Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/749

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
731
Slaget paa Fyrileiv.

beſtod nemlig kun af femten Hundreder (1800 Mand), medens Magnus havde henimod ſexti (d. e. 7200 Mand).

Angrebet ſynes at være begyndt af Magnus, der lod det hellige Korſes Relikvie bære foran ſit Banner. Men Haralds lille Hær, hvis Stilling rimeligviis var temmelig faſt, ſiden man med Flid havde valgt den, forſvarede ſig kjekt, og Striden blev baade haard og langvarig. Iſær udmerkede Irlænderen Kriſtrød ſig ved ſin Tapperhed. Uagtet han ingen Brynje havde, gik han i Spidſen for ſin Trop midt ind i Magnus’s Fylking, huggende til begge Sider, ſaa at alle maatte vige for ham. Maaſkee han tilſidſt havde drevet Magnus’s hele Hær paa Flugten. Men han ſtandſedes ved et lumſkt Angreb fra en Kant, hvorfra man mindſt ſkulde have væntet det. En anſeet Bonde i Haralds egen Hær, der kom til at ſtaa lige bag ham, hævede ſit Spyd med begge Hænder, og ſtødte det af al Magt ind i Ryggen paa ham mellem Skuldrene, ſaa at Odden ſtod frem af Bryſtet, og han ſtrax ſtyrtede død til Jorden. Mange, der ſtode nær ved, ſpurgte Bonden, hvorfor han gjorde ſaa ondt et Verk. Bonden ſvarede: „nu har han det ſaa godt, fordi han og hans Folk hug min Buſkab ned i Sommer, udplyndrede min Gaard, og tvang mig mod min Vilje til at følge med i Hæren: da lovede jeg ham denne Medfart, hvis jeg fandt Lejlighed dertil“. Kriſtrøds Fald gjorde Udſlaget i den langvarige Kamp. Haralds Mænd begyndte at flygte, og Flugten blev ſnart almindelig. Da faldt der mange af hans Hær, blandt dem henimod 60 af hans Hirdmænd. Lendermanden Ingemar af Aſk fik ſit Baneſaar af en Piil, og ſkal for ſin Død have kvædet et Vers, hvori han forbandede den Stund, han kom til Fyrileiv, ytrede at han ſtedſe havde været imod at lade det komme til Kamp, og klagede over at han aldrig ſkulde ſee Aſk igjen. Harald ſlap derfra med Livet, og flygtede til ſine Skibe, der laa længer øſter i Viten, maaſkee i Havſteensfjorden eller etſteds der i Nærheden[1]; han forlod ſtrax Landet, og begav ſig ned til ſin Edbroder, Danekongen Erik Emune. Han traf ham i Sjæland, nys hjemkommen fra ſit Tog til Slesvig[2]. Erik modtog Harald godt, og tilbød ham alt, hvad han maatte

  1. Meget langt fra Fors kunne Skibene neppe have ligget; deres Plads maa ſaaledes have været etſteds i Havſteensfjorden, eller maaſkee inde ved Bevje-Oſen, hvor Oddevalle er beliggende.
  2. At han traf ham i Sjæland (en Kodex af Snorre har red Fejllæsning Smaaland), ſiges udtrykkeligt i Harald Gilles Saga Cap. 4, Snorre Cap. 3. Da man af Saxo erfarer, at: Erik allerede paa Vejen til Jylland efter Slaget ved Fodevig erfarede Kong Nikolas’s Død (25de Juni) ved Sejerø, maa hans Ophold i Slesvig og Jylland have faldet i Begyndelſen af Juli. Paa ſamme Tid maa Harald Keſja have forladt Jylland, og kunde treffe Magnus i Viken. Og Erik Samme maa verre kommen tilbage til Sjæland ei Begyndelſen af Auguſt, ſaa at Harald kunde treffe ham, da han efter Sla-