Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/752

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
734
Magnus Sigurdsſøn og Harald Gille.

til Harald for at byde ham Forlig efter retſindige Mænds Afgjørelſe, og det halve Rige, ſom forhen. Herom vilde Magnus intet høre: „hvad nytter det mig da“, ſagde han, „at jeg i Sommer vandt det hele Rige, derſom jeg nu ſkal afſtaa Halvdelen deraf? Giv os et andet Raad“. Sigurd ſvarede; „det lader til, Herre, at dine Lendermænd, der i Høſt bade dig om Hjemlov, nu ſidde ſtille og ikke ville komme til dig. Dengang handlede du tvert imod mine Raad, idet du opløſte Hæren, ſkjønt jeg kunde vide, at Harald vilde komme tilbage til Viken, ſaa ſnart han hørte, at du var borte. Mit andet Raad er derfor dette, og ſkjønt det er ondt, tør det nok viſe ſig fordeelagtigt: ſend dine Gjeſter med det nødvendige Antal Folk om paa Gaardene til de Lendermænd, der nu ikke ville ſtaa dig bi, og lad dem dræbe, men giv deres Ejendomme til Mænd, ſom nu ville komme dig til Hjelp, lige meget om de hidtil vare lidet anſeede; lad dem bringe Folket paa Benene; ſlaa ikke Vrag paa nogen, enten onde eller gode, og drag ſaa øſtover med den Styrke, du faar ſamlet, for at møde Harald, og prøve Krigslykken“. „Nej“, ſagde Magnus, „jeg paadrager mig kun Uvenſkab ved at lade mange anſeede Mænd dræbe og i deres Sted ophøje ringere Folk, der ikke ere et Gran mere at lide paa, men derimod afſtedkomme langt ſtørre Forvirring; lad mig høre endnu et Raad“. „Dette bliver vanſkeligt at finde paa“, ſvarede Sigurd, „ſiden du hverken vil ſlutte Forlig, eller vove Krig; lader os da drage nord til Throndhjem, hvor Landets meſte Styrke er for os, og lad os undervejs ſamle alt det Mandſkab om os, ſom vi kunne faa; maaſkee Elvegrimerne da finde det ſlemt at forfølge os ſaa langt“. „Jeg vil ikke undfly for dem, ſom vi i Som mer joge paa Flugt“, ſvarede Magnus; „kom med et bedre Raad“. Da ſtod Sigurd op og gik ſin Vej med de Ord: „nu ſkal jeg give dig det Raad, ſom jeg ſeer du vil have, og ſom vil gaa i Opfyldelſe: ſid her i Bergen, indtil Kong Harald kommer med en talrig Hær; da vil Død eller Skjendſel være dig vis“[1]. Og Magnus blev i ſin Forblindelſe roligt ſiddende i Bergen, uden engang at gjøre Forberedelſer til at modtage Harald, om han ſkulde komme. Hvad han tænkte eller ſtolede paa, er vanſkeligt at forſtaa. Maaſkee haabede han, at Harald Keſja, der juſt paa denne Tid vendte tilbage til Jylland og lod ſig give Kongenavn paa Urnehoved-Thing, ſkulde beſkjeftige ej alene Kong Erik, men ogſaa hans Ven Harald Gille ſaaledes, at denne ikke for det førſte kunde tænke paa at forlade Viken[2].

Men da Julen nærmede ſig, drog Harald Gille afſted fra Tunsberg

  1. Harald Gilles Saga Cap. 7, Snorre, Cap. 5, Fagrſkinna Cap. 253.
  2. Harald Keſja kom, ſom man af Saxo ſeer, mod Vintertid til Jylland, ſiden Erik maatte lade ſine Skibe, paa hvilke han drog ham imøde, drage over Iſen.