Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/744

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
726
Magnus Sigurdsſøn og Harald Gille.

ved Rynebjerg, ſiden leed han ſelv et Nederlag ved Odhenshylle (nu Onsil), og hans Broder Harald, der længe havde misundt ham Kongenavnet og Kongemagten, lod ſig overtale til at forlade ham og tage Magnus’s Parti (1132). Erik belejrede ham vel i hans Borg, Haraldsborg ved Roeskilde, og nødte ham til at faae ſin Frelſe i Flugten, men den følgende Vaar, ej længe efter at den norſke Konge havde ladet ſin Fæſtemø Chriſtina afhente ved eget Geſandtſkab[1], kom Kong Nikolas med en ſtor Flaade og Hær, angreb Erik ved Værebro, og ſlog ham aldeles (1133). Erik flygtede til Skaane, hvis Indbyggere, der ſandſynligviis troede, at det nu var ganſke ude med ham, joge ham bort[2], og han havde ingen anden Udvej, end med ſin Huſtru Malmfrid og ſin naturlige Søn Sven, der endnu kun var et Barn, at tage ſin Tilflugt til den norſke Kong Magnus, ſom juſt nu opholdt ſig i Kongehelle[3], ſandſynligviis for at helde des bedre Øje med Begivenhederne i Danmark og Sverige. Men Omſtændighederne havde nu merkeligt forandret ſig. Erik kom ſom en Flygtning, ikke ſom en mægtig Herſker, af hvis Svogerſkab Magnus kunde have nogen Ære eller Nytte. Han tog imidlertid venligt imod ham, og meente ham det maaſkee fra førſt af nok ſaa vel, indtil Erik, ſom man maa formode, vakte hans Mistanke ved at ſtifte fortroligt Venſkab og indgaa Edbrødre-Lag med hans Medbejler Harald Gille[4]. Da nu ogſaa Kong Nikolas hemmeligt lod ham tilbyde ſtore Fordele, hvis han vilde rydde Erik af Vejen, beſluttede han ſig til dette Forræderi. I Førſtningen lod han ſig ikke merke med noget, men ſøgte kun, med forſtilt Høflighed, at omgive ham med flere Drabanter, der havde det Hverv at forebygge hans Flugt, om han ſkulde merke Uraad. Men Dronning Chriſtina underrettede Farbroderen om, hvad Magnus egentlig havde i Sinde, og da denne ſaaledes rimeligviis merkede at Erik gjennemſkuede ham, og at Forſtillelſe ikke længer nyttede til noget, tog han Maſken af, lod Erik holde i ſtreng Forvaring, fratog ham alle hans Penge, og gjorde Anſtalter til at bringe ham hen til et andet Sted, ſandſynligviis Bergen eller

  1. Saxo, Cap. 651.
  2. Anon. Rosk. hos Langebek I. 381.
  3. At det var i Kongehelle, ſees udtrykkeligt af den næſten ſamtidige unavngivne roskildſke Annaliſts Beretning hos Langebek, Scr. I. 381, hvor det ſiden heder at Erik anſtillede ſig ſyg „ne Cunuchelde transferretur“, hvilket ej kan betyde andet end „at han ej ſkulde flyttes fra Kongehelle“, ikke „til Kongehelle“. Dette var ogſaa det eneſte Sted af dem, hvor Kongerne plejede at opholde ſig, hvorfra man i Luft kunde faa Bud til Laaland. Han har da vel ſiddet fangen i det nye Kaſtell.
  4. At et ſaadant Forbund er indgaaet mellem Erik og Harald, ſiges udtrykke ligt i Harald Gilles Saga Cap. 5, Snorre Cap. 3. Men den eneſte Lejlighed, de dertil havde, var under Eriks Ophold i Norge.