Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/743

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
725
Giftermaal mellem Fyrſteætterne i Norden.

en Søn af hiin Kol eller Erik Aarſæle, Blotſvens Søn, der, ſom vi have ſeet, nogle Aar tidligere havde baaret Kongenavn i den hedenſke Deel af Landet, men i ſin Alderdom ſkal have antaget Chriſtendommen[1], hvorved Hedenſkabet tabte ſin ſidſte Støtte i Landet, og ſnart forſvandt aldeles[2]. Sverke optraadte ej alene ſom Magnus’s heldige Medbejler til Riget, men ogſaa ſom Kong Nikolas’s ikke mindre heldige Medbejler til en Kvindes Kjærlighed. Thi Kong Inge Hallſteensſøns Enke, Ulfhild[3], hvilken Kong Nikolas havde egtet efter Margrete Fredkollas Død, lod ſig, ſom det heder, forlokke af Sverke til at flygte fra ſin gamle Mand, og begive ſig til ham, der nu indgik Egteſkab med hende. Rimeligviis har der fra tidligere Dage været en Kjærlighedsforſtaaelſe mellem dem, og det er endog højſt ſandſynligt, at Sverke for en ſtor Deel har haft hendes Indflydelſe at takke for ſin Ophøjelſe. Sverke var en ivrig Chriſten, og de Henſyn bortfaldt ſaaledes, der hidtil havde dannet en Skillevæg mellem hans Æt og Chriſtendommens Tilhængere. Ved alt dette kunde Magnus“s og hans Faders Anſeelſe ej andet end lide et betydeligt Skaar, og deres Modſtander, Kong Erik Emune, om hvem alle Knut Lavards Tilhængere ſamlede ſig, maatte, trods hans Uheld, forekomme Nordmændene at være den mægtigſte. Ved at bejle til hans Broderdatter haabede Kong Magnus Sigurdsſøn rimeligviis at erhverve ſig en Støtte mod ſin Medkonge Harald Gille; og Kong Erik greb igjen paa ſin Side med Glæde den Udſigt, ſom ved dette Svogerſkab aabnede ſig for ham til at faa Hjelp fra Norge mod ſine Fiender i Danmark. Han opfyldte derfor Geſandternes Bøn, idet han bortfæſtede Chriſtine til Magnus (1132), og for at knytte Svogerſkabet endnu faſtere, egtede han hendes Moders Syſter, Magnus’s Stifmoder, Kong Sigurds forrige Dronning, Malmfrid, der maaſkee har været den, ſom fra førſt af bragte Partiet mellem Magnus og Chriſtine paa Bane[4].

Erik var uheldig i ſine nærmeſte Krigsforetagender mod Nikolas og Magnus, der imidlertid havde ſøgt at befæſte deres Magt, og ſamlet Tropper om ſig i Jylland. Han vandt vel et Søſlag ved Sejerø, men til Lands blev førſt hans Hærfører Chriſtiern Svensſøn ſlagen og fangen

  1. Til et Sagn derom hentyder Geijer, So. Folkets Hiſt. I. 156.
  2. At Sverkes Ophøjelſe til Konge ſkede 1132, ſees af Saxo, S. 651, hvor den ſættes ſamtidigt med Krigen i Jylland hiint Diar, og omtales for Begyndelſen af 1133.
  3. Om Ulfhild ſe ovenfor S. 600.
  4. Saxo, S. 647. Disſe Giftermaal omtales kun i Forbigaaende, uden nogen Tidsbeſtemmelſe, i vore Sagaer, Harald Gilles Saga Cap. 2, Snorre Cap. 1. Fagrſkinna Cap. 250, jvfr. 215.