til Jylland mod Nikolas var bleven overfalden og slagen af denne, efter at man først havde gjort ham tryg ved forstilte Fredstilbud, syntes han at have faaet saa retmæssig Aarsag til at gjøre aabenbar Opstand, at han, efter sin Tilbagekomst til Sjæland, ikke længer vægrede sig ved at antage Kongenavnet, da Sjælandsfarerne og Skaaningerne atter tilbøde ham det. Han samlede nu en Hær og Flaade, for med Eftertryk at bekrige Nikolas, og sendte endog en Skrivelse til den tydske Konge Lothar, hvori han opfordrede ham til at hevne sin forrige Ven og Vasall, Knut Lavards, Drab, og ved Bønner og Løfter søgte at faa ham til at indgaa Krigsforbund med sig. Lothar, som alt for gjerne ønskede en Lejlighed til at underkaste sig Danmark, var strax rede, og lejrede sig udenfor Danevirke, medens Erik med en Flaade viste sig for Slesvig. Men Magnus, der imidlertid var kommen tilbage til Faderen, havde allerede sørget saa godt for Voldens Forsvar, at Lothar ej strax vovede noget Angreb; og da Kong Nikolas selv faa Dage efter ankom med en overmaade stor Hær af Jyder, fandt han det raadeligst at slutte Fred, paa de Betingelser, at Manlius hyldede ham som sin Lensherre, og udbetalte ham en Sum af 4000 Merker. (August 1131). Da Erik erfarede denne Fredsslutning, drog han paa et Skib til Lothar, bebrejdede ham i haarde Udtryk hans Uordholdenhed, og forudsagde ham at Magnus neppe vilde vise sig trofast i Længden. Siden kastede han sig ind i Staden Slesvig, hvis Borgere, af Kjærlighed til hans dræbte Broder, med Glæde toge imod ham, og forsvarede sig med stor Udholdenhed, da Nikolas og Magnus den følgende Vinter, begunstigede af den strenge Kulde, der tillagde Fjorden med Iis, omringede Staden paa alle Kanter til Lands og Vands, og belejrede den, indtil Vaaren kom og Isen tøede op[1].
Erik begav sig nu tilbage til den østlige Deel af Landet, nedslagen over sit Uheld. Imidlertid maa hans Parti dog endnu have været mægtigt og anseet, da der just paa denne Tid kom Gesandter til ham fra den unge Kong Magnus i Norge, for paa dennes Vegne at bejle til hans Broder Knuts efterladte Datter Christina, uagtet hun endnu ikke var voxen[2]. Hvad der maaskee i Nordmændenes Øjne bidrog meget til at svække Nikolas’s og hans Søns Anseelse, var den Omstændighed, at de Svenske, der lige saa lidet nu, som forhen, ønskede nogen Udlænding til Konge, benyttede sig af Magnus Nikolassøns Fraværelse og Beskjeftigelse med Krigen i Danmark, til (1132) at vælge en indfød Konge, Sverke Kolssøn,
