Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/753

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
735
Muge-Vintren. Harald angriber Magnus.

med en betydelig Styrke, og satte Kursen vesterover, langs Kysten, henad Bergen til. Denne Vinter kaldte man siden „Muge-Vintren“ (af „Mug“ d. e. Hob, Masse) formedelst de store Flokke, der samlede sig om .Harald. Han ankom udenfor Bergen om Juleaften (24de December), men lagde for det første ind i Florevaag ved Askøen, da han ikke vilde krige i Helligdagene. Da først fik Magnus det travlt med at befæste sig og berede sig paa Kamp. Ude paa Holmen[1] lod han rejse en Valslynge; han lod Indsejlingen til Vaagen sperre ved en deels af Jærnlænker, deels af Træbomme bestaaende .Kjede, som lagdes tvers over fra Kongebryggen til Munkebryggen paa Nordnes; derhos lod han smede en heel Deel Hærsporer eller Fodangler, og strø omkring paa Jonsvoldene[2], om Fienden skulde ville trænge frem ad den Vej. Man gav sig ikke Tid til at helligholde flere end tre Dage i hele Julen, saa ivrigt blev der arbejdet. Magnus holdt ogsaa Thing med Bymændene og bad dem om Bistand; de lovede at gjøre deres Bedste. Da Julen var til Ende, lod Harald endelig blæse til Angreb. Fra Herederne i Omegnen havde der imidlertid samlet sig over tusende[3] Mænd til den store Flok, han allerede havde medbragt. Han anraabte St. Olaf om Hjelp, og lovede, hvis han sejrede, at lade ham bygge en Kirke der i Staden paa sin egen Bekostning. Derpaa lod han Skibene hamle ind mod Nordnes. Magnus havde imidlertid fylket sin Hær, som deels bestod af hans egne Folk, deels af Bymændene, ude paa Christkirkegaarden i Holmen; men ved at see Haralds Skibe nærme sig Nordnes troede han, at han vilde gjøre Landgang der, og ilede ham med hele sin Hær imøde gjennem Byen og omkring Vaagsbunden. Men paa Vandringen gjennem Byen smuttede mange af Bymændene ind i sine Huse og gjemte sig, uden at man i den Hast kunde hente dem tilbage; og paa Jonsvoldene saaredes mange af de der henkastede Hærsporer. Da blev man var, at Harald ikke havde landet paa Nordnes, men derimod sat over til Hegraviken[4], og der steget i Land, for at tage den øvre Vej over Bakkerne ned i Byen. Der var saaledes intet andet for, end at ile den samme Vej tilbage, som man var kommen; ved denne Lejlighed kom atter mange til Skade ved de Hærsporer, hvorved man havde tænkt at hindre Fiendens Fremtrængen. Da Magnus kom ud i Byen, og hans Mænd saa, hvor stor Overmagt Harald havde, tabte de aldeles Modet, og flygtede hver til sin Kant, nogle

  1. Ved Holmen forstaaes sandsynligviis her ikke den saakaldte Taleholm, nu Christiansholm, men Kommunen.
  2. Nu Engen.
  3. Saaledes Harald Gilles Saga (ni Hundreder) udg. af Snorre har urigtigt 60 Hundreder. Fagrskinna nævner 11 Hundreder.
  4. Fagrskinna nævner kun Holmen.