han paastod var mindre, men Eivind gav i Hast Svein Asleivssøn et andet, meget stort Horn, hvilket denne igjen rakte Svein Brjostreip, som herover blev saa forbitret, at han flere Gange mumlede: „Svein skal blive Sveins Banemand!“ Dette hørte Eivind, som strax fortalte det til Svein Asleivssøn og sagde at han maatte vænte at blive overfalden og dræbt af Svein Brjostreip, hvis han ikke forekom ham og tog ham af Dage. Svein fulgte Eivinds Raad, passede paa, da den anden i Jarlens Følge gik over Gaarden til den nærliggende Kirke, og gav ham set Banesaar. Eivinds Søn Magnus havde allerede en opsadlet Hest færdig; paa denne kastede Svein sig, tog, ledsaget af Magnus, Vejen over Vardehøjen bag Orfjara og ned til Aurridefjorden (nu Frith-Fjorden) paa den anden Side, fandt her Optagelse og Nattely i et Kastel, der stod paa den lille Ø Daminsø (Damsey), og drog om Morgenen, ledsaget af Kastellets Befalingsmand, til den nærliggende Egilsø. Her lod han sig hemmeligt føre ind til Biskoppen, fortalte ham alt hvad der var skeet, og bad ham om Hjelp[1]. Biskoppen takkede ham for Svein Brjostreips Drab, og sagde at han derved havde befriet Landet for en stor Plage. Han beholdt ham hos sig i Julen, men sendte ham derpaa hemmeligt til en mægtig Mand paa Øen Tyrvist i Syderøerne, ved Navn Holdbode Hundessøn. Der forblev Svein om Vintren. Da Paal Jarl erfarede sin Hirdmands Drab og Sveins Flugt, begreb han strax at denne maatte være Drabsmanden, men erklærede, at han ikke skulde gjøre ham det mindste derfor, hvis han strax kom tilbage. Imidlertid udeblev Stein, og man kunde ikke engang faa opspurgt hvor han var; da dømte Jarlen ham utlæg, og inddrog hans Ejendomme. Om Vaaren berejste Jarlen de nordlige Øer, og sikrede sig Indbyggernes Hengivenhed ved at uddele rige Gaver. Blandt andet skjenkede han en vis Thorkell Flette Valthjof Olafssøns Gaard paa Strjonsø, for at han skulde opspore Svein. Thorkell spurgte strax med Forundring, om han ej vidste at Biskoppen havde sendt Svein til Holdbode i Syderøerne, hos hvem han nu var i god Behold, Da Jarlen hørte dette, blev han meget vred paa Biskoppen, og spurgte hvorledes han skulde lade ham undgjelde for en saadan Uforskammethed. Thorkell fraraadede ham at søge Sag med Biskoppen i denne farlige Tid, da han hvert Øjeblik kunde vænte Ragnvald Jarl, og da trængte til saa mange Venner, som muligt. Jarlen indrømmede det. Siden begav han sig til Rinansø, hvor han tog Vejtsle hos en anseet Enke ved Navn Ragna. Ogsaa hun bad ham ikke

  1. Heraf sees tydeligt, at Villjam maa have boet paa Egilsø, se ovf. S. 662.