hos ham, som gik ham til Haande, hvoriblandt flere Lendermænd. Magnus stolede deels paa den Ed, Folket allerede havde tilsvoret hans Fader, deels paa den, som Harald havde maattet aflægge, førend han stedtes til Jærnbyrds-Prøven. Sigurd troede herved ganske at have forebygget al Tvist om Tronfølgen, men det viste sig, at han havde taget aldeles Fejl. Harald Gille, der imidlertid var bleven tilbage i Tunsberg, kaldte strax ved Efterretningen om Sigurds Død sine Venner, navnligen Ragnvald Jarl og hans Fader Kol, til sig, for at overlægge med dem om hvad han havde at gjøre, og sammenkaldte efter deres Raad Haugathing[1] der i Staden, paa hvilket han blev hyldet som Konge over det halve Rige, da, som man sagde, den Ed, han tidligere havde aflagt, var ham aftvungen og derfor ikke bindende. Der samlede sig ogsaa mange Tilhængere om ham og gik ham til Haande, og i nogle Dage stode begge Tronprætendenter truende imod hinanden, medens Hirden, Høvdingerne og Almuen deelte sig i to Partier. Imidlertid aabnedes Underhandlinger imellem dem, og da Harald, endnu inden den første Uge var forløben, talte langt flere Tilhængere end Magnus, fandt denne det raadeligst at give efter i Mindelighed. Der sluttedes et Forlig mellem dem, ifølge hvilket Magnus tilstod Harald det halve Rige, dog saaledes at han selv skulde beholde alle de Langskibe, Skatte, Bordprydelser og andet Løsøre, som Sigurd havde haft, og som han allerede havde taget i Besiddelse. (3die Oktober 1130)[2]. Den overmodige, herskesyge Magnus ærgrede sig for øvrigt, som man let kan begribe, ikke lidet over at være bleven nødt til at indgaa dette Forlig, og lagde alle Haralds Venner for Had, især Ragnvald Jarl, der havde været den virksomste til at understøtte Haralds Fordring. Sit Had til Ragnvald viste han blandt andet ved at fratage ham den ham af Kong Sigurd forundte Jarletitel og Forlening[3]. Forstaaelsen
- ↑ Haugathing, der holdtes paa det saakaldte Møllehaug ved Tunsberg, var det sædvanlige Hyldingsthing paa Vestfold for Kongerne, og havde rimeligviis allerede været det for de gamle Smaakonger. Haugathing var, ligesom Borgarthing og Thinget paa Elvebakken eller Baagaholmen ved Kongehelle, kun Hyldingsthing, ikke Lagthing, hvilket det neppe nogensinde blev, og heller ikke noget af de øvrige førend hen i det følgende Aarhundrede i det tidligste (se ovenfor S. 456).
- ↑ Denne Dag bestemmes derved at Sagaerne her udtrykkeligt nævne 7 Dage efter Sigurds Død som den Tid, hvori begge Konger stode truende imod hinanden. Orknøyingasaga S. 170 har ved en Fejltagelse „fire Vintre“ i Stedet for „7 Dage“.
- ↑ Orknøyingasaga S. 170, 172. Det siges her udtrykkeligt at Ragnvald og Kot vare Haralds mægtigste Støtter. Sandsynligviis har vel ogsaa deres Ven og Frænde Salmund benyttet sin Indflydelse som Gjaldkere i Tunsberg til at bearbejde Folket til Haralds Fordeel. Blandt de Lendermænd i eller nær ved Viken, der gjorde fælles Sag med Harald og allerede havde under-
