mellem begge Konger var saaledes saa slet, som den kunde være, uden at det dog endnu paa de første tre Aar kom til aabenbar Fejde imellem dem. De havde hver sin Hird, og vare neppe ofte tilsammen[1]. Magnus synes at have haft sine fleste Tilhængere i det nordenfjeldske, hvor han rimeligviis ogsaa for det meste opholdt sig, Harald derimod paa Østlandet.
Saaledes havde Norge atter tvende Konger paa een Gang, langt mindre enige indbyrdes, end Sigurd og Eystein, og, hvad der var værre, langt under dem i Aandsgaver og Tænkemaade. Magnus, kun en femtenaarig Yngling[2], var, som allerede nævnt, hengiven til Drik, grum, raa og voldsom, overmodig, uforbindtlig, og pengegridsk, og havde egentlig kun sin Faders Popularitet at takke for at han ikke ganske savnede Tilhængere blandt Folket. Harald, der maa have været en Mand paa henimod 30 Aar, var langt mere afholdt, men kun fordi han var lystig, nedladende, gavmild og føjelig, saa at han, som det heder, lod sine Venner raade med sig saa meget de vilde[3]. Allerede dette antyder, at han var svag af Charakteer og uden ringeste Herskergaver, hvilket ogsaa fremgaar af hele hans Historie. Han udmerkede sig kun som Hurtigløber. Ikke engang Sproget talte han ordentligt, og han forblev rimeligviis gjennem hele sin Regjeringstid, der dog heldigviis ej var langvarig, fremmed for Landets Indretninger og Folke-Aanden.
Paa denne Tid herskede endnu den gamle Kong Nikolas Svenssøn i Danmark, dog mere i Navnet end i Virkeligheden, da de mange yngre Medlemmer af den kongelige Familie, der nu havde naaet Manddomsalderen, ved deres Ærgjerrighed og indbyrdes Stridigheder frembragte en Forvirring, der næsten kunde kaldes Anarchi. Disse yngre Konge-Ætlinger vare fornemmelig Kong Nikolas’s egen Søn af hans Egteskab med Dronning Margrete Fredkolla, Magnus den sterke, hans Broder og
- ↑ De vare hver for sig meget afvigende i Sind, staar der i Kongesagaerne At de havde hver sin Hird, bevidnes i Fagrskinna Cap. 252.
- ↑ Magnus var nemlig fød 1115, se ovenfor S. 658.
- ↑ Harald Gilles Saga Cap. 1.
støttet hans Andragende om at faa beviist sin Byrd, nævnes ogsaa Ingemar af Ask og Thjostulf Aalessøn. Orknøyingasaga udtrykker sig saaledes at man næsten skulde antage, at disse roende Lendermænd ogsaa have været behjelpelige ved Haralds Hylding paa Haugathing: det er i sig selv rimeligst, men Stedet er noget dunkelt.
