i Danmark[1], og enten haabede at kunne finde en eller anden Lejlighed til at opnaa Fordeel ved at blande sig i Urolighederne, eller frygtede, at disse ogsaa kunde forplante sig til deres eget Rige: i hvilke begge Tilfælde en indbyrdes Krig vilde være dem heel ubelejlig. Men den fjerde Vinter efter deres Tronbestigelse (1133—1134), hvilken de tilbragte tilsammen i Nidaros, idet de endog indbyrdes vare til Gjestebud hos hinanden, var Fiendskabet dog steget saa vidt, at man hvert Øjeblik væntede der skulde komme til aabenbar Kamp imellem dem. Man maa næsten formode, at der er indtruffet en eller anden Begivenhed, som en heftig Ordvexling, et Slagsmaal, eller noget lignende — meget behøvedes vistnok ej —— for at Fiendskabet for Alvor skulde bryde løs. Men vore Sagaer tie ganske om Anledningen. Muligt, at Paavirkning fra Danmark, eller Forbitrelse over det Venskab, Harald havde sluttet med Erik Emune, har bragt Magnus til at gjøre Alvor af, hvad han vel allerede længe tænkte paa, at begynde Fejde med Harald, for at berøve ham Kongedømmet, hvilket denne efter hans Mening mod Tro og Love havde tilvendt sig. Da Vaaren kom, drog Magnus med en Deel Skibe sydefter langs Kysten, samlede overalt saa mange Stridsmænd til sig, min han kunde faa, og bad sine Venner være ham behjelpelige til at stode Harald fra den Trone, som han under Ed havde lovet ej at eftertragte, og tvinge ham til, uden Kongenavn, at lade sig nøje med saa stor Deel af Riget, som man efter nærmere Overlæg maatte finde passende. Dette bifaldt mange mægtige Mænd, og sluttede sig til ham. Men imidlertid var ogsaa Harald brudt op fra Throndhjem og tog Vejen til Lands over Oplandene til Viken, hvor han havde sine fleste Tilhængere. Da han nærmere erfarede, hvad Magnus havde i Sinde, samlede han ligeledes alle de Folk, han kunde overkomme; de, som ikke vilde med det Gode, bleve tvungne til at være med. Harald fik ikke paa langt nær saamange som Magnus, der hevde samlet Mandskab langs hele Kysten. Hvor som helst Kongerne fore frem, hug de Slagtekvæg ned og dræbte Folk for hinanden. Harald standsede heller ikke, førend han kom til den østre Deel af Viken. Snart ankom ogsaa Magnus til disse Kanter, og det lader til, at begge Konger i nogen Tid vare hinanden temmelig nær, beskjeftigede med gjensidigt Rov og Plyndring, men uden at komme i personlig Berørelse med hinanden, eller at levere hinanden noget Slag[2]. Hos Harald var hans Broder paa mødrene
- ↑ Herom vidner noksom Magnus’s Giftermaal, og Opholdet i Kongehelle.
- ↑ Harald Gilles Saga Cap. 3. Snorre Cap. 2. Fagrskinna, Cap. 252 siger kun, at efter at der var opstaaet Uenighed og Fejde mellem Kongerne, saa at de indbyrdes tilføjede hinanden Skade paa Folk og Fæ, befandt Harald sig i deres fjerde Regjeringsaar, aller østligst i Viken og samlede Tropper, hvorefter Magnus ligeledes samlede Tropper, og drog imod ham. At Har-
