Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/742

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
724
Magnus Sigurdsſøn og Harald Gille.

til Jylland mod Nikolas var bleven overfalden og ſlagen af denne, efter at man førſt havde gjort ham tryg ved forſtilte Fredstilbud, ſyntes han at have faaet ſaa retmæsſig Aarſag til at gjøre aabenbar Opſtand, at han, efter ſin Tilbagekomſt til Sjæland, ikke længer vægrede ſig ved at antage Kongenavnet, da Sjælandsfarerne og Skaaningerne atter tilbøde ham det. Han ſamlede nu en Hær og Flaade, for med Eftertryk at bekrige Nikolas, og ſendte endog en Skrivelſe til den tydſke Konge Lothar, hvori han opfordrede ham til at hevne ſin forrige Ven og Vaſall, Knut Lavards, Drab, og ved Bønner og Løfter ſøgte at faa ham til at indgaa Krigsforbund med ſig. Lothar, ſom alt for gjerne ønſkede en Lejlighed til at underkaſte ſig Danmark, var ſtrax rede, og lejrede ſig udenfor Danevirke, medens Erik med en Flaade viſte ſig for Slesvig. Men Magnus, der imidlertid var kommen tilbage til Faderen, havde allerede ſørget ſaa godt for Voldens Forſvar, at Lothar ej ſtrax vovede noget Angreb; og da Kong Nikolas ſelv faa Dage efter ankom med en overmaade ſtor Hær af Jyder, fandt han det raadeligſt at ſlutte Fred, paa de Betingelſer, at Manlius hyldede ham ſom ſin Lensherre, og udbetalte ham en Sum af 4000 Merker. (Auguſt 1131). Da Erik erfarede denne Fredsſlutning, drog han paa et Skib til Lothar, bebrejdede ham i haarde Udtryk hans Uordholdenhed, og forudſagde ham at Magnus neppe vilde viſe ſig trofaſt i Længden. Siden kaſtede han ſig ind i Staden Slesvig, hvis Borgere, af Kjærlighed til hans dræbte Broder, med Glæde toge imod ham, og forſvarede ſig med ſtor Udholdenhed, da Nikolas og Magnus den følgende Vinter, begunſtigede af den ſtrenge Kulde, der tillagde Fjorden med Iis, omringede Staden paa alle Kanter til Lands og Vands, og belejrede den, indtil Vaaren kom og Iſen tøede op[1].

Erik begav ſig nu tilbage til den øſtlige Deel af Landet, nedſlagen over ſit Uheld. Imidlertid maa hans Parti dog endnu have været mægtigt og anſeet, da der juſt paa denne Tid kom Geſandter til ham fra den unge Kong Magnus i Norge, for paa dennes Vegne at bejle til hans Broder Knuts efterladte Datter Chriſtina, uagtet hun endnu ikke var voxen[2]. Hvad der maaſkee i Nordmændenes Øjne bidrog meget til at ſvække Nikolas’s og hans Søns Anſeelſe, var den Omſtændighed, at de Svenſke, der lige ſaa lidet nu, ſom forhen, ønſkede nogen Udlænding til Konge, benyttede ſig af Magnus Nikolasſøns Fraværelſe og Beſkjeftigelſe med Krigen i Danmark, til (1132) at vælge en indfød Konge, Sverke Kolsſøn,

  1. Saxo, S. 644—647. Helmold I. 51. Albert af Stade S. 267.
  2. Om Chriſtina, en Datter af Knut og Ingebjørg, den rusſiſke Storfyrſte Mſtiſlavs (Haralds) Datter, Malmfrids Syſter, er der ovenfor talt, S. 599. Hun var ſandſynligviis fød 1118.