Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/754

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
736
Magnus Sigurdsſøn og Harald Gille.

op i Fjeldet, nogle ind i Kirker, andre op om Nonneſeter[1], eller ſøgte andre Smuthul. Magnus gik med de faa Folk, der endnu bleve hos ham, ud paa ſit Skib, men dette kunde ikke komme ud formedelſt Jærnkjeden, hvormed han ſelv havde ladet Vaagen ſperre. Da ſatte han ſig paa Højſædeskiſten i For-Rummet, roligen væntende ſin Skjebne. Det varede ikke længe, førend Haralds Mænd kom ombord og grebe ham ſaa vel ſom hans Ledſagere, hvoriblandt hans Morbroder Haakon Fant, en ſmuk, men ikke ſynderlig forſtandig Mand, og hans tro Ven, Ivar Asſersſøn, der var bekjendt for ſin Lighed med ham. Flere af dem bleve ſtrax dræbte; for øvrigt faldt der ikke mange ved hele denne Begivenhed, og de fleſte, ſom fangedes, fik Grid[2].

Kong Harald holdt Magnus en Stund fangen hos ſig, idet han overlagde med ſine Raadgivere om, hvad der var at foretage med ham. Tilſidſt blev man enig om at lade ham beholde Livet, men for øvrigt behandle ham ſaaledes, at han fra den Tid ikke kunde tænke paa at kalde ſig Konge. Han blev derfor overantvordet til den grummeſte Lemlæſtelſe af Kongens Trælle; de ſtak hans Øjne ud, hug den ene Fod af ham, og gildede ham. „Dette Verk“, ſiges deri en gammel Saga, „var ondt og ukongeligt, thi Krigsmændene raadede mere end Kongen ſelv“. Mishandlingen ledſagedes af Forhaanelſer. Man ſpurgte ham ſpottende, hvem af ſine Mænd han ønſkede ſkulde blindes, ligeſom han ſelv. Han troede ikke, ſvarede han, at nogen fandt Behag deri. Da ſagde den tro Ivar Asſerſøn, at ligeſom han havde lignet ſin Konge da denne var ſeende, ønſkede han fremdeles at være ham lig i Blindhed. Hans Øjne bleve derfor ligeledes udſtukne. Haakon Fauk, Kongens Morbroder, blev dræbt. Magnus blev ſiden bragt til Nidaros, iført Munkeklæder, og indſat i Nidarholms Kloſter, der ved denne Lejlighed fik Gaarden Store-Hernes paa Froſten til hans Underhold[3].

Harald underlagde ſig nu hele Riget og lod anſtille ſkarpe Underſøgelſer om, hvo der iſær havde været Magnus’s Venner, og hvo der vidſte bedſt Beſked om, hvor hans Penge og Koſtbarheder vare forvarede. Selv havde Magnus ſiden Fyrileiv-Slaget ført den hellige Kors-Relikvie med ſig, og var længe ikke at formaa til at bekjende, hvor han havde gjort af den. Senere maa han have udleveret den, da den endnu ſamme Aar omtales ſom opbevaret i Kongehelle. Da Biſkop Reinald i Stavanger havde været en ſærdeles god Ven af Kong Magnus, og, ſom vi have ſeet, neppe uden Grund anſaaes for en meget pengebegjærlig Mand, fandt man det ikke uſandſynligt at Magnus havde betroet ham

  1. Hermed antydes vel kun det Sted, hvor Nonneſeter (Lungegaarden) ſiden opſattes. Fagrſkinna nævner det ej.
  2. Harald Gilles Saga Cap. 8, Snorre Cap. 7. Fagrſkinna Cap. 254.
  3. Harald Gilles Saga Cap. 9, 15. Snorre Cap. 8, 12. Saxo S. 662.