Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/741

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
723
Danſke Anliggender. Hertug Knut myrdet.

Modenhed hos Magnus, ved Liſt eller Magt at rydde Knut af Vejen. Dertil ſkal endog Magnus’s Moder.Dronning Margrete i et uheldigt Øjeblik[1] have opfordret ham, ſkjønt hun ellers ſøgte at mægle Fred; men ingen ophidſede ham mere mod Knut, end Henrik Skatelær, der ligeledes var misundelig paa Knut, men iſær havde fattet Had til ham fordi han anſaa ham for den egentlige Ophavsmand til, at hans Huſtru, den letfærdige Ingerid, Kong Inge Steenkilsſøns Sønnedatter[2], der ikke kunde udſtaa ham ſom Egtemand, engang rømte bort med en yngre, ſmukkere Elſker, ſaa at Henrik ſelv var nødt til at ſætte efter hende og bringe hende tilbage[3]. Vel blev der i Aaret 1130 ſluttet et Forlig mellem Knut og Magnus, der endog ſkulle have indgaaet Edbroderſkab med hinanden. Men Henrik Skatelær vidſte ſnart ved ondſkabsfuld Tale at fylde Kongens Sind med ny Mistanke mod Knut, og atter at opflamme Magnus’s Had til ham. Med Kongens udtrykkelige eller ſtiltiende Tilladelſe aftalte Magnus, Henrik og flere af dennes Venner en formelig Plan til at rydde Knut af Vejen paa en ſvigagtig Maade, uagtet denne paa ſamme Tid, eller kort forhen, helligt havde lovet Dronning Margrete, da hun laa paa ſit Yderſte, at han aldrig vilde begynde nogen Trætte, men gjengjelde Fiendſkab med Velgjerninger. Ikke længe efter hendes Død, der indtraf den 4de November 1130[4], indbød Magnus Knut til et Julegilde i Roeskilde, og efter at han og hans Fader havde viiſt Knut al optænkelig Hæder og Gjeſtfrihed, og derved gjort ham tryg, lokkede Magnus ham ſiden til et Møde i Haraldſted Skov ikke langt fra Ringſted, hvor han ved det ſkjendigſte Forræderi faldt for Magnus’s og de øvrige i Planen indviede Mænds Haand (7de Januar 1131). Herover opſtod der en ſaa ſtor Forbitrelſe, at Kongens eget Liv ſvævede i Fare, og kun frelſtes ved den ærværdige Erkebiſkop Asſers Mellemkomſt. Dog maatte han forpligte ſig til at lade Magnus gaa i Landflygtighed, indtil Folket tillod ham at komme tilbage. A Magnus gik til ſit Kongerige i Gautland, Kongen derimod til Jylland. Men det varede ikke længe, førend den ſvage Konge lod ſig overtale til at ſende Bud efter Sønnen igjen. Dette var en god Anledning for .Knuts Broder, Harald og Erik, til at beſkylde Kongen for Deelagtighed i Knuts Drab, og fordre at han ſkulde lide ſamme Straf, ſom Sønnen. Folket, der var af ſamme Mening, tilbød nu Erik Kongenavnet, hvilket denne i Førſtningen erklærede ej at ville antage, førend hans Broders Drab var hevnet. Men da han paa et Tog

  1. Helmold, I. 50.
  2. Se ovenfor S. 529.
  3. Saxo, S. 628.
  4. Dagen kjendes af det lundſke Nekrologium: Aaret ſees af Saxos Fortælling.