Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/746

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
728
Magnus Sigurdsſøn og Harald Gille.

om ſig, forberedede ſig til det forvæntede Angreb, og befæſtede Lund. Anden Pindſedag, den 4de Juni, ſatte Nikolas og Magnus med deres Hær over til Skaane, og landede i Fodring, hvorfra de ſtrax rykkede op mod Lund. I deres Hær var ikke færre end ſer Biſkopper, hvoriblandt en fra Sverige, og en Mængde Preſter, foruden Harald Keſja, Henrik Skatelær og deres øvrige Tilhængere. Erik drog dem kjek imøde, og vandt en let Sejr, da deres Krigere allerede ved at ſee Støvſkyerne af Eriks Rytteri, og høre dets Heſtetrampen, bleve ſlagne med paniſk Skræk, og flygtede over Hals og Hoved til Skibene. Erik forfulgte dem og anrettede et ſtort Blodbad. Magnus og Henrik Skatelær gjorde vel tapper Modſtand, men bleve overmandede og faldt, tilligemed fem af de Biſkopper, der vare i Hæren, og 60 Preſter; den 6te Biſkop blev ſaa haardt ſaaret, at han døde nogen Tid derefter. En Mængde af de Flygtende druknede, da de ſkulde gaa ombord i Skibene. Kong Nikolas blev ſelv ſaaret, men reddede ſig, tilligemed Harald Keſja, ombord paa et Fartøj, hvormed han ſatte over til Sjæland. Denne Sejr ſikrede Erik Kongedømmet, og ſkaffede ham det allerede oftere nævnte Tilnavn Emune, d. e. den evig mindeværdige. Kong Nikolas rejſte førſt til Jylland, hvor han gav Harald Keſja Kongenavn og Halvdelen af ſit Rige; derpaa begav han ſig til Slesvig, hvis Indbyggere han haabede at vinde, uagtet de ikke for lang Tid ſiden havde døjet faa meget Ondt af ham og Magnus under den langvarige Belejring. Men ved hans Ankomſt ſtimlede Borgerne, hvoraf de fleſte vare Medlemmer af St. Knuds Gilde, i hvilket ogſaa Knnt Lavard havde været indſkreven, bevæbnede ſammen for efter Gildeſkraaen at hevne deres Gildebroders Drab, angrebe ham paa Vejen til Slottet og dræbte ham med mange af hans Følge (25 Juni 1134). Harald Keſja vovede ikke at oppebie Eriks Ankomſt, men flygtede til Norge, og Erik blev nu tagen til Konge over hele Landet, idet han med blodig Grumhed mod de faldne Kongers Tilhængere og Harald Keſjas Sønner befæſtede ſit Herredømme[1].

72. Indbyrdes Krig mellem Kongerne. Haralds Nederlag paa Fyrileiv.


Næſten i al denne Tid havde de norſke Konger, Magnus og Harald, holdt Fred med hinanden, dog meeſt, ſom man maa formode, fordi de begge, faa vel ſom deres Mænd, med ſpendt Opmerkſomhed fulgte Begivenhederne

  1. Saxo, S. 655—657. Sven Aagesſøn, hos Langebek, Scr. I. S. 60. Anon. Rosk. ſammeſteds, S. 382. Helmold. I. bl. Knytlingaſaga Cap. 94—98. Islandſke Annaler ved 1130.