Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/739

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
721
Spendt Forhold mellem Kongerne.

mellem begge Konger var ſaaledes ſaa ſlet, ſom den kunde være, uden at det dog endnu paa de førſte tre Aar kom til aabenbar Fejde imellem dem. De havde hver ſin Hird, og vare neppe ofte tilſammen[1]. Magnus ſynes at have haft ſine fleſte Tilhængere i det nordenfjeldſke, hvor han rimeligviis ogſaa for det meſte opholdt ſig, Harald derimod paa Øſtlandet.

Saaledes havde Norge atter tvende Konger paa een Gang, langt mindre enige indbyrdes, end Sigurd og Eyſtein, og, hvad der var værre, langt under dem i Aandsgaver og Tænkemaade. Magnus, kun en femtenaarig Yngling[2], var, ſom allerede nævnt, hengiven til Drik, grum, raa og voldſom, overmodig, uforbindtlig, og pengegridſk, og havde egentlig kun ſin Faders Popularitet at takke for at han ikke ganſke ſavnede Tilhængere blandt Folket. Harald, der maa have været en Mand paa henimod 30 Aar, var langt mere afholdt, men kun fordi han var lyſtig, nedladende, gavmild og føjelig, ſaa at han, ſom det heder, lod ſine Venner raade med ſig ſaa meget de vilde[3]. Allerede dette antyder, at han var ſvag af Charakteer og uden ringeſte Herſkergaver, hvilket ogſaa fremgaar af hele hans Hiſtorie. Han udmerkede ſig kun ſom Hurtigløber. Ikke engang Sproget talte han ordentligt, og han forblev rimeligviis gjennem hele ſin Regjeringstid, der dog heldigviis ej var langvarig, fremmed for Landets Indretninger og Folke-Aanden.

71. Uroligheder i Danmark. Forbindelſer mellem de danſke og norſke Kongefamilier.


Paa denne Tid herſkede endnu den gamle Kong Nikolas Svensſøn i Danmark, dog mere i Navnet end i Virkeligheden, da de mange yngre Medlemmer af den kongelige Familie, der nu havde naaet Manddomsalderen, ved deres Ærgjerrighed og indbyrdes Stridigheder frembragte en Forvirring, der næſten kunde kaldes Anarchi. Disſe yngre Konge-Ætlinger vare fornemmelig Kong Nikolas’s egen Søn af hans Egteſkab med Dronning Margrete Fredkolla, Magnus den ſterke, hans Broder og

    ſtøttet hans Andragende om at faa beviiſt ſin Byrd, nævnes ogſaa Ingemar af Aſk og Thjoſtulf Aalesſøn. Orknøyingaſaga udtrykker ſig ſaaledes at man næſten ſkulde antage, at disſe roende Lendermænd ogſaa have været behjelpelige ved Haralds Hylding paa Haugathing: det er i ſig ſelv rimeligſt, men Stedet er noget dunkelt.

  1. De vare hver for ſig meget afvigende i Sind, ſtaar der i Kongeſagaerne At de havde hver ſin Hird, bevidnes i Fagrſkinna Cap. 252.
  2. Magnus var nemlig fød 1115, ſe ovenfor S. 658.
  3. Harald Gilles Saga Cap. 1.