om sig, forberedede sig til det forvæntede Angreb, og befæstede Lund. Anden Pindsedag, den 4de Juni, satte Nikolas og Magnus med deres Hær over til Skaane, og landede i Fodring, hvorfra de strax rykkede op mod Lund. I deres Hær var ikke færre end ser Biskopper, hvoriblandt en fra Sverige, og en Mængde Prester, foruden Harald Kesja, Henrik Skatelær og deres øvrige Tilhængere. Erik drog dem kjek imøde, og vandt en let Sejr, da deres Krigere allerede ved at see Støvskyerne af Eriks Rytteri, og høre dets Hestetrampen, bleve slagne med panisk Skræk, og flygtede over Hals og Hoved til Skibene. Erik forfulgte dem og anrettede et stort Blodbad. Magnus og Henrik Skatelær gjorde vel tapper Modstand, men bleve overmandede og faldt, tilligemed fem af de Biskopper, der vare i Hæren, og 60 Prester; den 6te Biskop blev saa haardt saaret, at han døde nogen Tid derefter. En Mængde af de Flygtende druknede, da de skulde gaa ombord i Skibene. Kong Nikolas blev selv saaret, men reddede sig, tilligemed Harald Kesja, ombord paa et Fartøj, hvormed han satte over til Sjæland. Denne Sejr sikrede Erik Kongedømmet, og skaffede ham det allerede oftere nævnte Tilnavn Emune, d. e. den evig mindeværdige. Kong Nikolas rejste først til Jylland, hvor han gav Harald Kesja Kongenavn og Halvdelen af sit Rige; derpaa begav han sig til Slesvig, hvis Indbyggere han haabede at vinde, uagtet de ikke for lang Tid siden havde døjet faa meget Ondt af ham og Magnus under den langvarige Belejring. Men ved hans Ankomst stimlede Borgerne, hvoraf de fleste vare Medlemmer af St. Knuds Gilde, i hvilket ogsaa Knnt Lavard havde været indskreven, bevæbnede sammen for efter Gildeskraaen at hevne deres Gildebroders Drab, angrebe ham paa Vejen til Slottet og dræbte ham med mange af hans Følge (25 Juni 1134). Harald Kesja vovede ikke at oppebie Eriks Ankomst, men flygtede til Norge, og Erik blev nu tagen til Konge over hele Landet, idet han med blodig Grumhed mod de faldne Kongers Tilhængere og Harald Kesjas Sønner befæstede sit Herredømme[1].
Næsten i al denne Tid havde de norske Konger, Magnus og Harald, holdt Fred med hinanden, dog meest, som man maa formode, fordi de begge, faa vel som deres Mænd, med spendt Opmerksomhed fulgte Begivenhederne
- ↑ Saxo, S. 655—657. Sven Aagessøn, hos Langebek, Scr. I. S. 60. Anon. Rosk. sammesteds, S. 382. Helmold. I. bl. Knytlingasaga Cap. 94—98. Islandske Annaler ved 1130.
