Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/747

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
729
Krig mellem Kongerne.

i Danmark[1], og enten haabede at kunne finde en eller anden Lejlighed til at opnaa Fordeel ved at blande ſig i Urolighederne, eller frygtede, at disſe ogſaa kunde forplante ſig til deres eget Rige: i hvilke begge Tilfælde en indbyrdes Krig vilde være dem heel ubelejlig. Men den fjerde Vinter efter deres Tronbeſtigelſe (1133—1134), hvilken de tilbragte tilſammen i Nidaros, idet de endog indbyrdes vare til Gjeſtebud hos hinanden, var Fiendſkabet dog ſteget ſaa vidt, at man hvert Øjeblik væntede der ſkulde komme til aabenbar Kamp imellem dem. Man maa næſten formode, at der er indtruffet en eller anden Begivenhed, ſom en heftig Ordvexling, et Slagsmaal, eller noget lignende — meget behøvedes viſtnok ej —— for at Fiendſkabet for Alvor ſkulde bryde løs. Men vore Sagaer tie ganſke om Anledningen. Muligt, at Paavirkning fra Danmark, eller Forbitrelſe over det Venſkab, Harald havde ſluttet med Erik Emune, har bragt Magnus til at gjøre Alvor af, hvad han vel allerede længe tænkte paa, at begynde Fejde med Harald, for at berøve ham Kongedømmet, hvilket denne efter hans Mening mod Tro og Love havde tilvendt ſig. Da Vaaren kom, drog Magnus med en Deel Skibe ſydefter langs Kyſten, ſamlede overalt ſaa mange Stridsmænd til ſig, min han kunde faa, og bad ſine Venner være ham behjelpelige til at ſtode Harald fra den Trone, ſom han under Ed havde lovet ej at eftertragte, og tvinge ham til, uden Kongenavn, at lade ſig nøje med ſaa ſtor Deel af Riget, ſom man efter nærmere Overlæg maatte finde pasſende. Dette bifaldt mange mægtige Mænd, og ſluttede ſig til ham. Men imidlertid var ogſaa Harald brudt op fra Throndhjem og tog Vejen til Lands over Oplandene til Viken, hvor han havde ſine fleſte Tilhængere. Da han nærmere erfarede, hvad Magnus havde i Sinde, ſamlede han ligeledes alle de Folk, han kunde overkomme; de, ſom ikke vilde med det Gode, bleve tvungne til at være med. Harald fik ikke paa langt nær ſaamange ſom Magnus, der hevde ſamlet Mandſkab langs hele Kyſten. Hvor ſom helſt Kongerne fore frem, hug de Slagtekvæg ned og dræbte Folk for hinanden. Harald ſtandſede heller ikke, førend han kom til den øſtre Deel af Viken. Snart ankom ogſaa Magnus til disſe Kanter, og det lader til, at begge Konger i nogen Tid vare hinanden temmelig nær, beſkjeftigede med gjenſidigt Rov og Plyndring, men uden at komme i perſonlig Berørelſe med hinanden, eller at levere hinanden noget Slag[2]. Hos Harald var hans Broder paa mødrene

  1. Herom vidner nokſom Magnus’s Giftermaal, og Opholdet i Kongehelle.
  2. Harald Gilles Saga Cap. 3. Snorre Cap. 2. Fagrſkinna, Cap. 252 ſiger kun, at efter at der var opſtaaet Uenighed og Fejde mellem Kongerne, ſaa at de indbyrdes tilføjede hinanden Skade paa Folk og Fæ, befandt Harald ſig i deres fjerde Regjeringsaar, aller øſtligſt i Viken og ſamlede Tropper, hvorefter Magnus ligeledes ſamlede Tropper, og drog imod ham. At Har-