op i Fjeldet, nogle ind i Kirker, andre op om Nonneseter[1], eller søgte andre Smuthul. Magnus gik med de faa Folk, der endnu bleve hos ham, ud paa sit Skib, men dette kunde ikke komme ud formedelst Jærnkjeden, hvormed han selv havde ladet Vaagen sperre. Da satte han sig paa Højsædeskisten i For-Rummet, roligen væntende sin Skjebne. Det varede ikke længe, førend Haralds Mænd kom ombord og grebe ham saa vel som hans Ledsagere, hvoriblandt hans Morbroder Haakon Fant, en smuk, men ikke synderlig forstandig Mand, og hans tro Ven, Ivar Asserssøn, der var bekjendt for sin Lighed med ham. Flere af dem bleve strax dræbte; for øvrigt faldt der ikke mange ved hele denne Begivenhed, og de fleste, som fangedes, fik Grid[2].
Kong Harald holdt Magnus en Stund fangen hos sig, idet han overlagde med sine Raadgivere om, hvad der var at foretage med ham. Tilsidst blev man enig om at lade ham beholde Livet, men for øvrigt behandle ham saaledes, at han fra den Tid ikke kunde tænke paa at kalde sig Konge. Han blev derfor overantvordet til den grummeste Lemlæstelse af Kongens Trælle; de stak hans Øjne ud, hug den ene Fod af ham, og gildede ham. „Dette Verk“, siges deri en gammel Saga, „var ondt og ukongeligt, thi Krigsmændene raadede mere end Kongen selv“. Mishandlingen ledsagedes af Forhaanelser. Man spurgte ham spottende, hvem af sine Mænd han ønskede skulde blindes, ligesom han selv. Han troede ikke, svarede han, at nogen fandt Behag deri. Da sagde den tro Ivar Assersøn, at ligesom han havde lignet sin Konge da denne var seende, ønskede han fremdeles at være ham lig i Blindhed. Hans Øjne bleve derfor ligeledes udstukne. Haakon Fauk, Kongens Morbroder, blev dræbt. Magnus blev siden bragt til Nidaros, iført Munkeklæder, og indsat i Nidarholms Kloster, der ved denne Lejlighed fik Gaarden Store-Hernes paa Frosten til hans Underhold[3].
Harald underlagde sig nu hele Riget og lod anstille skarpe Undersøgelser om, hvo der især havde været Magnus’s Venner, og hvo der vidste bedst Besked om, hvor hans Penge og Kostbarheder vare forvarede. Selv havde Magnus siden Fyrileiv-Slaget ført den hellige Kors-Relikvie med sig, og var længe ikke at formaa til at bekjende, hvor han havde gjort af den. Senere maa han have udleveret den, da den endnu samme Aar omtales som opbevaret i Kongehelle. Da Biskop Reinald i Stavanger havde været en særdeles god Ven af Kong Magnus, og, som vi have seet, neppe uden Grund ansaaes for en meget pengebegjærlig Mand, fandt man det ikke usandsynligt at Magnus havde betroet ham
