ven af Væringerne og hundrede bevæbnede Ynglinger af de fornemste Ætter. Kort at sige, Væringerne vare saa godt som uadskillelige fra Kejseren, og det var derfor en saare betegnende Titel, deres Anfører bar blandt Grækerne, nemlig Akoluthos eller Følgesvenden[1]. Denne bestandige Nærhed om Kejserens Person og daglige Omgang maatte nødvendigviis skaffe deres Høvdinger, og fornemmelig Akoluthen, der desuden regnedes blandt de fornemste Embedsmænd, en stor Indflydelse ved Hoffet. Som en af deres Hovedrettigheder allerede paa denne Tid, vi her omhandle, altsaa kort efter Korpsets Oprettelse, nævne vore Sagaer det saakaldte Polota-Svarf, d. e. Palads-Fejning, der bestod i at de, hver Gang en Kejser var død, var berettiget til at vandre gjennem de kejserlige Skatkamre, saaledes at enhver af dem under denne Vandring var berettiget til at gribe og beholde, hvad han kunde naa[2]. De byzantinske Forfattere berette intet herom, men da de Skrifter, der handle om Væringernes Stilling ved det byzantinske Hof og deres Deeltagelse i Ceremoniellet, tilhøre sildigere Tider, er det nok muligt, at hiin Rettighed da kan være gaaen af Brug, og at den navnligen kan være bleven afskaffet, da de kraftige Komnener bestege Tronen, medens det derimod ikke er usandsynligt, at de svage Kejsere, der under hyppige Tronrevolutioner herskede i det 11te Aarhundredes første Halvdeel, kunde have tilstaaet Væringerne en saadan Ret.
Væringekorpsets Størrelse synes at have været forskjelligt til forskjellige Tider. Dog lader det til, at i det mindste den Deel deraf, der drog i Felten udenfor Constantinopel, neppe udgjorde stort over 500 Mand[3]; hvis man nu kan antage, at den anden Halvdeel blev tilbage
- ↑ Det nærmere om alle disse Skikke, Fester o. s. v. findes i Kodinos’s Skrift om Paladsets Betjeninger (Coedinus de officiis sacri palatii). Uddrag deraf og af andre byzantinske Skribenter til Oplysning om Væringerne findes og hos „Cronholm om Væringerne“, og i en af Forfatteren udarbejdet Afhandling om Væringerne i Antiquités Russes, 3 Bind, hvortil her de henvises, der ønske mere omstændelig Beskrivelse derover. Om Akoluthens Hofdragt, se Kodinos S. 55.
- ↑ Snorre, Harald Haardraades Saga, Cap. 16. Palata eller efter den ogsaa i det russiske forekommende Form Polota er en Fordrejelse af Palatium, d. e. Palads. Svarf betegner egentlig Afskuring, Affiling. Det heder i Sagaerne at Væringerne gik gjennem de keiserlige „Poloter“, hvor Skattegjemmerne vare. Ogsaa Byzantinerne tale om thesauri (Skattegjemmer) i det kejserlige Palads. Men hiin Skik omtales ej; derimod taler Kodinos, (Cap. lo) om en Skik, der knyttedes til Palmesøndagens Højtideligholdelse, nemlig at den saakaldte Peripatas, eller Balustraden fra Kirken til Kejserens Værelse, udsmykkedes med Blomster og Kviste, der siden paa et givet Tegn bleve revne bort af Væringerne og andre Tropper ved Hoffet.
- ↑ Se Legenden om Keiser Alexius’s Slag mod Blakmændene paa Petzinavoldene, meddeelt saa vel i Olaf den hellige Saga, Cap. 250, som i Snorre,
