Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/738

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
720
Magnus Sigurdsſøn og Harald Gille.

hos ham, ſom gik ham til Haande, hvoriblandt flere Lendermænd. Magnus ſtolede deels paa den Ed, Folket allerede havde tilſvoret hans Fader, deels paa den, ſom Harald havde maattet aflægge, førend han ſtedtes til Jærnbyrds-Prøven. Sigurd troede herved ganſke at have forebygget al Tviſt om Tronfølgen, men det viſte ſig, at han havde taget aldeles Fejl. Harald Gille, der imidlertid var bleven tilbage i Tunsberg, kaldte ſtrax ved Efterretningen om Sigurds Død ſine Venner, navnligen Ragnvald Jarl og hans Fader Kol, til ſig, for at overlægge med dem om hvad han havde at gjøre, og ſammenkaldte efter deres Raad Haugathing[1] der i Staden, paa hvilket han blev hyldet ſom Konge over det halve Rige, da, ſom man ſagde, den Ed, han tidligere havde aflagt, var ham aftvungen og derfor ikke bindende. Der ſamlede ſig ogſaa mange Tilhængere om ham og gik ham til Haande, og i nogle Dage ſtode begge Tronprætendenter truende imod hinanden, medens Hirden, Høvdingerne og Almuen deelte ſig i to Partier. Imidlertid aabnedes Underhandlinger imellem dem, og da Harald, endnu inden den førſte Uge var forløben, talte langt flere Tilhængere end Magnus, fandt denne det raadeligſt at give efter i Mindelighed. Der ſluttedes et Forlig mellem dem, ifølge hvilket Magnus tilſtod Harald det halve Rige, dog ſaaledes at han ſelv ſkulde beholde alle de Langſkibe, Skatte, Bordprydelſer og andet Løsøre, ſom Sigurd havde haft, og ſom han allerede havde taget i Beſiddelſe. (3die Oktober 1130)[2]. Den overmodige, herſkeſyge Magnus ærgrede ſig for øvrigt, ſom man let kan begribe, ikke lidet over at være bleven nødt til at indgaa dette Forlig, og lagde alle Haralds Venner for Had, iſær Ragnvald Jarl, der havde været den virkſomſte til at underſtøtte Haralds Fordring. Sit Had til Ragnvald viſte han blandt andet ved at fratage ham den ham af Kong Sigurd forundte Jarletitel og Forlening[3]. Forſtaaelſen

  1. Haugathing, der holdtes paa det ſaakaldte Møllehaug ved Tunsberg, var det ſædvanlige Hyldingsthing paa Veſtfold for Kongerne, og havde rimeligviis allerede været det for de gamle Smaakonger. Haugathing var, ligeſom Borgarthing og Thinget paa Elvebakken eller Baagaholmen ved Kongehelle, kun Hyldingsthing, ikke Lagthing, hvilket det neppe nogenſinde blev, og heller ikke noget af de øvrige førend hen i det følgende Aarhundrede i det tidligſte (ſe ovenfor S. 456).
  2. Denne Dag beſtemmes derved at Sagaerne her udtrykkeligt nævne 7 Dage efter Sigurds Død ſom den Tid, hvori begge Konger ſtode truende imod hinanden. Orknøyingaſaga S. 170 har ved en Fejltagelſe „fire Vintre“ i Stedet for „7 Dage“.
  3. Orknøyingaſaga S. 170, 172. Det ſiges her udtrykkeligt at Ragnvald og Kot vare Haralds mægtigſte Støtter. Sandſynligviis har vel ogſaa deres Ven og Frænde Salmund benyttet ſin Indflydelſe ſom Gjaldkere i Tunsberg til at bearbejde Folket til Haralds Fordeel. Blandt de Lendermænd i eller nær ved Viken, der gjorde fælles Sag med Harald og allerede havde under-