bestod nemlig kun af femten Hundreder (1800 Mand), medens Magnus havde henimod sexti (d. e. 7200 Mand).
Angrebet synes at være begyndt af Magnus, der lod det hellige Korses Relikvie bære foran sit Banner. Men Haralds lille Hær, hvis Stilling rimeligviis var temmelig fast, siden man med Flid havde valgt den, forsvarede sig kjekt, og Striden blev baade haard og langvarig. Især udmerkede Irlænderen Kristrød sig ved sin Tapperhed. Uagtet han ingen Brynje havde, gik han i Spidsen for sin Trop midt ind i Magnus’s Fylking, huggende til begge Sider, saa at alle maatte vige for ham. Maaskee han tilsidst havde drevet Magnus’s hele Hær paa Flugten. Men han standsedes ved et lumskt Angreb fra en Kant, hvorfra man mindst skulde have væntet det. En anseet Bonde i Haralds egen Hær, der kom til at staa lige bag ham, hævede sit Spyd med begge Hænder, og stødte det af al Magt ind i Ryggen paa ham mellem Skuldrene, saa at Odden stod frem af Brystet, og han strax styrtede død til Jorden. Mange, der stode nær ved, spurgte Bonden, hvorfor han gjorde saa ondt et Verk. Bonden svarede: „nu har han det saa godt, fordi han og hans Folk hug min Buskab ned i Sommer, udplyndrede min Gaard, og tvang mig mod min Vilje til at følge med i Hæren: da lovede jeg ham denne Medfart, hvis jeg fandt Lejlighed dertil“. Kristrøds Fald gjorde Udslaget i den langvarige Kamp. Haralds Mænd begyndte at flygte, og Flugten blev snart almindelig. Da faldt der mange af hans Hær, blandt dem henimod 60 af hans Hirdmænd. Lendermanden Ingemar af Ask fik sit Banesaar af en Piil, og skal for sin Død have kvædet et Vers, hvori han forbandede den Stund, han kom til Fyrileiv, ytrede at han stedse havde været imod at lade det komme til Kamp, og klagede over at han aldrig skulde see Ask igjen. Harald slap derfra med Livet, og flygtede til sine Skibe, der laa længer øster i Viten, maaskee i Havsteensfjorden eller etsteds der i Nærheden[1]; han forlod strax Landet, og begav sig ned til sin Edbroder, Danekongen Erik Emune. Han traf ham i Sjæland, nys hjemkommen fra sit Tog til Slesvig[2]. Erik modtog Harald godt, og tilbød ham alt, hvad han maatte
- ↑ Meget langt fra Fors kunne Skibene neppe have ligget; deres Plads maa saaledes have været etsteds i Havsteensfjorden, eller maaskee inde ved Bevje-Osen, hvor Oddevalle er beliggende.
- ↑ At han traf ham i Sjæland (en Kodex af Snorre har red Fejllæsning Smaaland), siges udtrykkeligt i Harald Gilles Saga Cap. 4, Snorre Cap. 3. Da man af Saxo erfarer, at: Erik allerede paa Vejen til Jylland efter Slaget ved Fodevig erfarede Kong Nikolas’s Død (25de Juni) ved Sejerø, maa hans Ophold i Slesvig og Jylland have faldet i Begyndelsen af Juli. Paa samme Tid maa Harald Kesja have forladt Jylland, og kunde treffe Magnus i Viken. Og Erik Samme maa verre kommen tilbage til Sjæland ei Begyndelsen af August, saa at Harald kunde treffe ham, da han efter Sla-
