Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/740

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
722
Magnus Sigurdssøn og Harald Gille.

Forgænger Kong Erik Ejegods tre Sønner Harald Kesja, Knut Lavard og Erik, siden kaldet Emune, og Henrik Skatelær, en Søn af Sven, der igjen var en Søn af Kong Sven Ulfssøn. Vi have allerede seet, hvor ivrigt Dronning Margrete arbejdede til sin Søn Magnus’s Fordeel, og hvorledes det lykkedes hende at faa ham valgt til Konge i Gautland[1]. Dermed var dog ikke hans Ærgjerrighed tilfredsstillet, thi han vilde ogsaa raade i Danmark, og her fordunkledes hans Anseelse ganske af hans Fætter Knut Lavard, der, udnævnt af Kongen til Hertug eller Jarl[2], indlagde sig stor Hæder ved at frede Landets Grændser og Farvande mod Venderne, og erhvervede sig saa stor Magt i de vendiske Grændse-Lande, at han, efter at den abotritiske Konge Henriks Linje var uddød i Aaret 1129, gjorde Fordring paa hans Rige som hans Syskendebarn, og blev, imod en Pengesum, forlenet dermed af den tydske Konge Lothar, som satte en Krone paa hans Hoved, og udnævnte ham til Abotriternes Konge: en Titel, der dog bragte ham mere Ære end Magt[3]. Knuts ældre Broder Harald var paa denne Tid en Mand i sine modnere Aar. Han var, som ovenfor nævnt, gift med Ragnhild, en Datter af Kong Magnus Barfod, og havde sit fornemste Tilhold i Roeskilde, hvor han sorte et højst forargeligt Liv, og fra sin Borg, Haraldsborg, lod sine Trælle gjøre Plyndringstog saavel i Staden, som i den nærmeste Omegn. Den tredie Broder, Erik, satte Knut til Under-Befalingsmand over Smaa-Øerne, hvor han tog sit Sæde paa Laaland: da han forgjæves henvendte sig til sin Broder Harald om at faa sin Fædrene-Arv, hvormed denne sad inde, opstod der en Fejde mellem Brødrene, der kunde være bleven fordærvelig nok, hvis ikke Knut under Trusler havde indstevnt dem til sig i Slesvig, skiftet Arven og mæglet Fred imellem dem[4]. Han gjorde saaledes, hvad egentlig Kongen selv havde skullet gjøre, og det viste sig deraf, at han var mere Herre i Landet, end Kong Nikolas. Heri kunde den ærgjerrige Magnus ikke finde sig, lige saa lidt som i hans Kongetitel, den han dog ogsaa selv bar; ogsaa den gamle Konge fandt Knuts store Magt og Indflydelse betænkelig, og uagtet denne red Venlighed og Aabenhjertighed søgte at bortfjerne deres Misundelse og Mistillid, kom dog snart den Plan til

  1. Se ovenfor S. 600, 601.
  2. Sædvanligviis heder det, at han var Hertug i Slesvig, men denne Stad var aabenbart kun hans Residentsstad; hans egentlige Embede var, som Jarlerne fra gammel Tid i Sverige og Danmark, at forsvare Riget til Lands og Vands mod udvortes Fiender. Derfor finde vi ham og stundom paa Tog i Austerveg (Saxo S. 630) og i Besiddelse af Smaaøerne, hvor han satte sin Broder Erik til Underbefalingsmand.
  3. Helmold, Chron. Slav. I. 49.
  4. Saxo, S. 626, 627.