Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/740

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
722
Magnus Sigurdsſøn og Harald Gille.

Forgænger Kong Erik Ejegods tre Sønner Harald Keſja, Knut Lavard og Erik, ſiden kaldet Emune, og Henrik Skatelær, en Søn af Sven, der igjen var en Søn af Kong Sven Ulfsſøn. Vi have allerede ſeet, hvor ivrigt Dronning Margrete arbejdede til ſin Søn Magnus’s Fordeel, og hvorledes det lykkedes hende at faa ham valgt til Konge i Gautland[1]. Dermed var dog ikke hans Ærgjerrighed tilfredsſtillet, thi han vilde ogſaa raade i Danmark, og her fordunkledes hans Anſeelſe ganſke af hans Fætter Knut Lavard, der, udnævnt af Kongen til Hertug eller Jarl[2], indlagde ſig ſtor Hæder ved at frede Landets Grændſer og Farvande mod Venderne, og erhvervede ſig ſaa ſtor Magt i de vendiſke Grændſe-Lande, at han, efter at den abotritiſke Konge Henriks Linje var uddød i Aaret 1129, gjorde Fordring paa hans Rige ſom hans Syſkendebarn, og blev, imod en Pengeſum, forlenet dermed af den tydſke Konge Lothar, ſom ſatte en Krone paa hans Hoved, og udnævnte ham til Abotriternes Konge: en Titel, der dog bragte ham mere Ære end Magt[3]. Knuts ældre Broder Harald var paa denne Tid en Mand i ſine modnere Aar. Han var, ſom ovenfor nævnt, gift med Ragnhild, en Datter af Kong Magnus Barfod, og havde ſit fornemſte Tilhold i Roeskilde, hvor han ſorte et højſt forargeligt Liv, og fra ſin Borg, Haraldsborg, lod ſine Trælle gjøre Plyndringstog ſaavel i Staden, ſom i den nærmeſte Omegn. Den tredie Broder, Erik, ſatte Knut til Under-Befalingsmand over Smaa-Øerne, hvor han tog ſit Sæde paa Laaland: da han forgjæves henvendte ſig til ſin Broder Harald om at faa ſin Fædrene-Arv, hvormed denne ſad inde, opſtod der en Fejde mellem Brødrene, der kunde være bleven fordærvelig nok, hvis ikke Knut under Truſler havde indſtevnt dem til ſig i Slesvig, ſkiftet Arven og mæglet Fred imellem dem[4]. Han gjorde ſaaledes, hvad egentlig Kongen ſelv havde ſkullet gjøre, og det viſte ſig deraf, at han var mere Herre i Landet, end Kong Nikolas. Heri kunde den ærgjerrige Magnus ikke finde ſig, lige ſaa lidt ſom i hans Kongetitel, den han dog ogſaa ſelv bar; ogſaa den gamle Konge fandt Knuts ſtore Magt og Indflydelſe betænkelig, og uagtet denne red Venlighed og Aabenhjertighed ſøgte at bortfjerne deres Misundelſe og Mistillid, kom dog ſnart den Plan til

  1. Se ovenfor S. 600, 601.
  2. Sædvanligviis heder det, at han var Hertug i Slesvig, men denne Stad var aabenbart kun hans Reſidentsſtad; hans egentlige Embede var, ſom Jarlerne fra gammel Tid i Sverige og Danmark, at forſvare Riget til Lands og Vands mod udvortes Fiender. Derfor finde vi ham og ſtundom paa Tog i Auſterveg (Saxo S. 630) og i Beſiddelſe af Smaaøerne, hvor han ſatte ſin Broder Erik til Underbefalingsmand.
  3. Helmold, Chron. Slav. I. 49.
  4. Saxo, S. 626, 627.