en Søn af hiin Kol eller Erik Aarsæle, Blotsvens Søn, der, som vi have seet, nogle Aar tidligere havde baaret Kongenavn i den hedenske Deel af Landet, men i sin Alderdom skal have antaget Christendommen[1], hvorved Hedenskabet tabte sin sidste Støtte i Landet, og snart forsvandt aldeles[2]. Sverke optraadte ej alene som Magnus’s heldige Medbejler til Riget, men ogsaa som Kong Nikolas’s ikke mindre heldige Medbejler til en Kvindes Kjærlighed. Thi Kong Inge Hallsteenssøns Enke, Ulfhild[3], hvilken Kong Nikolas havde egtet efter Margrete Fredkollas Død, lod sig, som det heder, forlokke af Sverke til at flygte fra sin gamle Mand, og begive sig til ham, der nu indgik Egteskab med hende. Rimeligviis har der fra tidligere Dage været en Kjærlighedsforstaaelse mellem dem, og det er endog højst sandsynligt, at Sverke for en stor Deel har haft hendes Indflydelse at takke for sin Ophøjelse. Sverke var en ivrig Christen, og de Hensyn bortfaldt saaledes, der hidtil havde dannet en Skillevæg mellem hans Æt og Christendommens Tilhængere. Ved alt dette kunde Magnus“s og hans Faders Anseelse ej andet end lide et betydeligt Skaar, og deres Modstander, Kong Erik Emune, om hvem alle Knut Lavards Tilhængere samlede sig, maatte, trods hans Uheld, forekomme Nordmændene at være den mægtigste. Ved at bejle til hans Broderdatter haabede Kong Magnus Sigurdssøn rimeligviis at erhverve sig en Støtte mod sin Medkonge Harald Gille; og Kong Erik greb igjen paa sin Side med Glæde den Udsigt, som ved dette Svogerskab aabnede sig for ham til at faa Hjelp fra Norge mod sine Fiender i Danmark. Han opfyldte derfor Gesandternes Bøn, idet han bortfæstede Christine til Magnus (1132), og for at knytte Svogerskabet endnu fastere, egtede han hendes Moders Syster, Magnus’s Stifmoder, Kong Sigurds forrige Dronning, Malmfrid, der maaskee har været den, som fra først af bragte Partiet mellem Magnus og Christine paa Bane[4].
Erik var uheldig i sine nærmeste Krigsforetagender mod Nikolas og Magnus, der imidlertid havde søgt at befæste deres Magt, og samlet Tropper om sig i Jylland. Han vandt vel et Søslag ved Sejerø, men til Lands blev først hans Hærfører Christiern Svenssøn slagen og fangen
- ↑ Til et Sagn derom hentyder Geijer, So. Folkets Hist. I. 156.
- ↑ At Sverkes Ophøjelse til Konge skede 1132, sees af Saxo, S. 651, hvor den sættes samtidigt med Krigen i Jylland hiint Diar, og omtales for Begyndelsen af 1133.
- ↑ Om Ulfhild se ovenfor S. 600.
- ↑ Saxo, S. 647. Disse Giftermaal omtales kun i Forbigaaende, uden nogen Tidsbestemmelse, i vore Sagaer, Harald Gilles Saga Cap. 2, Snorre Cap. 1. Fagrskinna Cap. 250, jvfr. 215.
