Modenhed hos Magnus, ved List eller Magt at rydde Knut af Vejen. Dertil skal endog Magnus’s Moder.Dronning Margrete i et uheldigt Øjeblik[1] have opfordret ham, skjønt hun ellers søgte at mægle Fred; men ingen ophidsede ham mere mod Knut, end Henrik Skatelær, der ligeledes var misundelig paa Knut, men især havde fattet Had til ham fordi han ansaa ham for den egentlige Ophavsmand til, at hans Hustru, den letfærdige Ingerid, Kong Inge Steenkilssøns Sønnedatter[2], der ikke kunde udstaa ham som Egtemand, engang rømte bort med en yngre, smukkere Elsker, saa at Henrik selv var nødt til at sætte efter hende og bringe hende tilbage[3]. Vel blev der i Aaret 1130 sluttet et Forlig mellem Knut og Magnus, der endog skulle have indgaaet Edbroderskab med hinanden. Men Henrik Skatelær vidste snart ved ondskabsfuld Tale at fylde Kongens Sind med ny Mistanke mod Knut, og atter at opflamme Magnus’s Had til ham. Med Kongens udtrykkelige eller stiltiende Tilladelse aftalte Magnus, Henrik og flere af dennes Venner en formelig Plan til at rydde Knut af Vejen paa en svigagtig Maade, uagtet denne paa samme Tid, eller kort forhen, helligt havde lovet Dronning Margrete, da hun laa paa sit Yderste, at han aldrig vilde begynde nogen Trætte, men gjengjelde Fiendskab med Velgjerninger. Ikke længe efter hendes Død, der indtraf den 4de November 1130[4], indbød Magnus Knut til et Julegilde i Roeskilde, og efter at han og hans Fader havde viist Knut al optænkelig Hæder og Gjestfrihed, og derved gjort ham tryg, lokkede Magnus ham siden til et Møde i Haraldsted Skov ikke langt fra Ringsted, hvor han ved det skjendigste Forræderi faldt for Magnus’s og de øvrige i Planen indviede Mænds Haand (7de Januar 1131). Herover opstod der en saa stor Forbitrelse, at Kongens eget Liv svævede i Fare, og kun frelstes ved den ærværdige Erkebiskop Assers Mellemkomst. Dog maatte han forpligte sig til at lade Magnus gaa i Landflygtighed, indtil Folket tillod ham at komme tilbage. A Magnus gik til sit Kongerige i Gautland, Kongen derimod til Jylland. Men det varede ikke længe, førend den svage Konge lod sig overtale til at sende Bud efter Sønnen igjen. Dette var en god Anledning for .Knuts Broder, Harald og Erik, til at beskylde Kongen for Deelagtighed i Knuts Drab, og fordre at han skulde lide samme Straf, som Sønnen. Folket, der var af samme Mening, tilbød nu Erik Kongenavnet, hvilket denne i Førstningen erklærede ej at ville antage, førend hans Broders Drab var hevnet. Men da han paa et Tog
