Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/745

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
727
Erik Emune i Norge. Magnus’s Forræderi.

Nidaros, hvor det var vanſkeligere for at ham flygte. Erik havde dog fundet Lejlighed til at underrette ſine tro Venner paa Laaland om den Nød, hvori han var ſtedt. I Haab om at de ſnart vilde komme ham til Hjelp, anſtillede han ſig meget ſyg, ſaa at man ikke godt kunde bringe ham bort. Det varede heller ikke længe, førend han hemmeligt fik det glade Budſkab, at et lidet Fartøj, afſendt fra hans Venner, laa i Nærheden, færdigt til at bringe ham i Sikkerhed, hvis han blot kunde ſlippe ud af Fængſlet. Det lykkedes Erik, ved Hjelp af en Preſt, der deelte Fangenſkabet med ham, at drikke ſine Vogtere fulde; derpaa brød han ud af ſit Sovekammer, og kom med ſin Søn og ſin Dronning, der enten ligeledes har været fængſlet med ham, eller hemmeligt er bleven underrettet om hans Flugt, heldigt ned til Stranden, hvor han traf ſine Venner, og ſtrax ſejlede afſted, efter at han dog førſt havde haft den Omtanke at lade alle de norſke Fartøjer, der laa i Nærheden, gjennembore i Bunden. Da Vogterne den følgende Morgen ſavnede Erik, og ſkjønnede, hvorledes han havde narret dem, meldte de det ſkjelvende for Kong Magnus, der ſtrax lod Fartøjer ſtikke i Søen for at ſætte efter Flygtningen. Men Fartøjerne fyldtes med Vand, og maatte førſt iſtandſættes, førend man kunde bruge dem: imidlertid havde Erik faaet et ſaa ſtort Forſpring, at det var umuligt at indhente ham[1]. Da Magnus ſiden fik at vide, hvor virkſom Dronning Chriſtina havde været i at ſtaa Erik bi, blev han ſaa opbragt paa hende, at han forſkød hende og ſendte hende tilbage til Danmark[2]. Erik kom i god Behold til Laaland, hvor han, ſom Saxo ſiger, gav Kong Nikolas det tydeligſte Tegn paa ſin Ankomſt ved at lade den af ham udnævnte Befalingsmand over Smaaøerne hænge. Siden drog han over til Skaane, for at forekomme Nikolas, der, efter hvad han havde hørt, vilde tilbringe Julen i Lund, og Skaaningerne, der nu angrede deres Utroſkab mod Erik, og maaſkee ogſaa paavirkedes til hans Fordeel af Erkebiſkop Asſer, toge ſærdeles vel imod ham, ja lovede endog at ville leve og dø med ham. Nikolas hindredes derved fra at udføre ſin Beſlutning, men forberedede ſig imidlertid ſaa meget ivrigere paa at angribe Erik det følgende Foraar, og ſikrede ſig derhos mod et befrygtet Angreb af Kejſer Lothar, der atter var bleven ham gram, ved at lade ſin Søn Magnus fornye ſin Lenshylding og aflægge Kejſeren Troſkabsed paa en Rigsdag, der holdtes i Halberſtadt ved Paaſketider 1135[3]. Imidlertid ſamlede Erik ſine Venner

  1. Saxo, S. 652, 653. Jvfr. Anon. Rosk. hos Langebek, Scr. I. S. 381. Ovenfor ere begge disſe Beretninger benyttede. Beſynderligt nok, nævne vore Sagaer ikke et Ord om hele denne Sag, ja ej engang Knytlingaſaga.
  2. Skilsmisſen nævnes ogſaa i Harald Gilles Saga Cap. 2, Snorre Cap. 1, men uden at der angives anden Grund, end at Magnus ej kunde elſke hende.
  3. Se herom Annalista Saxo, og fl.