Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/74

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
56
Magnus den gode.


ven af Væringerne og hundrede bevæbnede Ynglinger af de fornemſte Ætter. Kort at ſige, Væringerne vare ſaa godt ſom uadſkillelige fra Kejſeren, og det var derfor en ſaare betegnende Titel, deres Anfører bar blandt Grækerne, nemlig Akoluthos eller Følgeſvenden[1]. Denne beſtandige Nærhed om Kejſerens Perſon og daglige Omgang maatte nødvendigviis ſkaffe deres Høvdinger, og fornemmelig Akoluthen, der desuden regnedes blandt de fornemſte Embedsmænd, en ſtor Indflydelſe ved Hoffet. Som en af deres Hovedrettigheder allerede paa denne Tid, vi her omhandle, altſaa kort efter Korpſets Oprettelſe, nævne vore Sagaer det ſaakaldte Polota-Svarf, d. e. Palads-Fejning, der beſtod i at de, hver Gang en Kejſer var død, var berettiget til at vandre gjennem de kejſerlige Skatkamre, ſaaledes at enhver af dem under denne Vandring var berettiget til at gribe og beholde, hvad han kunde naa[2]. De byzantinſke Forfattere berette intet herom, men da de Skrifter, der handle om Væringernes Stilling ved det byzantinſke Hof og deres Deeltagelſe i Ceremoniellet, tilhøre ſildigere Tider, er det nok muligt, at hiin Rettighed da kan være gaaen af Brug, og at den navnligen kan være bleven afſkaffet, da de kraftige Komnener beſtege Tronen, medens det derimod ikke er uſandſynligt, at de ſvage Kejſere, der under hyppige Tronrevolutioner herſkede i det 11te Aarhundredes førſte Halvdeel, kunde have tilſtaaet Væringerne en ſaadan Ret.

Væringekorpſets Størrelſe ſynes at have været forſkjelligt til forſkjellige Tider. Dog lader det til, at i det mindſte den Deel deraf, der drog i Felten udenfor Conſtantinopel, neppe udgjorde ſtort over 500 Mand[3]; hvis man nu kan antage, at den anden Halvdeel blev tilbage

  1. Det nærmere om alle disſe Skikke, Feſter o. ſ. v. findes i Kodinos’s Skrift om Paladſets Betjeninger (Coedinus de officiis sacri palatii). Uddrag deraf og af andre byzantinſke Skribenter til Oplysning om Væringerne findes og hos „Cronholm om Væringerne“, og i en af Forfatteren udarbejdet Afhandling om Væringerne i Antiquités Russes, 3 Bind, hvortil her de henviſes, der ønſke mere omſtændelig Beſkrivelſe derover. Om Akoluthens Hofdragt, ſe Kodinos S. 55.
  2. Snorre, Harald Haardraades Saga, Cap. 16. Palata eller efter den ogſaa i det rusſiſke forekommende Form Polota er en Fordrejelſe af Palatium, d. e. Palads. Svarf betegner egentlig Afſkuring, Affiling. Det heder i Sagaerne at Væringerne gik gjennem de keiſerlige „Poloter“, hvor Skattegjemmerne vare. Ogſaa Byzantinerne tale om thesauri (Skattegjemmer) i det kejſerlige Palads. Men hiin Skik omtales ej; derimod taler Kodinos, (Cap. lo) om en Skik, der knyttedes til Palmeſøndagens Højtideligholdelſe, nemlig at den ſaakaldte Peripatas, eller Baluſtraden fra Kirken til Kejſerens Værelſe, udſmykkedes med Blomſter og Kviſte, der ſiden paa et givet Tegn bleve revne bort af Væringerne og andre Tropper ved Hoffet.
  3. Se Legenden om Keiſer Alexius’s Slag mod Blakmændene paa Petzinavoldene, meddeelt ſaa vel i Olaf den hellige Saga, Cap. 250, ſom i Snorre,